Bog

Amazonas

Af (
2013
)

Anmeldelse

Amazonas af Mads Nissen

15 aug.13

I en dokumentarisk billedserie tager fotograf Mads Nissen os med på en smuk, mørk og uforglemmelig rejse ind i hjertet af verdens største regnskov.

”Modsætning er roden til al bevægelse og alt liv, og det er kun for så vidt, noget har en modsætning i sig, at det bevæger sig, har instinkt og et virke”. Med disse ord af Hegel sluses vi ind i den prisbelønnede fotograf Mads Nissens dokumentariske fotobog. Og modsætninger spiller netop en central rolle i denne visuelle og lyriske rejse ind i dybet af Amazonas. Bogen er en personlig beretning om en rå og utøjlelig natur, som med sin mystik og geografiske spændvidde altid har haft en dragende effekt på mange. Her har de mere end 6 mio. km2 vildnis i tidens løb opslugt alt fra narkokarteller på flugt til lykkeriddere på jagt efter det sagnomspundne ”El Dorado”. Amazonas er med forfatterens egne ord ”en urkraft med et bankende hjerte”.

Vi hænger på bogens første sider over trætoppene af Amazonas og får her et indtryk af regnskovens imponerende størrelse og skønhed. Vi lander herefter på skovbunden, hvor et virvar af grene og en tæt tåge giver en fortættet stemning. Fugten driver nærmest af billederne. Mens vi står her, fortæller forfatteren i en lyrisk passage, hvordan han som nitten-årig havde noget nær en spirituel oplevelse i mødet med regnskoven. Et kærlighedsforhold, som har spiret og udviklet sig over årene og altså er mundet ud i denne smukke og poetiske fotohyldest til Amazonas. Der venter nu læseren en rejse gennem enestående omgivelser.

Bogen består af en billedserie for hvert land, som Amazonas strækker sig over. Hver serie indledes med forfatterens egne memoirs for det pågældende land, og man fornemmer, hvordan ordene kun når et vist stykke vej i beskrivelsen af Amazonas. Billederne tager over og leverer en helt særlig dybde til fortællingen. De fremstår som kunstneriske og skarpe snapshots af en fremmed kultur. Vi ser blandt andet Amazonas skønhed fra oven, men det er, når vi dykker ned mellem krat og træer og finder liv, at vi virkelig mærker mystikken og forfatterens passionerede forhold til regnskoven.

Vi krydser grænsen til civilisationens ophør, og her på den anden side får vi et unikt indblik i nogle af de sidste indianerstammers liv. Et simpelt liv og alligevel ikke. Et liv, hvor overlevelse er hverdagens mantra, og hvor det kan være nødvendigt at jage anakondaer væk fra ens hjem med et kosteskaft. Kontrasten til civilisationen er stor, hvilket viser sig tydeligt, da vi gør holdt i bydelen Belén Bajo, som er en bristefærdig klynge af huse på pæle i vandet. Det handler, som Hegel beskriver det, om modsætningsforholdet som drivkraft. Denne dualisme er at finde overalt i bogen mellem både civilisation og stammesamfund, i billedernes sort/hvide-kontraster og mellem livsglæden og dødens evige nærvær.

’Amazonas’ er et vindue til en ukendt verden. Bogen er en hyldest til regnskovens vildskab men også til roen. Og ikke mindst til et fascinerende folk med en gradvis uddøende levevis. En absolut mindeværdig rejse venter dig.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
50508676
ISBN
9788702136104
Antal sider
192

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer