Bog

En dag uden sol

Af (
2011
)

Anmeldelse

En dag uden sol af Benjamin Lunøe

12 mar.12

Anderledes, bevægende, charmerende, dvælende, effektive, fascinerende, gode historier i denne danske novelledebut.
 
'En dag uden sol' er en af den slags udgivelser, som jeg klart kan anbefale, men som jeg samtidig har rigtig svært ved at beskrive. Over ti noveller tager Benjamin Lunøe læseren med på en fabulerende og fascinerende rejse ind i menneskets tankeverden, hvor vi både geografisk og tidsmæssigt når langt omkring.

Blandt mine favoritnoveller er Manden og maskerne, som er en slags klassisk engelsk kriminalfortælling. Fortællerens ven planlægger det perfekte mord – bare i teorien naturligvis – og selvom fortælleren til at begynde med finder tanken lidt morbid, så ender han alligevel med at blive en del af eksperimentet.

Også Uviljens triumf, som foregår i 1650 og handler om en filosofisk diskussion om den frie vilje, hører til blandt favoritterne. Her står to mænd overfor hinanden i skarp diskussion, men inden natten er omme, tvivler de begge på deres tidligere overbevisning.

Benjamin Lunøes noveller stritter ud til alle sider, og bevæger sig fra det gamle Romerrige til det ydre rum. Alligevel synes jeg generelt, at samlingen føles helstøbt, måske fordi alle novellerne fortælles af en jeg-fortæller, og fordi de handler om almenmenneskelige spørgsmål. Og så fordi hver historie simpelthen emmer af fortælleglæde.

Den eneste novelle, jeg havde det lidt svært med, er den første novelle Vraggods, som hører til blandt de mere surrealistiske fortællinger. I Vraggods har en kunstner isoleret sig i sit sommerhus, men en dag oversvømmes hans strand med mannequindukker, og kort efter opsøges han af to kvinder som tilsyneladende kender ham. Måske var det fordi jeg endnu ikke var kommet ind i Lunøes stil, eller måske var den lidt for symbolsk efter min smag. I hvert fald følte jeg, den var lidt uforløst og efterlod mig uden følelsen af afslutning.

På trods af det kan jeg som sagt klart anbefale Benjamin Lunøes debut, som måske nok kræver lidt af sin læser, men som til gengæld er både velskrevet og interessant.

Bogdetaljer

Forlag
Ostenfeld
Faustnummer
29039291
Graphic
Nicoline Riis
ISBN
9788792690050
Antal sider
207

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer