Bog

Akutklokken

Af (
2018
)

Anmeldelse

Akutklokken af Karin Brunk Holmqvist

05 jun.18

Hyggelig og underholdende roman om to søstre, som oplever livet fra en ny side, da de arver en slægtning.

Søstrene Elsa og Julia bor i et lille klyngehus på landet, ikke langt fra Ystad. De lever nøjsomt, men mangler ikke noget. I huset ved siden af bor Ragnar. Han er en rar ældre herre, som gerne hjælper med alt muligt. Han har blandt andet sat ”Akutklokken” op på huset, så de kan ringe, hvis de kommer i nød. Til søstrenes store overraskelse modtager de en arv fra en kusine. Det er en stor arv, og med den følger en masse opmærksomhed og nye bekendtskaber. Mange ønsker at få en bid af arven, men de to søstre tænker sig grundigt om, før de handler. De bliver ikke ligefrem lykkeligere af al den ståhej og løser tingene på bedste måde, så de kan leve deres liv i fred og ro.

Miljøet er meget levende beskrevet, der er mange små detaljer, men de underbygger fortællingen rigtig fint, fordi de understreger vigtigheden af det enkle i søstrenes liv. Også personbeskrivelserne er meget levende, man kan sagtens se de to naive søstre for sig, og især alle de personer, som forsøger at narre dem, bliver udstillet, så man ikke kan undgå at synes, at de minder om gribbe. Elsa og Julia fremstilles som søde og omsorgsfulde ældre damer, som ikke forestiller sig, at nogen vil snyde dem. Ragnar er lidt i samme kategori, han lever også et nøjsomt liv, men har dog store drømme.

Bogen er munter og velskrevet. Den er let at læse og vil nok især tiltale lidt ældre læsere. Det er forfatterens fjerde roman. Den er underholdende og meget realistisk. Tematisk handler den om grådighed og om livets sande værdier og også om skellet mellem land og by. Omgivelserne minder lidt om ”Udkantsdanmark”, men her har søstrene fundet tryghed og trives med det forudsigelige liv.

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Marielle Nielsen Hansen
Faustnummer
53834140
ISBN
9788763853583
Antal sider
268

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer