Blog
Sommerglæder
”Hvad er det der gør, at vi har det så godt sammen” spurgte Kirsten mig forleden, da vi mødtes på biblioteket. Et meget interessant og yderst aktuelt spørgsmål.
Kirsten er med i en af Svendborg Biblioteks mange læseklubber, og vi har næste lige sagt farvel til hinanden og resten af vores læseklub efter en dejlig weekend i et sommerhus i Nordjylland. Vi har haft vidunderligt sommervejr, spist god mad og været sammen i dejlige omgivelser, men hvad er det mon, der får 9 (fra starten) fremmede mennesker i deres bedste alder til at tage på overnatnings tur sammen?
Læseklubben er tilfældigt sammensat efter et opslag på biblioteket, et par stykker kender hinanden i forvejen, gruppens medlemmer er nogenlunde samme alder (bortset fra mig, som stadig har en alder, hvor jeg går på arbejde), vi er flest damer i gruppen, men også to herrer. Gruppens medlemmer har forskellige temperamenter, forskellige læsetendenser og er i det hele taget lige så forskellige, som folk er flest.
Trods disse forskelligheder fungerer vi som gruppe altså så godt sammen, at vi nu efter at have kendt hinanden i et par år, laver forskellige arrangementer, hvor vi udfordrer hinanden på litterær vis. Vi har bl.a. læst digte for hinanden over the og kage i haven, vi har læst vores yndlings sommer sange op for hinanden tværs over bålet og har efterhånden været sammen til adskillige ikke spor litterære jazz koncerter.
Ikke alle er med hver gang til disse ”udenomsarrangementer”. Nogle gange kører to sammen til kirkekoncert, der bliver aftalt hundepasning og blomstervanding i ferieperioderne og 2 har endda købt en bil sammen. Altså aktiviteter som er langt ud over, hvad bibliotekets læseklubber normalt beskæftiger sig med.
Men …. tilbage til Kirstens spørgsmål: ”Hvad er det der gør, at vi har det så godt sammen?”
Fra vores læseklub debatter på biblioteket, hvor vi jo mødes med en ganske bestemt dagsorden, nemlig at snakke om den bog, vi alle har læst, har vi udviklet et helt særligt forhold til hinanden.
En god læseklub debat kræver en stor respekt, og en stor åbenhed over for gruppens andre medlemmer. Det kræver, at man lytter, før man selv taler, og at man er villig til at lade sig rokke i den mening, man selv har om bogen – eller i det mindste lytte til de andres oplevelser med bogen. Men især kræver det, at man har modet til at satse noget af sig selv. Hvis læseklubben får skabt en atmosfære, hvor man lytter til og accepterer hinandens forskelligheder, er langt de fleste mennesker mere modige, og tør vove sig ud i diskussioner om noget, som ikke nødvendigvis er gennemtænkt på forhånd, men som bliver værdifuldt efterhånden, som vi får snakket os igennem emnet.
Sådan en gruppe mennesker er vores læseklub sammensat af. Lyttende, snakkende og ansvarlige. Alle har på forhånd læst grundigt (mere eller mindre J) på lektien og tænkt sig om hjemme fra. På den måde tager alle et ansvar for læseklubdebatten og det fælles samvær. En i gruppen har vist sig at være særlig god til at lægge mærke til sætningsopbygninger, en er god til at læse dét, som ikke står i teksten, men mellem linjerne, en kan ikke holde lange naturbeskrivelser ud ….. og sådan har vi hver især vores styrker og svagheder.
Udgangspunktet i en læseklubdebat er jo ikke, at vi skal blive enige. Godt for det, for vi er meget sjældent enige om bøgerne. Men vi har respekt og lytter.
Læseklubber og læseklubbens lytte og tale teknik løser nok ikke alle verdens problemer, men for denne gruppe mennesker, som jo fra starten er helt tilfældigt sammensat, har det betydet en samværsform, som giver os mulighed for at række langt ud over, hvad vi havde forventet, da vi første gang mødtes på biblioteket til vores første møde i læseklubben.
Er der noget at sige til, at jeg allerede glæder mig til næste sæson i læseklubben?
Nå ja – heldigvis har vi aftalt en fælles bade og frokost tur i august. Her har vi aftalt at dele med hinanden, hvilke gode bøger, vi har læst i sommerens løb.
”Hvad er det der gør, at vi har det så godt sammen” spurgte Kirsten mig forleden, da vi mødtes på biblioteket. Et meget interessant og yderst aktuelt spørgsmål.
Kirsten er med i en af Svendborg Biblioteks mange læseklubber, og vi har næste lige sagt farvel til hinanden og resten af vores læseklub efter en dejlig weekend i et sommerhus i Nordjylland. Vi har haft vidunderligt sommervejr, spist god mad og været sammen i dejlige omgivelser, men hvad er det mon, der får 9 (fra starten) fremmede mennesker i deres bedste alder til at tage på overnatnings tur sammen?
Læseklubben er tilfældigt sammensat efter et opslag på biblioteket, et par stykker kender hinanden i forvejen, gruppens medlemmer er nogenlunde samme alder (bortset fra mig, som stadig har en alder, hvor jeg går på arbejde), vi er flest damer i gruppen, men også to herrer. Gruppens medlemmer har forskellige temperamenter, forskellige læsetendenser og er i det hele taget lige så forskellige, som folk er flest.
Trods disse forskelligheder fungerer vi som gruppe altså så godt sammen, at vi nu efter at have kendt hinanden i et par år, laver forskellige arrangementer, hvor vi udfordrer hinanden på litterær vis. Vi har bl.a. læst digte for hinanden over the og kage i haven, vi har læst vores yndlings sommer sange op for hinanden tværs over bålet og har efterhånden været sammen til adskillige ikke spor litterære jazz koncerter.
Ikke alle er med hver gang til disse ”udenomsarrangementer”. Nogle gange kører to sammen til kirkekoncert, der bliver aftalt hundepasning og blomstervanding i ferieperioderne og 2 har endda købt en bil sammen. Altså aktiviteter som er langt ud over, hvad bibliotekets læseklubber normalt beskæftiger sig med.
Men …. tilbage til Kirstens spørgsmål: ”Hvad er det der gør, at vi har det så godt sammen?”
Fra vores læseklub debatter på biblioteket, hvor vi jo mødes med en ganske bestemt dagsorden, nemlig at snakke om den bog, vi alle har læst, har vi udviklet et helt særligt forhold til hinanden.
En god læseklub debat kræver en stor respekt, og en stor åbenhed over for gruppens andre medlemmer. Det kræver, at man lytter, før man selv taler, og at man er villig til at lade sig rokke i den mening, man selv har om bogen – eller i det mindste lytte til de andres oplevelser med bogen. Men især kræver det, at man har modet til at satse noget af sig selv. Hvis læseklubben får skabt en atmosfære, hvor man lytter til og accepterer hinandens forskelligheder, er langt de fleste mennesker mere modige, og tør vove sig ud i diskussioner om noget, som ikke nødvendigvis er gennemtænkt på forhånd, men som bliver værdifuldt efterhånden, som vi får snakket os igennem emnet.
Sådan en gruppe mennesker er vores læseklub sammensat af. Lyttende, snakkende og ansvarlige. Alle har på forhånd læst grundigt (mere eller mindre J) på lektien og tænkt sig om hjemme fra. På den måde tager alle et ansvar for læseklubdebatten og det fælles samvær. En i gruppen har vist sig at være særlig god til at lægge mærke til sætningsopbygninger, en er god til at læse dét, som ikke står i teksten, men mellem linjerne, en kan ikke holde lange naturbeskrivelser ud ….. og sådan har vi hver især vores styrker og svagheder.
Udgangspunktet i en læseklubdebat er jo ikke, at vi skal blive enige. Godt for det, for vi er meget sjældent enige om bøgerne. Men vi har respekt og lytter.
Læseklubber og læseklubbens lytte og tale teknik løser nok ikke alle verdens problemer, men for denne gruppe mennesker, som jo fra starten er helt tilfældigt sammensat, har det betydet en samværsform, som giver os mulighed for at række langt ud over, hvad vi havde forventet, da vi første gang mødtes på biblioteket til vores første møde i læseklubben.
Er der noget at sige til, at jeg allerede glæder mig til næste sæson i læseklubben?
Nå ja – heldigvis har vi aftalt en fælles bade og frokost tur i august. Her har vi aftalt at dele med hinanden, hvilke gode bøger, vi har læst i sommerens løb.
Kommentarer