Blog
Skaber dansk litteratur rum for globale kulturmøder?
Inviterer vi verden inden for i ny dansk litteratur, eller nøjes vi med at skrive om os selv - for os selv?
Harry Potter, Twilight, Ringenes herre, Alice i Eventyrland og Den lille havfrue har mere til fælles end som så. For drengen med de runde briller, de blege teenagere med skarpe tænder og den svømmende kvinde med fiskehale kan alle samme skabe fællesskaber på tværs af alle grænser – både i forholdet mellem læsere, men også i det enkelte møde mellem læseren og bogen. Bøgerne har fået folk over hele verden til at drømme sig væk i de sære universer, som alle kan forholde sig til og læse sig selv ind i. Det fremmede fascinerer og sætter vores eget liv i perspektiv.
Sjovt nok er alle de nævnte værker primært målrettet børn eller unge – om end voksne også læser med. Men kigger man på den såkaldte voksenlitteratur er det faktisk ofte et lignende sprog, der bliver talt. Tænker man på Haruki Murakami, Salman Rushdie og Gabriel Garcia Marquez er det forfattere, der på én gang rammer noget tilsyneladende autentisk lokalt og noget almenmenneskeligt – og som børnelitteraturen med et magisk touch. Tilsammen skaber det et rum, som bevæger sig på tværs af kulturer, etnicitet og geografi.
Ovenstående pointe om verdenslitteraturens mulighed for at skabe kulturmøder i teksten var en del af den fortælling, Mads Rosendahl fortalte i sit indlæg på Bogfestivalen.dks konference om Børne- og ungdomslitteraturen i en globaliseret verden, som fandt sted i sidste uge. Og Rosendahl nævnte da også H.C. Andersen og Blixen som to danske bidrag til denne form for inkluderende verdenslitteratur. Men alligevel sad jeg tilbage med et spørgsmål om, hvorvidt dansk litteratur i dag rummer samme potentiale? Jeg er med på, at de forfattere, der får status af verdenslitteratur ikke hænger på træerne, men alligevel fik det mig til at spekulere på, om vi i en tid, hvor kulturmøder konstant er på dagsordnen egentlig også giver plads til andre end os selv?
Globaliseringens litteratur i Danmark
Vi navigerer på én og samme tid i hele verden og i det helt nære. Og begge elementer er en del af vores hverdag. Dansk litteratur afspejler begge tendenser, hvilket månedens tema på Litteratursiden Sted og identitet i ny dansk litteratur også peger på, men alligevel er der en overvægt af den litteratur, som vender sig mod det lokale. Mod de specifikke, nære steder, som vækker genkendelse og fortæller en historie om, hvem vi er. De kulturmøder, som finder sted i disse bøger, er meget ofte i kontrasten mellem land og by og ikke mellem forskellige kulturer. Migrantlitteraturen skal man således også lede længe efter i dansk sammenhæng på trods af, at den i andre lande storblomstrer.
Provinslitteraturens potentiale
I den nye danske provinslitteratur er det et knap så fortryllet billede, der tegner Danmark, som det de to verdensstjerner Andersen og Blixen har skabt hos mange læsere verden over. Her er det i stedet det lidt vindomsuste, kolde og rå billede af Danmark, som bliver beskrevet. Tænk bare på Helle Helle. Men ikke desto mindre er det måske lige så autentisk set med fremmede øjne. For det er jo netop et billede på forestillingen om det cool Norden, som bliver dyrket i udlandet i disse år. Og samtidig er problemstillingerne, de menneskelige spil og eksistentielle spørgsmål, som optræder i mange af de bøger, som jeg betegner som provinslitteratur, jo netop almene og dermed noget mange kan forholde sig til.
Så nok skriver vi om os selv, men om det kun er for os selv er måske ikke så entydigt, som man skulle tro.
Inviterer vi verden inden for i ny dansk litteratur, eller nøjes vi med at skrive om os selv - for os selv?
Harry Potter, Twilight, Ringenes herre, Alice i Eventyrland og Den lille havfrue har mere til fælles end som så. For drengen med de runde briller, de blege teenagere med skarpe tænder og den svømmende kvinde med fiskehale kan alle samme skabe fællesskaber på tværs af alle grænser – både i forholdet mellem læsere, men også i det enkelte møde mellem læseren og bogen. Bøgerne har fået folk over hele verden til at drømme sig væk i de sære universer, som alle kan forholde sig til og læse sig selv ind i. Det fremmede fascinerer og sætter vores eget liv i perspektiv.
Sjovt nok er alle de nævnte værker primært målrettet børn eller unge – om end voksne også læser med. Men kigger man på den såkaldte voksenlitteratur er det faktisk ofte et lignende sprog, der bliver talt. Tænker man på Haruki Murakami, Salman Rushdie og Gabriel Garcia Marquez er det forfattere, der på én gang rammer noget tilsyneladende autentisk lokalt og noget almenmenneskeligt – og som børnelitteraturen med et magisk touch. Tilsammen skaber det et rum, som bevæger sig på tværs af kulturer, etnicitet og geografi.
Ovenstående pointe om verdenslitteraturens mulighed for at skabe kulturmøder i teksten var en del af den fortælling, Mads Rosendahl fortalte i sit indlæg på Bogfestivalen.dks konference om Børne- og ungdomslitteraturen i en globaliseret verden, som fandt sted i sidste uge. Og Rosendahl nævnte da også H.C. Andersen og Blixen som to danske bidrag til denne form for inkluderende verdenslitteratur. Men alligevel sad jeg tilbage med et spørgsmål om, hvorvidt dansk litteratur i dag rummer samme potentiale? Jeg er med på, at de forfattere, der får status af verdenslitteratur ikke hænger på træerne, men alligevel fik det mig til at spekulere på, om vi i en tid, hvor kulturmøder konstant er på dagsordnen egentlig også giver plads til andre end os selv?
Globaliseringens litteratur i Danmark
Vi navigerer på én og samme tid i hele verden og i det helt nære. Og begge elementer er en del af vores hverdag. Dansk litteratur afspejler begge tendenser, hvilket månedens tema på Litteratursiden Sted og identitet i ny dansk litteratur også peger på, men alligevel er der en overvægt af den litteratur, som vender sig mod det lokale. Mod de specifikke, nære steder, som vækker genkendelse og fortæller en historie om, hvem vi er. De kulturmøder, som finder sted i disse bøger, er meget ofte i kontrasten mellem land og by og ikke mellem forskellige kulturer. Migrantlitteraturen skal man således også lede længe efter i dansk sammenhæng på trods af, at den i andre lande storblomstrer.
Provinslitteraturens potentiale
I den nye danske provinslitteratur er det et knap så fortryllet billede, der tegner Danmark, som det de to verdensstjerner Andersen og Blixen har skabt hos mange læsere verden over. Her er det i stedet det lidt vindomsuste, kolde og rå billede af Danmark, som bliver beskrevet. Tænk bare på Helle Helle. Men ikke desto mindre er det måske lige så autentisk set med fremmede øjne. For det er jo netop et billede på forestillingen om det cool Norden, som bliver dyrket i udlandet i disse år. Og samtidig er problemstillingerne, de menneskelige spil og eksistentielle spørgsmål, som optræder i mange af de bøger, som jeg betegner som provinslitteratur, jo netop almene og dermed noget mange kan forholde sig til.
Så nok skriver vi om os selv, men om det kun er for os selv er måske ikke så entydigt, som man skulle tro.
Kommentarer