Alle tapre bliver tilgivet

En gribende historie fra anden verdenskrig om en gruppe unge i London. Chris Cleave er en fabelagtig fortæller, og man kan smage støvet fra de sammenstyrtede huse.

”Jeg blev opdraget til at tro på, at alle tapre bliver tilgivet, men i krigstid er mod en billig vare, og mildhed er ikke på mode. ”

’Alle tapre bliver tilgivet’ er en barsk fortælling fra krigen. Historien foregår i et London, som bliver bombet næsten hver nat, på slagmarkerne i Frankrig og på Malta, som er belejret af tyskerne, og hvor rationerne bliver mindre og mindre. 

Krigen mellem England og Tyskland blev erklæret klokken 11.15 i september 1939 og ved middagstid har Mary North meldt sig til krigstjeneste. Til sin store skuffelse bliver hun udkommanderet til blot at undervise børn, men hun kaster sig over opgaven med ildhu. Måske som en protest over for de velhavende forældre, som hellere ser hende godt gift.

Mary har en veninde, Hilda, og i starten tager de to meget let på krigen. Da London bliver bombet første gang, tager de en taxa ud til det sted, hvor bomberne er faldet.

I bogen følger vi Mary, veninden Hilda, Tom, som bliver kæreste med Mary, Alistair, Toms bedste ven, og Zachary, en amerikansk sort dreng, hvis far bliver dræbt under bombardementerne, og som Mary føler en helt speciel forpligtigelse over for, selv om det er meget ilde set, at hun omgås sorte. På den ene side forsøger de alle at leve et sorgløst liv, som om krigen ikke eksisterer, mens de samtidig er meget optaget af spørgsmålet om, hvorvidt de bør melde sig til krigstjeneste. 

Krigen får skæbnesvanger betydning for dem alle, og da vi forlader dem i juni 1942, er de forandrede for altid. Som Alistair siger : ” Der var ikke noget ritual, når man faldt fra hinanden, samfundet foretrak at vente indtil man var helt forsvundet.” Og falde fra hinanden, det gør de alle på hver sin måde.

Chris Cleave er en fabelagtig god forfatter, hans dialoger er mesterlige, fyldt med humor, sarkasme, alvor og sørgmunterhed. Personerne træder lyslevende frem med sorgløsheden på den ene side og de mange bekymringer for fremtiden på den anden. Selv i en hverdag, som er præget af død og ødelæggelse, eksisterer kærligheden, hjælpsomheden og medmenneskeligheden.  Tapperhed bliver pludselig noget helt andet, når der er noget på spil, og man har meget at leve for.