Den blodrøde flod

Letlæst, gennemført og sober indføring i et tragisk kapitel af Finlands historie – den blodige borgerkrig i 1918.

Jeg må starte med at indrømme, at jeg ikke kendte meget til Finlands historie overhovedet, før jeg læste ”Den blodrøde flod”. Jeg vidste, at Sverige gennem mange år havde domineret Finland, men at Finland blev et autonomt storfyrstendømme med den russiske kejser, Aleksander 1., som storfyrste i 1809, anede jeg ikke.

Efter en årrække med relativ stor finsk selvstændighed blev kejser Nikolaj 2.s syn på Finlands særstilling i Imperiet præget af den voksende russiske nationalisme i 1890’erne. Finland skulle nu russificeres ligesom Baltikum og Polen. Men 1. verdenskrig og ikke mindst Februarrevolutionen i Rusland i 1917 fik stor betydning for Finland, som i 1917 erklærede sig en selvstændig republik.

Allerede i januar det følgende år brød en blodig borgerkrig dog ud i den nyudråbte republik, og det er den periode, Jakob Eberhardt fortæller om i ”Den blodrøde flod”, hvor han fortæller ud fra en række danske øjenvidner, der deltog i krigen enten som soldater eller som læge/sygeplejerske for Dansk Røde Kors. Derudover bygger han også bogen på kilder om og af den borgerlige regeringschef, Pehr Evind Svinhufvud, og den øverstbefalende for de hvide styrker Gustaf Mannerheim

I sit forord forklarer Eberhardt, at bogens fokus i højere grad er på den borgerlige side af borgerkrigen (de hvide). Ikke på grund af forfattersympatier men fordi de danske deltagere og øjenvidner solidariserede sig med de hvide. Desuden påpeger han en kildemæssig begrænsning, idet det er sejrherrerne, der skriver historien, og selvom historikerne indenfor de seneste årtier har forsøgt at tilgodese den tabende røde part, findes der ikke mange værker, som specifikt behandler de finske socialistlederes virke før og under borgerkrigen. Eberhardt forsøger dog undervejs at tydeliggøre for læserne, når kilderne bør give anledning til omtanke, og derved bliver ”Den blodrøde flod” ikke en hyldest til den hvide side i borgerkrigen, men et rimeligt vægtet billede af den blodigste borgerkrig i Nordens historie.

I bogens opbygning veksler Eberhardt mellem fremadskridende sceniske kapitler og mere rammehistoriske fakta-kapitler. De sceniske kapitler bruger f.eks. de danske deltageres breve og dagbøger som udgangspunkt, hvilket bringer historien helt tæt på, i modsætning til fakta-kapitlerne som er mere overbliksskabende. Til alle kapitlerne kan man dog sidst i bogen finde en omfattende gennemgang af den benyttede litteratur samt et register over de mange fotos.

Eberhardt giver et godt og dækkende overblik over denne barske og blodige krig, der kostede i nærheden af 35.000 mennesker livet. Og det var ikke kun i kamp disse mange mennesker døde. Ca. 12.000 civile og tilfangetagende soldater blev myrdet eller henrettet bag fronten umiddelbart efter, at de havde kapituleret, var blevet antastet eller pågrebet og lige så mange døde af sult og sygdomme i fangelejrene efter krigen.

Borgerkrigen splittede ikke alene nationen, men også familier og naboer, og i mange år varbefolkningen stadig opdelt i røde og hvide. Først i 1944 blev det finske kommunistparti atter tilladt, og langsomt trappede man ned på den aggressive retorik mod de røde i den officielle historieskrivning. Det endelige skridt til forsoning, skriver Eberhardt, blev dog først taget i 1998, da den finske regering iværksatte projektet ”Krigsdøde i Finland 1914-1922”, som skulle undersøge omkomne finner i forskellige krige og konflikter. Et projekt der i 2004 sluttede med etableringen af en frit tilgængelig database med personkort over alle de døde.

”Den blodrøde flod” er en letlæst indføring i et tragisk kapitel af Finlands historie. Det lykkes for Jakob Eberhardt på sober og interessant vis at give læseren en forståelse både borgerkrigen, dens følger og ikke mindst de dybe traumer den efterlod i befolkningen. En anbefaling herfra.

Originally published by Jette S. F. Holst, Litteratursiden.