De anstændige

Skal vi tillade, at ytringsfriheden står i skyggen af islam? ’De anstændige’ er en af de måske vigtigste bøger om ytringsfrihed i dette årti.

Denne sæson har budt på nogle, i mine øjne, væsentlige debatbøger, som tager hul på centrale emner, der trænger til en grundig debat på alle niveauer. Jeg har tidligere anmeldt Rune Lykkebergs ’Alle har ret’, som tager fat på begrebet demokrati og på erklærede demokraters ubehag ved demokratiet. I hælene på den følger ’De Anstændige’ af Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, som måske er en af de vigtigste debatbøger om ytringsfrihed, der er udgivet i dette årti. ’De Anstændige’ åbner for noget af den samme undren, jeg har haft over de vestlige nationers manglende lyst til at stå fast på ytringsfriheden som en demokratisk grundpille.

Forfatterne har lavet et minutiøst og særdeles grundigt analysearbejde af omstændighederne i en række sager, hvor brug af ytringsfriheden har bragt ophavsmændene i vanskeligheder. I en serie skarpe analyser stiller de en række meget vigtige spørgsmål: Er hensynet til muslimers sensitivitet omkring deres religion, således som de anstændige ifølge Eriksen og Stjernfelt opfatter det, vigtigere end ytringsfriheden? Er kritik af ekstrem islamisme det samme som racisme? Hvorfor er det et problem at koble ekstrem islamisme sammen med terrorisme? Hvorfor går nogle "anstændige" videre i deres bestræbelser på at undgå at støde de yderligtgående islamister, end almindelige muslimer ville forvente? Hvorfor går Tøger Seidenfaden i den grad i rette med Jyllands-Posten i forbindelse med de famøse Muhammed-tegninger? Dette er blot et lille udpluk af de spørgsmål, der tages under behandling i dette grundige værk.

Navnlig krisen, der fulgte i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne, giver de en grundig analyse af. Det er en skam, at Tøger Seidenfaden ikke længere er iblandt os, så han kunne give igen på den meget skarpe kritik, de to forfattere tildeler hans håndtering af sagen. Ikke mindst hans kovending fra Rushdie-sagen og til Muhammed-krisen i spørgsmålet om ytringsfrihedens vægtning kunne det være interessant at høre hans udlægning af. Også forhenværende udenrigsminister, Uffe Elleman-Jensen, bliver udlagt som en nyttig idiot for de islamiske stater og organisationer, der bevidst brugte offentliggørelse af tegninger til at iscenesætte og orkestrere krisen, sådan som Eriksen og Stjernfelt analyserer sig frem til.

’De Anstændige’ er heftig læsning hele vejen igennem. Ind imellem tynges bogen af et lidt for svulstigt og akademisk sprog, men det bør ikke hindre den gode læser i at holde fast. For man får virkelig noget at tænke over, og det bliver interessant at se, om repræsentanter fra de ”anstændige” vil være i stand til at komme med lige så vægtige indlæg i debatten. Og hvis Eriksen og Stjernfelts egne ord står til troende, er der god plads til både hån og latterliggørelse.

Selve bogen fylder kun lidt under 300 af de i alt 421 sider. Resten af bogen indeholder eksempler fra pressen på nyheder, der er "filtrerede" på grund af religiøse, etniske eller seksuelt ømtålelige hensyn, en minutiøs kronologisk fortegnelse over anslag mod ytringsfriheden, en omfattende litteraturliste, noter og et navneregister.