Adel - den danske adel siden 1849

Et pragtværk, der fortæller den danske adels nyere historie og sætter den ind i en bredere politisk, økonomisk, social og kulturhistorisk sammenhæng.

Standsbegrebet har undergået store forandringer gennem tiden fra middelalderens magtfulde krigerkaste over den velhavende godsejer- og embedsadel til vore dages magtamputerede adel. 1849 er skæbneåret. Med juni-grundloven mistede den danske adel stort set alle sine lovfæstede privilegier, og det kunne have været dødsstødet, men det blev det ikke. Her tager denne antologi sin begyndelse.

Der er ikke hidtil skrevet ret meget om den danske adels nyere historie. De to redaktører, der begge er historikere, har rekrutteret en række kompetente fagfolk med en fin formidlingsevne. De bredt fortællende artikler belyser forskellige sider af adelsstanden. Der er naturligt nok en række overlapninger, men det er kun en fordel, hvis man ikke læser bogen fra ende til anden, men koncentrerer sig om udvalgte artikler. Som en ekstra bonus belyses teksten af utallige fine fotos af personer, interiører og eksteriører.

Artiklerne kommer vidt omkring inden for hovedområderne samfund og politik – herregårde, kunst og kultur – status og symbolik – erhverv. De tilføres en ekstra dimension ved bogens mange omtaler af udvalgte afdøde fra perioden og nulevende adelige.

Som det fremgår af de spændende artikler om danske herregårde, mistede de deres centrale økonomiske, politiske og sociale betydning ved lensafløsningsloven i 1919. Derved mistede adelen de absolut sidste privilegier. Det blev svært at få herregårdenes økonomi til at løbe rundt, og i den forbindelse udvises der megen opfindsomhed med hoteldrift, fremvisninger, forskellige events m.m. Det betyder, at mange af herregårdene ikke længere er på adelige hænder, men ejes af fonde eller rigmænd.

Bogen punkterer flere myter om adelen. Jeg får her lyst til at fremhæve afsnittet om besættelsen, hvor den almindelige antagelse er, at der var mange nazister blandt adelen, men det dokumenteres, at der rent faktisk var en større andel af frihedskæmpere. Oven i købet en større procentdel end i den øvrige befolkning. De to modsatrettede holdninger forklares dels ved adelens frygt for socialismen/kommunismen, dels ved den gamle adelsfunktion at værne om fædrelandet.

Det går som en rød tråd gennem bogen, at adelen har overlevet mod alle odds, fordi den har været ualmindelig dygtig til at tilpasse sig de skiftende samfundsforhold. Den adel, der omgås kongehuset og figurerer i ugebladene, er kun en brøkdel af den samlede adel. Det store flertal lever et helt almindeligt liv og må som de fleste andre borgere i dette land arbejde for føden. Bogen konkluderer, at det, der adskiller dem fra den øvrige befolkning, er den udbredte slægtsbevidsthed.

Hvorfor er det så vigtigt at skrive adelens historie? Det er det, fordi det er en del af den store Danmarkshistorie. Det burde heller ikke være svært at finde læsere til bogen, fordi den er ualmindeligt indbydende, og fordi den på bedste vis kombinerer en høj grad af faglighed med en levende fortælleevne.

Originally published by Jytte Kjær Schou, Litteratursiden.