Ballet

Mesterligt opslagsværk om ballettens historie fra renæssanceballetterne til flygtningekrisen fortolket som moderne dans.

Alexander Meinertz’ gigantværk er nok det mest upraktiske værk, jeg har siddet med i hænderne. Ikke alene har det en kampvægt på 2,4 kilo, så man i læsningen må støtte med knæ, bord, eller hvad fantasien ellers strækker sig til; det er også dobbelt så stort i højde og drøjde som almindelige bøger. Det er kort sagt ikke en bog, der er lavet til at blive slæbt rundt på, men derimod en bog som kræver, at man placerer sig og går i dybden med den ufatteligt store viden, forfatteren udfolder i ’Ballet’. Og at placere sig og gå i dybden med ’Ballet’ skal man!

Bogen er en vekslen mellem at være opslagsværk, fagbog om ballettens historie, diskussionsbog, fortaler for kunsten og coffe table-book i en ganske brillant sammensmeltning. Det er ikke et værk, man kommer let til, for bogen indeholder en enorm mængde information inddelt i tematiserede kapitler om ballettens oprindelse, dens bevægelse rundt i Europa og Rusland, de koreografer, der har bidraget til at forme og udvikle balletten igennem 600 år og tidens centrale stykker, hvor Meinertz formår at omforme bevægelse til forståelig skrift. Og hvis man som læser alligevel skulle have sine problemer, er hvert stykke akkompagneret af video, så læseren selv kan gå på videre opdagelse.

Meinertz indleder med et forord, der glimrende besvarer det famøse ”hvorfor?”, og han cementerer her, hvorfor balletten har sin relevans og skal betragtes som en kunstart: ”Kroppen er ikke bare en krop: Den er mening – tilværelsen i sin organiske form. Ballet som kunstart er ikke bare dans, men eksistens: At være i live, at opleve og udtrykke menneskelige bevidsthedstilstande, følelser, handlinger og relationer.”

Herefter begynder bogen sin lange rejse op igennem historien fra sin spæde start i renæssancen og videre op i historien. Undervejs bidrager forfatteren med fascinerende information om ballettens betydning for adelige, herunder Ludvig d. 14., der blev påduttet ballettens lære, eftersom det kun var via ballettens kropslige kontrol, man blev i stand til at herske over sine undersåtter. Det var desuden også en (12 timers!) ballet, der gav Ludvig d. 14. kaldenavnet Solkongen.

Meinertz går videre til Romantikken med et kapitel om Théophile Gautier (berømt for udsagnet ”L’art pour l’art”) og August Bournonville, den mest betydningsfulde danske balletdanser og -koreograf, der placerede Den Kongelige Ballet på verdenskortet. Det synes ikke uden betydning, at Romantikken fylder så meget, foruden de mange ikoniske balletter der blev produceret i denne periode. Forfatteren synes at bære på en romantisk opfattelse af balletten som kunstform: Ballet er vejen til det sublime, det åndelige, og med sit kropslige udtryk formår ballet at sige, hvad ord ikke formår. Romantikken stod for alvor som afsender for denne overbevisning, idet balletten her blev ”en l’air”:

Da Marie Taglioni ubesværet rejste sig ikke kun på halv tå, men på spidserne af sine tæer, og i La Sylphide bevægede sig lydløst over scenen i glidende overgange og luftige, lette spring, illustrerede hun ved sin dansende bevægelighed ikke kun en nyfunden frihed, men netop det åndelige og en transcendens.

Turen går videre til Rusland, hvor balletten blev propaganda under Sovjettidens kommunisme, og aktualiserer værket med Ruslands invasion af Ukraine og de kunstnere, der er fanget heri samt den påvirkning invasionen har på vores forhold til russisk kultur, der har været en stor medspiller med ikoniske værker som ”Svanesøen”, ”Le Sacre du Primtemps” og ”Nøddeknækkeren”.

Meinertz behandler ikke kun historien fra en historisk vinkel, men også nyere balletter får plads, som Crystal Pites 36 personers stykke ”Flight Pattern” om flygtningekrisen. Nikolaj Hübbes tiltag i Den Kongelige Ballet kommer også under behandling , ”fordi han har […] nedprioriteret Bournonville-repertoiret markant og revideret 1800-talskoreografens hovedværker i en grad, hvor de ikke er tro mod balletternes værdiindhold. […] Den Kongelige Ballet lever ikke op til sin historiske funktion som nationalt kompagni og forvalter af en unik kulturarv.” Man kan diskutere, om den ellers overordnet objektive fagbog kan bære denne kritik i et omfang, så det ikke blot fremstår som en stikpille, men med den efterfølgende skandale om Hübbe og Den Kongelige Ballets aflysning af Neumeiers ”Othello” og i lyset af Liam Scarletts #MeToo-sag, der kulminerede med koreografens selvmord, indtager ’Ballet’ en position i ballettens nutid og fremtid.

Meinertz formår med ’Ballet’ at konstituere vigtigheden af kunsten og illustrerer, at kunsten er en måde at forstå vores udvikling som mennesker og samfund, og hvad vi er formet af. Den vækker nysgerrighed, fordybelse og refleksion og stiler mod æstetisk dannelse.

’Ballet’ er et mesterværk for alle balletinteresserede, samtidig med at den som opslagsværk er glimrende for dem, som ufrivilligt hives med ind i ballettens fortryllende verden. Derudover er bogen udstyret med fantastisk smukke billeder, enhver kan falde hen i.