Bog

Civil war

Af (
2022
)

Anmeldelse

Civil war

27 okt.22

Jordens mægtigste superhelte bekriger hinanden i dette episke værk fra Marvel. 

Da den amerikanske stat indfører en superhelte-reform, der kræver alle individer med superkræfter lader sig registrere og opgive deres anonymitet, splittes verdens superhelte i to lejre. De, der frivilligt vil lade sig registrere. Og de der nægter at give op uden kamp.

Den sidste gruppe, ledet af Captain America, tvinges til at gå under jorden, men deres fred er kortvarig. For hvem bedre til at jage superhelte end superhelte selv. Anført af Iron Man nedsætter S.H.I.E.L.D. derfor en gruppe, der skal finde og overbevise de deserterede helte til at komme frem og lade sig registrere. Og med ét er Marvels største superhelte i krig. Ikke imod en overmenneskelig fjende, men hinanden.

Fahrenheits ’Civil War’ er et samlebind af syv tegneserier, der blev udgivet imellem 2006 og 2007, og som i 2016 blev filmatiseret som ’Captain America: Civil War’. I både stil og tone er tegneserien episk og storladen. Historien er måske ikke kompliceret. Superhelte slås mod superhelte - ofte med voldsomme konsekvenser for både helte og omverden. Det kan måske lyde kedeligt og ensporet, men hvor tegneserien lider en smule under en flad fortælling, så er de etiske dilemmaer til gengæld spændende og provokerende.

For hvordan balancerer man frihed med tryghed?

På den ene side er heltene mennesker med rettigheder, der ofte har valgt anonymiteten som et middel til at beskytte deres nærmeste. Men samtidig ejer de kræfter, der gør dem til våben. Kan man fratage folk deres frihed i bytte for følelsen af sikkerhed? Hvor sætter man grænsen?

Marvel-universet er altid bedst, når det behandler de menneskelige konsekvenser af superheltenes kræfter. Det er det, der igennem årtier har tryllebundet læsere til deres tegneserier. Ideen om, at trods voldsomme kræfter, så bøvler superheltene med de samme følelser og dilemmaer som vi almindelige dødelige.

’Civil War’ er med rette blev fremhævet, som en af de helt store Marvel-udgivelser. Den indkapsler alt det bedste ved superhelteuniverset. Episke kampe, splittede karakterer, komplicerede konflikter. Det er måske ikke stor litteratur i den klassiske forstand, men den formår at kombinere underholdning med tankevækkende dilemmaer. Og hvis det ikke er grund nok til at læse den, så ved jeg ikke.

Som læser presses man i hvert fald til at tage stilling til, om man holder med den ene gruppe superhelte eller den anden. Og det kan godt være et svært valg, hvis man altid har holdt med Iron-Man, og så pludselig opfatter ham som en håndlanger for myndighederne. Eller igennem årene har lidt og følt med Captain America, og så med ét skal tage stilling til, om konsekvenserne af hans oprør retfærdiggør retten til frihed.

Hvad er rigtigt? Hvad er forkert? Hvilken side skal man holde med? Det må være op til dig at finde ud af.

Bogdetaljer

Forlag
Fahrenheit
Oversætter
H. Christian Vang
Faustnummer
134052279
ISBN
9788771762266
Antal sider
0

Tema

Tema

Tegneserier og graphic novels

Vi belyser mangfoldigheden inde for tegneserier og graphic novels og sætter gennem en række anmeldelser, analyser og artikler ord på, hvad de flotte grafiske udgivelser kan.
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer