Bog

Afveje

Af (
2005
)

Anmeldelse

Afveje af James Siegel

08 aug.05
Skribent

På afveje kan man komme på mange måder. Poul og Joanne kommer i denne hæsblæsende thriller på deres livs afveje, da de tager til Colombia for at hente deres adoptivbarn

Poul og Joanne rejser på trods af advarsler til det borgerkrigshærgede Colombia for at adoptere et nyfødt barn. Joelle er deres drømmebarn, og da de henter hende på børnehjemmet, falder begge forældre fuldstændigt for hende.

Men dagen efter mangler det modermærke, der var på pigens ben, og Joanne synes, at Joelle dufter anderledes. Poul begynder at undersøge sagen, og derefter tager begivenhederne fart.

Joanne, Joelle og Poul bliver kidnappet af en colombiansk oprørsgruppe. Poul begiver sig til USA med 34 kokainfyldte kondomer i maven. Han smugler narkotika mod at få sin kone og datter hjem fra den colombianske jungle. Poul får en tidsfrist på 72 timer til at aflevere narkotikaen, men da han når frem til afleveringsstedet, står han foran en brandtomt.

Poul er aktuar, en forsikringsmand, der beregner forholdet mellem risiko og sandsynlighed. Han kan benytte statistikker i pressede situationer, og dem er der mange af. Han kan køligt kalkulere sig frem til, hvor store hans overlevelseschancer er i alle de umulige situationer, han kommer ud for hos mennesker, han tror vil hjælpe, men som kun har til hensigt at mele deres egen kage.

Via Joanne får vi kendskab til colombiansk politik på menneskeplan - ulykkelige mennesker i en håbløs situation, hvor det, der tæller, er narko og penge, som er lig med magt. Jeg er ikke kun blevet underholdt, men også blevet klogere på forholdene i Colombia.

Sproget er letflydende, og spændingen er i top fra første til sidste side. Romanen er opbygget, så vi skiftevis følger Joanne som gidsel og Poul, som forsøger at aflevere sin last. En fortælling om eneren, der bliver presset fra alle sider, og som må udvise en utrolig handlekraft for at redde sin familie.

Sidste år fik forfatteren udgivet den spændende psykologiske thriller "Afsporet", og nu følger han op med denne hæsblæsende fortælling, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være.

"Afveje" fanger læseren, den er hurtig læst, men ikke hurtig glemt.

Oversat af Brian Christensen. Cicero, 2005. 296 sider. Kr 299,95,-  

Bogdetaljer

Forlag
Cicero
Oversætter
Brian Christensen
Faustnummer
25708555
ISBN
9788777147166
Antal sider
296

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer