Anmeldelse
Blockbuster af Rune Stefansson
- Log ind for at skrive kommentarer
Onde og beregnende forretningsmænd, lyssky organisationer, voldelige bandemedlemmer og uskyldige børnehjemsbørn mødes i denne nye blockbuster af en dansk debutkrimi.
Da detektiven Marcelo Krankl første gang opsøges af den smukke Sofia Goldbaum, regner han ikke med at blive trukket så langt ind i hendes sag, som han ender med at gøre. Sofia opsøger ham for at få hjælp til at opklare, hvem der forhindrer hende i at fuldføre sit speciale om insulingiganten Nord. Nord er netop ved at lancere en ny medicin til behandling af diabetes kaldet Cronutide, som er det man i medicinalverdenen kalder en ”blockbuster”, det vil sige et nyt præparat som forventes at kunne omsættes for over en milliard dollars om året. Sofia bliver udsat for et angreb, der kunne have kostet hende livet, og Marcelo beslutter sig for - godt hjulpet på vej af sin betagelse af den underskønne kvinde – at opklare hvem der står bag mordforsøget.
Dette leder den latinamerikanske detektiv til både Argentina og Guatemala, hvor han møder diverse lyssky personer og organisationer, samt opsporer et gammelt nazinetværk. Alle har det til fælles, at de udfører medicinske forsøg på uskyldige fattige børn - ofte med døden til følge. Snart er også Marcelos eget liv i alvorlig fare, han nærer med god grund mistillid til alle, selv til den skønne Sofia, som han undervejs taber sit hjerte til.
'Blockbuster' er både intenst spændende, morsom og tankevækkende. Man kan ikke lade være med at tænke på, at disse lyssky forretninger nemt kunne forgå i virkeligheden, og det samfundskritiske aspekt vejer også tungt i bogen.
'Blockbuster' kaldes for en 2.0 roman og skal altså nærmest opfattes som en interaktiv roman. På Youtube kan man således finde en video, lavet af Marcelo Krankl, som er tiltænkt at skulle lækkes ved hans eller hans kompagnons eventuelle død. Effekten heraf er god, for som læser bliver man nysgerrig, og romanen kommer til at fremstå mere ”3D-agtig”.
Denne roman er Rune Stefanssons debut, og den er den første i en planlagt serie om latino-detektiven Marcelo Krankl. Rune Stefansson er cand. mag. i litteraturvidenskab og arbejder i dag på deltid indenfor kommunikation.
Brugernes anmeldelser