Afstande over vand

Hårrejsende og underholdende roman om Tom, der vender hjem til sin vestsjællandske barndoms-landsby for at iværksætte et storstilet projekt. Men de lokale er ikke alle på hans side.

Tom er en 50-årig entreprenant type, som efter flere år i Boston vender hjem til det vestsjællandske for at iværksætte et storstilet erhvervs- og egnsudviklingsprojekt. Han har gode idéer en masse, men er området omkring landsbyen Lille Fuglede ved Tissø mon lige så klar til ham, som han er til det? Og er det overhovedet muligt at begynde forfra i et miljø, hvor han selv har spillet en ikke ubetydelig rolle i tidligere tider?

Tom får sin sag for, når fortid og nutid i fællesskab forsøger at stikke en kæp ikke bare i hjulet, men også i Tom. Bogstaveligt talt og med succes, desværre. Det er hårrejsende, horribel og underholdende læsning.

Det er ingen grænser for, hvad Tom har af udviklingsplaner for sit barndoms lokalsamfund. Nye huse i varierende former og størrelser, men alle i farveskalaen grøn og blå. En fabrik, der laver fiskesvær – den nye hotte snack, der er lavet af fiskeskind, og som faktisk bliver en umiddelbar succes. En restaurant, et forlag, et gymnasium. Tiltrækning af kunstnere, som med deres tilstedeværelse skal være med til at højne det hele. Og meget, meget mere. Men mange af de lokale, som Tom kender fra sin barndom, er ikke på hans side, og de har både midler og metoder til at udføre det berømte vink med den endnu mere berømte vognstang. Tom er ikke velkommen i Lille Fuglede.

Persongalleriet er mangfoldigt og farverigt og, må jeg som kender af danske landsbymiljøer indrømme, genkendeligt. Længe var jeg godt nok i tvivl om, hvorvidt Tom og hans (u)venner var troværdige i deres gøren og laden, da det virkelig ikke er småting, de udsætter hinanden for, men ved nærmere eftertanke kan jeg se, at den er god nok. Udkantsdanmark, hvis vi nu vælger at fastholde den efterhånden noget fortærskede term, er i sandhed skueplads for de mest afsindige dramaer. Både i litteraturen og i virkeligheden. Punktum.

Det interessante ved romanen, som i øvrigt er velskrevet og narrativt velkomponeret, er for mig at se ikke så meget det nye, karakteriseret ved Toms projekt, men nærmere det gamle i form af den fælles fortid, personerne har. Og ikke mindst de hemmeligheder, som langsomt afdækkes for læseren og også for Tom. Der er stadig fredagsdruk og strip i grusgraven, kaldet Lorten. Charlotte Haase er stadig lækker, og Gregers er stadig et røvhul. Der er stadig overgreb og misbrug, men også sammenhold og noget, der kan ligne venskaber. Og den gamle fisker i nabohuset er da stadig et fast holdepunkt – men vist desværre også det eneste.

Der er reminiscenser fra romaner som Opland af Jens Vilstrup og Udkanten af Lasse Hjorth Madsen samt DR TV-serien ’Landsbyen’ at finde i romanen. Og det er et selskab, som Jens Peter Kaj Jensen skal være stolt af.