Dukkerne : fire fortællinger

Gode fortællinger hiver de skæve eksistenser og deres uforudsigelige historier frem i lyset.

Et gennemgående element i Ursula Scavenius’ fortællinger er tvivlen. Karaktererne tvivler på sig selv, de andre og virkeligheden. Fælles for de fire søskende (i den sidste novelle dog et søskendepar) er, at de alle oplever deres tilværelse forandre sig – fx i titelfortællingen ’Dukkerne’, hvor storesøsteren går i hi i kælderen, mens uforklarlige violinlyde lyder udenfor.

Fortællingernes universer befolkes af uforklarlige sygdomme og skildrer en verden, der er traumatiseret af flugt. Både flugt som en indre tilstand, men også som en ydre, at man bevæger sig fra ét sted til et andet. I den afsluttende fortælling ’Kupé’, bevæger de tre søskende sig mod Ungarn i tog med deres døde mor på slæb. Deres bevægelse mod øst er også en bevægelse mod fortiden, den flugt deres mor, Nasfa, gennemgik: ”Vi var næsten altid udenfor og lege i det høje græs, og når vi kom ind i huset, sad Nasfa og så ud i tusmørket og sagde: Vi ungarere bliver altid deporteret, vores sjæle bliver altid voldtaget.”

En styrke i fortællingerne er det sære univers, den mørke fantastik, hvor (u)virkeligheden driver gæk med karaktererne. Skildringen af elendigheden, der ofte ligger som et grundelement i fortællingerne, fungerer godt, fordi denne skildring også viser, hvordan ingen af dem rigtigt hører til det sted, de er. Især ’Dukkerne’ fungerer i den optik, hvor alt smelter sammen, men alligevel ikke rigtigt: ”Grøntsagerne er vokset sammen, en gulerod og en rødbede er blevet flettet ind i hinanden; og kartoflerne er smeltet sammen med jordskokkerne. Nu er selv køkkenhaven begyndt at lyve, tænker jeg.”

Fælles for fortællingerne er en vaghed, hændelserne virker uforklarlige og uforståelige for personerne og til en vis grad også for læseren. Vi befinder os et sted, hvor svære kår i samfundet skildres, og der er mange fine elementer undervejs. Dog er en svaghed ved værket, at der benyttes mange unødvendige gentagelser af pointer, som læseren for længst har forstået, som til tider understøttes af naive sproglige konstateringer.

Selvom der i løbet af fortællingerne kunne være strammet op redaktionelt, er der langt henad vejen også gode betragtninger, interessante formuleringer og skæve universer, som er ret fascinerende at læse. Det fine i Ursula Svavenius’ forfatterskab er, at hun evner at bevæge sig, hvor fantasi og virkelighed mødes. Noget som fx Ida Monrad Graunbøl også formår i Menneskedyret og som Georgi Gospodinov mestrer i Melankoliens fysik.