Bunny Munros død

Tragikomisk fortælling om en drukkenbolt og uforbederlig trussetyv af en enkemand, som drager ud på landevejene med sin søn.

Jeg er stor fan af Nick Cave. Jeg elsker hans dystre univers, der er befolket af eksistenser fra en hæslig undergrund. Mord, narko, vold og anden menneskelig nederdrægtighed er næsten altid omdrejningspunktet i hans sangtekster – for ikke at nævne den australske western, han skrev manuskriptet til, ”The Proposition”.

Det var derfor med en vis forventning, at jeg gik i gang med at læse ’Bunny Munros død’. Den har godt nok fået blandede anmeldelser og ja, ganske rigtigt, den halter visse steder. Den danske oversættelse er elendig og fyldt med slåfejl, og persongalleriet virker en smule fortænkt og karikeret. Men når man nu er inkarneret Cave fan, som jeg er, ja så får man altså indfriet sine forventninger! Alle de klassiske Cave-dyder er således udforsket i et poetisk sprog, som sagtens kan hamle op med alskens finlitterære værker.

Der er en klar selvbiografisk signatur på hver side af romanen. Hovedpersonen Bunny Munro, der naturligvis er noget så klamt, slesk & hæsligt som ”rejsende i lotion og cremer til kvinder”, minder mig om Cave selv – gange 20 eller sådan noget.

Bunny lider af liderlighed. Han knalder simpelthen så mange kvinder, at hans stakkels (engang sofistikerede) kone begår selvmord, og efterlader Bunny med deres 9-årige søn. Bunnys liderlighed er så grel, at han til konens begravelse er nødt til at onanere, da han er kommet til at tænke på sangerinden Madonnas fisse (undskyld, men sådan er det altså) pga. et billede af Jesusbarnet og den hellige Madonna! Mere vanhelligt og afsindigt morsomt bliver det vel ikke?

Bunny er nu pisket til at tage sin (børne-)encyklopædilæsende søn med på de australske landeveje, imens han med stor succes fortsætter sin færd ud i selvdestruktion og kaninknepperi. Sønnen, Bunny Jr., må droppe ud af skolen, imens hans far hælder sin egen forvrængede visdom på ham. Bogen handler dermed om at bryde fri fra den sociale arv. Bunny er som en mekanisk duracell kanin – alle hans handlinger er prædeterminerede af hans opvækst og hans egen far, Bunny Senior. På den måde er det en klassisk historie om det gode mod det onde, om personlig emancipation fra instinkterne, fra naturen.