Det fjerde menneske

Ny dansk spændingsbog virker overfladisk og uvedkommende. En lang omgang røvere og soldater som aldrig bliver rigtig spændende.

David Garmark er tydeligvis inspireret af Jason Bourne-universet (Ludlum) og blander sin historie om den hemmelige agent med hukommelsestab med gyserelementer og dommedagsscenarier omkring en smitsom virus. Der er planlagt flere historier med agenten og problemløseren Ditlev Martins, og man kan da kun håbe, at forfatteren fremover får mere styr på sin handling og sin hovedperson. I denne bog er det nemlig desværre ikke helt lykkedes at få historien til at hænge ordentligt sammen, og den indviklede og intrigante handling slutter underligt uforløst.

Historien starter med nogle videnskabelige undersøgelser i Arktis, hvor videnskabsmænd i nogle dybt liggende søer under isen har fundet mikroorganismer, som kunne være nøglen til, hvordan livet er opstået på jorden. Fundene er sensationelle, men boringerne har samtidig også vakt en ældgammel, dødbringende virus til live, som smitter forskerne med en rabieslignende sygdom.

Snart er alle forskerne døde. To år senere vågner en mand op i en kiste i Slovenien. Han er blevet skudt og efterladt som død, og han kan ikke huske, hvem han er, eller hvorfor nogen har skudt ham.

Selvom manden bliver plejet og langsomt kommer til hægterne hos en lokal læge, er hans problemer langtfra slut. De ukendte gerningsmænd går igen til angreb, men manden, som tydeligvis er trænet i kamp og våbenbrug, undslipper endnu en gang.I sin søgen efter svar flygter manden til Venedig, og mens han langsomt begynder at kunne huske mere og mere, samtidig med at nogen stadig er ude efter ham, begynder han nu en farefuld rejse gennem Europa.

Genren bærer i sig selv stof til en interessant og spændende historie, og det skal retfærdigvis siges, at Garmarks overordnede plot er ganske nyt og forfriskende. Når det så er sagt, så lykkes historien dog aldrig med at blive rigtig spændende. Der sker en masse undervejs, men det hele virker underligt overfladisk og uvedkommende, og i virkeligheden er der blot tale om en lang omgang røvere og soldater. Dertil kommer, at man aldrig kommer ind under huden på personerne, og selv hovedpersonen Martins fremstår aldeles stereotyp. Historien fænger ikke, og sprogligt er der stort set tale om en lang og opremsende beskrivelse uden substans.