Engleprocessen

Hvad skete der i virkeligheden, da kunstmaleren Kurt Trampedachs atelier i Frankrig brændte? En krimi om kynisme og konspirationsteorier

Da den tidligere politiadvokat Harry Valdemar Kyhn har mistet sin hustru og fået konstateret kræft, flytter han til byen Sare i Pyrenæerne, hvor han vil forsøge at helbrede sig selv ad homøostatisk vej - ved en såkaldt engleproces - og skrive en kriminalroman. I Sare bor også maleren Kurt Trampedach. Forinden er Kyhn af sin gamle kollega, Ejler Brahmsen, blevet bedt om at kontakte den danske fondsdirektør Frederik Lehmann, der bor i området. Brahmsen, der i sin tid efterforskede brandene i Trampedachs atelier på Østerbro, har, skønt sagen er henlagt, aldrig helt opgivet efterforskningen og arbejder sammen med Lehmann.

Lehmann er en noget betændt person, som ikke har helt rent mel i posen, og han stiller Kyhn en million euro i udsigt for at agere forsikringsagent fra Lloyd overfor hans fjende, den russiske oligark Boris Hadirov.

Og så kører handlingen ellers der ud ad med svindel, vold, mord, prostitution, misbrug af børn, ETA, griskhed og kynisme.

Mystiske, uopklarede og henlagte sager har til alle tider givet grobund for konspirationsteorier. Derfor virker det også oplagt, at en forfatter tager udgangspunkt i sagerne om brandene i Kurt Trampedachs atelierer i Frankrig og Danmark. Brandene er aldrig blevet opklaret, og i lang tid klæbede en mistanke til kunstneren for selv at have medvirket, skønt han ikke var forsikret.

I ’Engleprocessen’ forstærker Niels Frederik Westmann Trampedach-sporet ved at lade Kyhns afdøde hustru være kunstmaler og ven med Trampedach og ved at lade Brahmsen være formand for Trampedach-foreningen i Hillerød.

Handlingen er ikke helt logisk og ville have vundet ved at have lidt færre forbryderiske elementer og lidt færre sideløbende handlinger.

Romanen udstiller dog ganske tankevækkende menneskets iboende griskhed og kynisme, og det er faktisk ret morsomt, at forfatteren vælger at kalde sine hovedpersoner for Kyhn (kynikeren) og Lehmann (manden med leen).

Hele bogens undertoner af humor og ironi sættes i relief i ”forfatterens efterskrift”.