En grav i Gaza

Her er chancen for at opleve det højspændte miljø i de palæstinensiske og israelsk besatte områder indefra, det er tilmed en fængende historie, befolket med levende mennesker.

Da jeg læste Matt Rees’ første bog på dansk ’Kollaboratøren’ med Omar Yussef i hovedrollen’, syntes jeg, at det var en af de bedste nyskabelser i genren i lang tid. Ikke at selve krimiplottet var noget at skrive hjem om, det var nærmest forudsigeligt.

Det var hele miljøskildringen, der gjorde indtryk, læseren oplever virkelig indefra den anspændte stemning i Palæstina.

Der er ikke tale om et kampskrift mod Israel, besættelsesmagten opleves nærmest som en fjern og uforanderlig foreteelse, bogens vægtigste indhold er den meget virkelighedsnære skildring af interne kampe, korruption og især utrygheden.

Præcis det samme og lidt bedre oplever vi her i bd. 2 med vores distingverede historielærer, Omar Yussef i hovedrollen som ”problemknuser”. Han er ved beretningens start på vej til Gaza sammen med sin chef, svenskeren Magnus Wallander, for at besøge FN-skoler i flygtningelejrene, da de omgående bliver inddraget i en meget blodig strid mellem lokale militsledere.

En lærer er fængslet, det viser sig, at han har rettet fokus mod korruption på sit eget universitet. Dette er bare en flig af noget meget større, og Omar Yussef kaster sig uforfærdet ud i opklaring af sammenhængen. Blandt hans ’modstandere’ i forløbet er en voldsom sandstorm, et møde i Revolutionsrådet, lovløsheden i området, og så i høj grad den interne og voldsomme magtkamp.
Yussef’s svenske kollega bliver gidsel hos en af grupperne, en anden dræbes i et bombeattentat, FN’s amerikanske repræsentanter tager hurtigt benene på nakken, og Omar Yussef er alene tilbage.

Slutsekvensen, hvor vi også oplever de gravede tunneller til våbenindsmugling, holder spændingsniveauet på bedste vis.

Beskrivelserne af indbyggernes kamp for at opretholde blot fragmenter af en hverdag er meget fine og troværdige, det er så rørende, da Omar Yussef bliver tiltrukket af den korrupte rektors søde sekretær. Alle kvinderne er da naturligvis både tørklædebærende og tildækkede, det er de lokale vilkår, ligesom de traditionelle arabiske høflige hilsener indflettes helt naturligt, ligesom de arabiske skældsord gør det, så det fløjter om ørene.

Jeg blev godt underholdt, jeg blev oplyst om noget interessant, og jeg læste hele bogen næsten i ét hug.

Hvilket i min branche er meget sjældent.