Anmeldelse
Anden person ental af Daniel Dencik
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortælling der med tydelighed viser individets magtesløshed overfor en overmagt som den offentlige sektor.
Da Alexander bliver skilt, foregår det stille og roligt. De laver aftaler om børnene, og Alexander ser dem hver anden weekend. Men pludselig en weekend kommer de ikke, og fra det øjeblik vælter hele Alexanders verden sammen. Børnenes mor har nægtet ham at se børnene, og herefter er der absolut ingen kontakt med moderen. Hun nægter at tage telefonen, returnerer breve og insisterer på, at al kommunikation skal foregå via det offentlige. Pludselig modarbejder alle instanser Alexander: Han nægtes adgang til børnenes skole, og han bliver genstand for utallige undersøgelser om vold og misrøgt. Mens undersøgelserne foregår, suspenderes alle andre beslutninger angående samvær. Det hele kommer efterhånden til at virke som en stor parodi. Alt sammen imens vi følger en fars kamp for at se sine børn.
Denne bog ramte mig og har virkelig efterladt et aftryk. Som læser bliver du suget ind i den magtesløshed, som hovedpersonen står i. Du følger hans ukuelige kamp op imod noget, der virker så urokkeligt. Mens du føler med hovedpersonen, sidder du også vantro tilbage og tænker: ”Dette er for utænkeligt, det kan da ikke ske”. Og alligevel føler du magtesløsheden, håbløsheden, viljen og behovet. Det er virkelig godt ramt. Som læser er man chokeret, irriteret og medlidende. Min eneste anke er, at læseren aldrig hører sagen fra moderens synspunkt. Det bliver aldrig nævnt, hvad moderens motiv er. Selvfølgelig bygger bogen på forfatterens egne oplevelser, men til tider fremstår han lidt for hellig og lidt for forstående, hvilket ødelagde lidt af læseoplevelsen for mig. Dette er en skam, for denne historie er vigtig at fortælle. Dog skal man altid huske på, at der altid er to forskellige sider af sagen, og denne fortælling bliver lidt for ensidig.
Dette er på mange måder en vigtig bog. I en tid med så mange skilsmisser er det ikke utænkeligt, at mange står i lignende situationer. Denne bog sætter fokus på systemets måde at arbejde på, og den måde vil sandsynligvis overraske mange. En anbefalelsesværdig bog, der giver stof til eftertanke.
Brugernes anmeldelser