Anmeldelse
Det dør man af af Maja Elverkilde
- Log ind for at skrive kommentarer
Strittende noveller om mennesker og deres relationer.
I 2008 debuterede Maja Elverkilde med novellesamlingen Alt det der er mit, som blev rost for sine groteske og humoristiske fortællinger. Også her i Det dør man af er det groteske omdrejningspunktet i de syv noveller, som tematisk stritter i alle retninger lige fra spisevægring og bombeattentater til tandlægeangst og sommer ved Vesterhavet.
I titelnovellen møder vi en enkemand og hans datter. Han har genfundet kærligheden, men er til gengæld stoppet med at spise. Det bekymrer naturligvis datteren, som i sin omsorg for faren glemmer at tage sig af sin egen familie. I novellen ”Attentat” udspiller handlingen sig i et ’Big Brother’-samfund, hvor hovedpersonen arbejder på et kontor og hver søndag spiser frokost med sin bror og dennes familie, selvom hun hader det. Der ligger noget skjult i fortiden, som forfølger dem begge, og da hun endelig gør noget ved det, er konsekvenserne store.
”Skovens vilde dyr” følger Tom, der er alene, mens hans kone er på safari – eller er hun? Han kigger ind ad vinduet hos Eddie og dennes familie, og det ender i en voldsom druktur, hvor de to forbander kvinderne, som ikke kan beslutte sig for, hvad de vil have.
Det er således mennesker og deres relationer, der er udgangspunktet for Elverkildes historier, som fortælles præcist i korte hverdagssætninger, der tilsyneladende ikke gemmer på noget. Men slutningerne flyder ofte ud og åbner således i høj grad op for læserens egen fortolkning, og det er så op til den enkelte, om man kan lide det eller ej.
Brugernes anmeldelser