Den sidste dans

Livets - og dødens - alvor i tragikomisk forklædning

For nylig læste jeg om en kvinde, der fortalte, at hun aldrig havde fejlet noget, som Toblerone ikke kunne kurere. Skønt for hende, men det er desværre langt fra alle forundt at leve et så forholdsvis ukompliceret og sygdomsfrit liv. En af de mindre heldige er fortælleren i denne bog. Han har netop fået diagnosen prostatakræft.

Det er en alvorlig situation at befinde sig i. Man kunne håbe på, at sygehuset ville række alle de muligheder og hjælpende hænder verden kunne byde på til vores kræftramte hovedperson - i stedet bliver han bedt om at vente, vente, vente. Store dele af romanen foregår i venteværelser, hvor han og hans medpatienter kan udveksle dårlige nyheder og triste historier, mens de venter på at komme ind til endnu en nedslående samtale med en læge, der knap nok tager sig tid til at se dem i øjnene.

Men der er en solstråle i venteværelset, Lydia. Lydia er tidligere balletdanser, og hun gør fortsat, hvad hun kan for at danse lidt liv i sig selv og sine omgivelser. Hun valser rundt i venteværelset med dem der er til at lokke, det er vores fortæller. Han bliver lidt lun på Lydia, men synes det er svært at gøre sig til, når man som mand har fået bryster på grund af medicinen. Lydia har i øvrigt fået bortopereret begge sine bryster, så hun synes heller ikke det er nemt.

Der bliver langet flade ud til sundhedsministeren og sygehusvæsenet i denne roman. Den er både bitter, vred og trist. Men den er også skrevet med et overbærende og humoristisk overskud, der gør, at man faktisk godt kan holde ud at være med, ja, det er faktisk en fornøjelse. Torben Lange har et godt greb om sproget, et godt greb om billeder og virkemidler, og han har et godt greb om sin læser!