Bog

Alt det ingen ved

Af (
2019
)

Anmeldelse

Alt det ingen ved af Lise Bidstrup

14 dec.19

Lise Bidstrups ungdomsroman byder på tunge emner som hemmeligheder og fortielse, men også på masser af venskab og kærlighed.

Lise Bidstrup er en aktiv forfatter, der siden sin debut i 2005 har skrevet både ungdomsbøger, voksenbøger, letlæsningsbøger, noveller, antologier og fantasy. På hendes hjemmeside kan man se, at seks nye bøger er på vej! Hendes nyeste roman er en ungdomsroman, der behandler forskellige emner som kærlighed, venskab, hemmeligheder og fortielse.

Bogens to hovedpersoner, Katrine og Maja, møder hinanden på deres første dag i gymnasiet og bliver straks gode veninder. I 2.g begynder Maja dog at ændre sig og dropper til sidst ud. Hun trækker sig fra det sociale liv og fra sin veninde. Katrine er uforstående og ked af det, men forliger sig med, at de nok er vokset fra hinanden. Eller at Maja er vokset fra hende. Da Katrine efter gymnasiet har sabbatår og er ude at rejse, får hun ud af det blå en mail fra Maja, hvilket bliver starten på en korrespondance, der bringer masser af minder frem. Hemmeligheder dukker op til overfladen og sætter fortiden i et noget andet lys.

'Alt det ingen ved' er delvist en mailroman, da mange afsnit har form af mails fra Maja. Godt nok mails, der er skrevet mere som kapitler, end som man ville skrive en mail, men det har ingen betydning for hverken troværdigheden eller selve læseoplevelsen. Der veksles mellem nutid og fortid. Nutid er Majas mails og Katrines sabbatår. Fortid er Katrines tilbageblik og indirekte Majas mails, hvor hun blandt andet skriver om dengang i 2.g, da alt gik galt. Man gætter ret hurtigt, hvad hemmeligheden er, men det muligvis også forfatterens intention. At det så reelt afsløres lidt sent gør dog, at der ikke dykkes nær så dybt, som jeg kunne ønske mig, i følelser og handlinger, som jeg ikke vil afsløre her.

Historien efterlader ikke noget uudsletteligt indtryk, men mindre kan også gøre det, man er i godt selskab hele bogen igennem. Lise Bidstrup skriver som altid sikkert og flydende, og hun har godt fat i sine karakterer, mens historien har et fint flow, der får siderne til at vende sig selv. Målgruppen er unge fra ca. 13 år.

Bogdetaljer

Forlag
Tellerup
Faustnummer
46972678
ISBN
9788758833019
Antal sider
267

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer