Det sorteste hjerte

Med fokus på en enkelt borgers tragiske skæbne belyser forfatteren levende og dramatisk ytringsfriheden og retssikkerhedens trange vilkår i enevældens København i 1790’erne.

Ulrik Langen er professor i historie ved Københavns Universitet. Med ham som pennefører bliver Danmarkshistorien aldrig tør og kedelig. Uden at give køb på fagligheden tager han sit udgangspunkt i mennesker af kød og blod og sætter dem ind i en historisk sammenhæng. Dermed slår han to fluer med et smæk. Den personlige indfaldsvinkel engagerer læseren, der samtidig får bibragt en historisk viden.

Den sindsforvirrede, enevældige konge, Christian VII, som Langen i øvrigt har skrevet en bog om, er reelt sat fra bestillingen, og det er kronprins Frederik, der styrer landet. Efter den franske revolution er han på vagt over for den mindste kritik af styret. Det bliver skæbnesvangert for te- og porcelænshandler Michael Brabrand.

Brabrand med den jyske baggrund har arbejdet sig op fra små kår. Han er nu bosiddende i København og kæmper en kamp mod laugenes monopol. Et banalt slagsmål får snebolden til at rulle. Brabrand bliver viklet ind i en labyrint af retssager præget af skrupelløse prokuratorer og dommere, der fifler med vidneudsagnene og lader deres følelser overtrumfe juraen.

Brabrand er en borger fra mellemlaget. Han er intelligent og velformuleret men også krakilsk og rethaverisk. Ikke engang flere års helbredsnedbrydende isolationsfængsel får ham ned med nakken. Stædigt vedbliver han i skrift og tale med at bedyre sin uskyld.

Det absurde er, at Brabrand dømmes for det, han har sagt, ikke for noget, han har gjort. Det hjælper ham bare ikke. De mange retssager trækkes i langdrag, og Brabrand får prædikatet ”manden med det sorteste hjerte”. Han bliver ruineret, hans familie ender i dyb armod, og han selv sendes i landflygtighed.

Brabrand er ret enestående i sin stædige holden på sin ret. Han bliver et offer for systemet, der har brug for at statuere et eksempel, et symbol på den undertrykte borger, der udsættes for magtmisbrug. Den stadig skrappere holdning til kritiske røster fører i 1799 til, at censuren bliver genindført i Danmark.

Forfatteren bygger på et meget omfattende kildemateriale, uden at det på nogen måde tynger hans fremstilling, der giver et levende og engagerende tidsbillede og sætter fokus på nogle fundamentale borgerrettigheder.