B til piraten

En egentlig fin debut i et irriterende genresammenklaskende digtdrama over ensomhed og ulykke i et københavnsk parforhold.

Det der med digte … jeg ved ikke rigtig, hvordan man i virkeligheden bør læse genren, men for mig er det noget med at opleve sansninger og stemninger, evt. rim og rytme samt kreativt og gerne eksperimenterende sprogbrug. Det er så at sige mine forventninger til genren ’digt’. Nu findes der ikke nogle skarpe empiriske genreskel, og sat på spidsen kan man påstå, at de mest af alt er kasser, der siger noget om læserforventninger, hvorfor det ikke har så meget med selve teksten at gøre. Men derfor kan jeg godt synes, at genrerne i ’B til piraten’ vælter rundt og klasker ind i og imod hinanden – her er digt, drama, vignet, shortstory, brev og nærmest novelle.

Undertitlen ’Digtdrama’ indikerer at ’B til piraten’ godt kan være et blandingsprodukt, hvor lyrikken har et episk (det betyder fortællende – ikke legendarisk) tilsnit; altså at der er en rød tråd mellem digtenes lyriske øjeblikke, og en handling der udspiller sig over tid. Det er før gjort ganske godt –fx af Klaus Høeck, der i ’1001 digt’ vælter fire års sammenblandet almanak ud over læseren inkl. en masse tråde, der væver sig ind og ud over hinanden.

’B til piraten’ er - ud over et afsluttende flashback - en fortløbende handling om kvinden B og manden piraten og om nogle af de udfordringer man kan blive udsat for, når man havner i et parforhold. I dette tilfælde, hvor den ene er sømand, rummer det en del alene tid for partneren.

Formelt falder handlingen i tre dele med hver sin vignet, der fortæller, hvad der skal til at ske i det følgende afsnit, der så består af en række digte, der har hver sin fede overskrift, der i form af en hovedsætning fastslår, hvad der sker i digtet. Desuden er der en progression i digtene, som i første afsnit er korte lyriske og luftige, mens de bliver mere prosaiske lidt længere i andet afsnit og ender med at være små scener og fortællinger i tredje del – afsluttende med omtalte flashback som et forsinket brev, der dog er noget lyrisk i sit sprog.

Det er slet ikke så dumt, men de fede overskrifter på hvert evigt eneste digt er voldsomt irriterende. Især i første del, hvor titlerne nærmest overstyrer de i øvrigt fine digte, der kunne indbyde til sansninger og stemninger, hvis man altså fik en smule luft til selv at opleve dem fremfor at blive taget i føregreb af de anmassende overskrifter. Titlernes overgreb er dog aftagende i takt med prosaens indmarch i ’B til piraten’. Selvom det er træls, ender det med at være næsten acceptabelt.

Ida Monrad Graunbøl har tæft både for ord og komposition. Hun forstår at bruge bogstavrim til at give enkelte digte en nærmest trippende rytme, og flere af digtende besidder indlejrede rim - det er meget fint.