Drømmetiggere og hurtige sko : seks stadier af kærlighed

I seks akter bliver samfundets normer og forestillinger om kærlighed på en græseoverskridende måde udfordret og reflekteret i Daniel Tafdrups essayistiske debutroman.

I takkeordene til sidst skriver Tafdrup, at han er forberedt på kritik og at nogen kan blive stødt af indholdet, men at han har et håb om, at folk vil interessere sig for intentionen bag. Det er med god grund, at dette er skrevet, for bogen er ikke én, man vil anbefale til alle. Romanen oser af polyamourøs sex og voldsomt detaljerede samlejebeskrivelser uden filter, idét hovedpersonen Martin bliver ”færdig som småborger… grådig nu og træt af at nøjes.”

Det er ikke uden konsekvenser, når Martin vælger at følge sit begær fremfor at finde sig til rette i det klassiske parforhold, som han ser som samfundets største institution. Undervejs i romanen mister han sine venner og nemt sympati fra læseren, idét han fremstår egoistisk, har en vulgær tankegang, får sprut, stoffer og damer til at udgøre sit fundament og fraskriver sig ansvaret for sin tilbøjelighed til at være sine kærester utro.

Handlingen er delt op i forskellige stadier, Martin gennemgår i sin ensomme selvrealisering og kamp for at være tro mod sig selv, have ærlighed som standard og frigøre sig fra omverdenens forventninger og endeløse trædemølle. Målet er leve fuldt ud, som den han er, uden at skulle ligge under for skam eller begrænsninger.

Plottets opbygning og den essayistiske stil tilfører fortællingen kvalitet. Stadierne er som et dramastykke delt op i akter, hvor de i en ikke-kronologisk rækkefølge viser kærlighedens væsen og vanvid i forskellige kulisser. Et kapitel midt i bogen, ’øjenåbner’, sætter latent fokus på bogens ærinde med dens overskridelsesæstetik. Her er Martin med sin kæreste inde og se kunstnergruppen SIGNAs meget omdiskuterede performance Villa Saló, der fandt sted i København i 2010. Martin ser dette provokerende, perverse teater som stor kunst, fordi det formår at lukke op for hans egne undertrykte følelser. Som eventyrer og drømmetigger stiller Martin og dermed romanen på sin egen grænseoverskridende måde spørgsmål ved, hvem der skal bestemme, hvad der er den rigtige måde at leve på og hvad der er socialt acceptabelt, så længe man ikke sårer andre.

Tafdrup skriver egentlig godt og sansende, men læsningen bliver nogle steder en smule langtrukken, og så bliver der gjort brug af filosofiske citater, der virker helt malplacerede og skaber alt andet end dybde i fortællingen. Bogens refleksioner og samfundskritiske tanker, som præger Martins sindstilstand, er til gengæld rammende flere steder omkring den menneskelige eksistens i dagens samfund:
”Jeg er et produkt af Vestens dårlige samvittighed. Den evige skyld, vi må leve med. For jeg er privilegeret af helvede til, og netop dét er min forbandelse. Hvordan skal jeg nogensinde finde lykken, når jeg er født ind i en verden, der er forudbestemt? Det, jeg udretter, kan kun akkurat være godt nok men vil aldrig overgå nogens forventninger. Og hvis jeg ikke får succes, er det udelukkende min egen fejl. Jeg har ingen undskyldninger for ikke at blive til noget. Ingen undskyldninger for ikke at have det godt. Ingen undskyldninger for alligevel at føle mig helt ved siden af.”