Bog

Andre verdener

Af (
2012
)

Anmeldelse

Andre verdener af Niels Dalgaard (red.)

16 okt.12

Sex med aliens og nedfrysning som middel til udødelighed er nogle af ingredienserne i en antologi af noveller skrevet af ti danske forfattere, der ikke normalt skriver science fiction.

Jeg har i mange år holdt af science fiction-genren, blandt andet fordi at selvom den måske foregår i et fremmed univers langt ude i fremtiden, så fortæller den lige så meget om virkeligheden som en realistisk samtidsroman. Her bruges bare andre teknikker. I ’Andre verdener’ beviser ’ikke genre’-forfattere, at science fiction ikke bare er triviel genrelitteratur, men at det kan bruges til at fortælle en relevant og interessant historie.

Min favoritnovelle er skrevet af Grete Roulund, som ikke er helt ukendt i science fiction-cirkler. Hun har blandt andet skrevet romanen ’Efter år nul’ om tiden efter en omfattende atomkatastrofe, men har også skrevet både samfundsskildringer, spændingsbøger, humoristiske fortællinger m.v. ’Case Story’ foregår i en fremtid, hvor man har fundet kuren for mange sygdomme og nu er begyndt at optø de nedfrosne igen. Det er dog ikke uproblematisk, for dels kan ”fryserne” have både fysiske og psykiske skader, og dels bliver der mindre og mindre leverum til nutidens mennesker.

Lidt i samme boldgade befinder novellen ’Downloaded’ af Stig Dalager sig, hvis slutning fik mig til at tænke på et af mit livs læseoplevelser, nemlig ’Frysepunktet’ af Anders Bodelsen. I en fremtidsverden vækkes hovedpersonen til et nyt liv, hvor bevidstheden er overført digitalt. Han sættes i gang med en opgave, hvor han skal undersøge det 20. århundredes familierelationer, og i den forbindelse støder han på en kvinde, han kendte dengang. Men kan forholdet fra dengang leve i denne nye verden?

Endelig vil jeg også fremhæve Jan Sonnergaards ’Totusindogtredive, totusindogtredive’, som er en ganske kort novelle om en mand, der befinder sig i et kompleks, hvor han hele tiden bliver overvåget – måske. Han skal følge reglerne, som dog ændrer sig hele tiden, ellers bliver han skudt op til overfladen. Historien udspiller sig i en fremtid efter en ikke nærmere beskrevet katastrofe, som har udslettet en stor del af menneskeheden, og novellen er trods af sit korte format en skræmmende perle. 

De ti forfattere bruger meget forskellige midler, men fælles for historierne er, at de rammer noget alment menneskeligt midt i al deres fremmedartethed. En rigtig spændende og velskrevet antologi som kan anbefales til alle – også hvis du normalt ikke læser science fiction.

Bogdetaljer

Forlag
Science Fiction Cirklen
Faustnummer
29540934
ISBN
9788790592646
Antal sider
229

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer