En hustrus hævn

Ægteskabet er en krig, og er det egentligt ikke rimeligt, at det ender med, at nogen må dø? 62-årige Irene Husvig tager sagen i egen hånd i morsom svensk roman.  

Skal man finde sig i hvad som helst? Nej, vel! Og især ikke i en kedelig ægtemand, som anser sine egne ord for at være lov og hvis motto er ”ingen følelsesladede argumenter, tak”!  Irene Husvig kan ikke spilde sine sidste år, med at vente på at Horst selv skal lægge sig til at dø, han får brug for hjælp. Det er dog et rent tilfælde der gør, at Irene overhovedet begynder at tænke i de baner. Bevares hun har længe været utilfreds, ja ligefrem vred over det ægteskab hun har med Horst, men ligefrem at tage livet af ham. Alligevel skal der ikke ret meget fantasi og research til, før der ikke længere er ret langt fra tanke til handling.

Irene finder tilfældigvis nogle blylodder i en gammel kasse fra hendes mor og pludselig begynder en ide at forme sig. Irene, som er, hvad jeg vil kalde hardcore bibliotekar af den gamle skole, anskaffer sig en masse spændende kemibøger som hun studerer, for i ro og mag at finde den bedste løsning på ”problemet Horst” med blyets hjælp.

Horst og Irene har været gift i 39 år og har to børn sammen, men ægteskabet har ikke ligefrem levet op til Irenes forventninger, ikke fordi hun har krævet ret meget af det. Horst er kabeltrækker og har en passion inden for Hi-Fi. Denne passion har langsomt men sikkert givet mindre og mindre plads til Irenes passion, som er hendes elskede bøger. Til sidst er hun blevet forvist til husets kælderrum og de fleste af hendes bøger er kørt på lossepladsen, for som Horst siger: ’Det er jo ikke noget loppemarked dernede’.

Igennem bogen får læseren i små bidder fortalt, om de uhyrligheder og den pragmatiske Horst-logik, som Irenes ægtemand har udsat hende for gennem tiden. Det hele serveret i et nøgternt sprog og med en god portion tør humor. Der er virkelig nogle præmie-citater i bogen, for er der noget Irene kan, så at det at retfærdiggøre sin misgerning over for læseren.

Et eksempel er en forklaring omkring hvorfor hun ikke bare vælger at blive skilt; ’Egentlig burde han være taknemmelig. Hvad er en skilsmisse mod en giftdød i klasse med Neros? Horst havde trods alt fået lov til at leve længere end gennemsnitssvenskeren for 100 år siden.’ Et andet eksempel er i bogens begyndelse; ’I ægteskabet må nogen altid vinde. Nogen må brydes ned. Ægteskabet er en kamp, en krig – og er det egentlig ikke ganske rimeligt, at det, ligesom i alle andre stridigheder, nødvendigvis må ende – med at nogen dør?’

Jeg morede mig virkelig over denne bog og havde absolut ikke den mindste smule sympati med Horst, tværtimod synes Irenes logik fuldstændig at overstige enhver form for medlidenhed og tanker omkring det moralsk forkastelige i at slå ihjel.