Blog
Svigter litteraturen de fattige i Danmark?
I Sverige er fattigdom blevet en litterær tendens, mens der i Danmark snarere er en antitendens. Er den danske skønlitteratur blevet bange for at tage stilling, og er fattigdom et litterært tabuemne?
I Sverige taler man om en fattigdomstendens i samtidslitteraturen og debatten raser. Det kan man bl.a. læse i Informations artikel Fattigsverige fra den 18. januar. Her tør litteraturen stå ved et reelt samfundsmæssigt problem, bringe det op, gøre det synligt og give det liv. For det er jo netop en af de ting, litteraturen kan. Den kan være med til at sætte skæbner, historier og følelser på konkrete problemer, så de for læserne bliver til at tage og føle på.
I Danmark er det en anden sag. Her er det svært at finde skønlitterære forfattere, der griber fat i den fattigdom, som i de seneste ti år er steget med 60 procent i vores eget lille land, og som er et faktum, hvis man måler det ud fra OECD’s officielle kriterier for, hvor grænsen for fattigdom går. Et andet faktum er, at hvis man spørger den almindelige dansker på gaden, er det kun tre ud af ti, som vil erkende, at der er reel fattigdom i Danmark. Er det fordi, det er tabu at erkende for en af verdens bedste velfærdsstater, at vi har et problem? Er det fordi, politikere som Joachim B. Olsen brækker sig offentligt over dem, der vover at mene, at de er fattige? Eller er det ganske simpelt fordi, vi alle er præget af en ’der er jo altid nogen, der har det værre end os’-mentalitet, og at vi derfor ikke synes, at vi er rigtig fattige?
Debatten er blevet mere synlig og påtrængende i medierne inden for det seneste halve år, og måske kan det være med til at sætte nogle refleksioner i gang og nedbryde nogle af de tabuer, der åbenbart er forbundet med det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om litteraturen ikke også burde være med i fronten for synliggørelsen, problematiseringen og debatten om fattigdom i Danmark? Kunst kan netop være med til at rykke grænser, sætte bevægelser i gang og få folk til at se verden på nye måder. Det har den gjort før, og det kan den gøre igen.
Jeg har derfor også respekt for de forfattere, der med selvbiografier tør bruge sig selv og deres egen historie som afsæt for en debat. Men jeg savner et mere markant indspark fra skønlitterære forfattere, som tør tage problemet op og beskrive fattigdom med andet end en humoristisk distance og som andet end mental og social deroute. Når det handler om fattigdom ude i verden, er berøringsangsten knap så stor – bevares - og her tør de danske forfattere godt at dykke helt ned i skidtet – eller gribe fat i danskernes dobbeltmoral. Men det er måske også mere trygt og sikkert, for der er også en indlagt distance i at skrive om de andres problemer i stedet for at gribe i egen barm?
På Litteratursiden vil vi gerne bringe debatten op og sætte fokus på, hvordan fattigdom bliver og er blevet beskrevet i dansk litteratur gennem tiden. I vores tema i februar sætter vi derfor fokus på fattigdom eller social deroute. Og måske er tiden alligevel ved at være moden til at noget forandrer sig. Det vidner biografierne og de spæde forsøg, som enkelte skønlitterære forfattere trods alt gør i forhold til at beskrive noget, der minder om fattigdom. Men det store spørgsmål er, hvad vi kan forvente os af litteraturen i forhold til at forholde sig aktivt til aktuelle samfundsmæssige problemer og emner?
I Sverige er fattigdom blevet en litterær tendens, mens der i Danmark snarere er en antitendens. Er den danske skønlitteratur blevet bange for at tage stilling, og er fattigdom et litterært tabuemne?
I Sverige taler man om en fattigdomstendens i samtidslitteraturen og debatten raser. Det kan man bl.a. læse i Informations artikel Fattigsverige fra den 18. januar. Her tør litteraturen stå ved et reelt samfundsmæssigt problem, bringe det op, gøre det synligt og give det liv. For det er jo netop en af de ting, litteraturen kan. Den kan være med til at sætte skæbner, historier og følelser på konkrete problemer, så de for læserne bliver til at tage og føle på.
I Danmark er det en anden sag. Her er det svært at finde skønlitterære forfattere, der griber fat i den fattigdom, som i de seneste ti år er steget med 60 procent i vores eget lille land, og som er et faktum, hvis man måler det ud fra OECD’s officielle kriterier for, hvor grænsen for fattigdom går. Et andet faktum er, at hvis man spørger den almindelige dansker på gaden, er det kun tre ud af ti, som vil erkende, at der er reel fattigdom i Danmark. Er det fordi, det er tabu at erkende for en af verdens bedste velfærdsstater, at vi har et problem? Er det fordi, politikere som Joachim B. Olsen brækker sig offentligt over dem, der vover at mene, at de er fattige? Eller er det ganske simpelt fordi, vi alle er præget af en ’der er jo altid nogen, der har det værre end os’-mentalitet, og at vi derfor ikke synes, at vi er rigtig fattige?
Debatten er blevet mere synlig og påtrængende i medierne inden for det seneste halve år, og måske kan det være med til at sætte nogle refleksioner i gang og nedbryde nogle af de tabuer, der åbenbart er forbundet med det. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, om litteraturen ikke også burde være med i fronten for synliggørelsen, problematiseringen og debatten om fattigdom i Danmark? Kunst kan netop være med til at rykke grænser, sætte bevægelser i gang og få folk til at se verden på nye måder. Det har den gjort før, og det kan den gøre igen.
Jeg har derfor også respekt for de forfattere, der med selvbiografier tør bruge sig selv og deres egen historie som afsæt for en debat. Men jeg savner et mere markant indspark fra skønlitterære forfattere, som tør tage problemet op og beskrive fattigdom med andet end en humoristisk distance og som andet end mental og social deroute. Når det handler om fattigdom ude i verden, er berøringsangsten knap så stor – bevares - og her tør de danske forfattere godt at dykke helt ned i skidtet – eller gribe fat i danskernes dobbeltmoral. Men det er måske også mere trygt og sikkert, for der er også en indlagt distance i at skrive om de andres problemer i stedet for at gribe i egen barm?
På Litteratursiden vil vi gerne bringe debatten op og sætte fokus på, hvordan fattigdom bliver og er blevet beskrevet i dansk litteratur gennem tiden. I vores tema i februar sætter vi derfor fokus på fattigdom eller social deroute. Og måske er tiden alligevel ved at være moden til at noget forandrer sig. Det vidner biografierne og de spæde forsøg, som enkelte skønlitterære forfattere trods alt gør i forhold til at beskrive noget, der minder om fattigdom. Men det store spørgsmål er, hvad vi kan forvente os af litteraturen i forhold til at forholde sig aktivt til aktuelle samfundsmæssige problemer og emner?
Kommentarer