Blog
Texas Longhorn – The real thing?
Texas Longhorn forsøger at gøre op med fordomme om ny dansk litteratur som kedelig, kompleks og uengageret. Kritikken har været hård… for hård?
Siden Texas Longhorn kom på gaden første gang d. 8. oktober og igen allerede d. 10. december, har der ikke været meget omtale af det ellers sprængt nytænkende litteraturbilledblad udsendt af forlaget Gladiator. Der er ikke engang nogen, der har blogget om det. Litteraturmagasinet forsøger ellers at gøre op med mange af de fordomme, vi, os litteraturfolk, hver eneste dag arbejder imod. Litteraturen er ikke kedelig, man skal ikke trækkes igennem den som en slave, der skal få øje på metaforer, analysemønstre og andet godt fra uddannelsesinstitutionerne for at have lov til at nyde den og så kan litteraturen også være THE REAL THING. Det er den i høj grad i Texas Longhorn.
Efterfølgende har bladet fået en ret hård medtur i forskellige danske dagblade. Nordjyske er ude med riven og kalder det for ”Kultur-elitens selvsmagning” (12. okt 2015), Leonora Christina Skov i Weekendavisen beskriver teksterne som skrevet i en ”senpubertær, bekendende dagbogsstil, der er så enslydende manieret i tonen, at jeg har fornemmelsen af at læse én forfatters værk frem for 30.” (WA, 16. okt 2015) og Bjarke Larsen fra Bogmarkedet mener, at bladet ”udstiller den nye litteraturs problemer” (Bogmarkedet.dk d. 16 okt 2015). Indholdet er blevet stemplet som kedeligt, og det var vel lige det modsatte af, hvad Gladiator havde forestillet sig. Ikke desto mindre tager bladet det med oprejst pande.
Se Gladiators eget sammenklip af negative kommentarer.
Jeg synes nu ikke, det er så galt. Kritikken fokuserer for meget på en bestemt type litteratur og for lidt på bladet, der som helhed forsøger at formidle litteratur på nye måder, nye steder og for et andet publikum.
I første omgang læser jeg Texas Longhorn som mere form end indhold, og jeg er ikke sikker på, at udvalget af ny dansk litteratur overhovedet overrasker mig? Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, der har leveret det mest nuancerede perspektiv på Texan Longhorn, siger det fint i sin anmeldelse, som dog heller ikke er positiv på bundlinjen:
"Mon ikke også det er udtænkt i demonstrativ modsætning til det typiske litteraturmagasin, lækkert, dyrt og for de allerede indviede og opblæste? Texas Longhorn er ’the real thing’, som der står.
Det er ikke bange for den dårlige smag."
Som æstetisk formeksperiment, et forsøg på at ramme nye og flere læsere, er Texas Longhorn et friskt pust. Hvis man ikke må pakke den helt nye litteratur ind (for det er da helt ny dansk litteratur) på en anden måde, end den sædvanligvis bliver pakket ind, hvordan skal man så finde nye læsere til den?
Og nok er teksterne ikke helt så spraglede og nysende nysynede som layoutet, og måske er billedsiden lidt for eksperimenterende og svær at binde op på tekstdelen… men SÅ kedelige eller talentløse er de heller ikke?
Routhe-Mogensens anmeldelse havde overskriften "Spektakulært men ikke spektakulært nok," og peger lige ind i sensationsfortællingen Gladiator, som nok har været årets mest spektakulære forlag. Men Texas Longhorn var altså ikke spektakulært nok ifølge de danske smagsdommere. Og hvorfor var den ikke det?
Jeg tror forventningerne var for høje, og skellet mellem form og indhold var større end man kunne forestille sig, når man æstetisk set var vant til det nydelige, klassiske og cool minimalistiske. Bladet var for mange simpelthen et chok.
Om så Texas Longhorns layout virker, det blev jeg nogenlunde bekræftet i, da jeg i morgentoget lod det ligge på bordet til frit skue. Da jeg rejste mig for at stå af toget, spurgte min sidemand mig, om det var et rigtigt blad, jeg havde liggende foran mig, og hun var ikke den eneste, der havde kigget lidt ekstra. ”Ja, svarede jeg. Det ligner en joke, men det er skam en alvorlig sag.” Bladet fanger blikket, og det er da en begyndelse !
Texas Longhorn forsøger at gøre op med fordomme om ny dansk litteratur som kedelig, kompleks og uengageret. Kritikken har været hård… for hård?
Siden Texas Longhorn kom på gaden første gang d. 8. oktober og igen allerede d. 10. december, har der ikke været meget omtale af det ellers sprængt nytænkende litteraturbilledblad udsendt af forlaget Gladiator. Der er ikke engang nogen, der har blogget om det. Litteraturmagasinet forsøger ellers at gøre op med mange af de fordomme, vi, os litteraturfolk, hver eneste dag arbejder imod. Litteraturen er ikke kedelig, man skal ikke trækkes igennem den som en slave, der skal få øje på metaforer, analysemønstre og andet godt fra uddannelsesinstitutionerne for at have lov til at nyde den og så kan litteraturen også være THE REAL THING. Det er den i høj grad i Texas Longhorn.
Efterfølgende har bladet fået en ret hård medtur i forskellige danske dagblade. Nordjyske er ude med riven og kalder det for ”Kultur-elitens selvsmagning” (12. okt 2015), Leonora Christina Skov i Weekendavisen beskriver teksterne som skrevet i en ”senpubertær, bekendende dagbogsstil, der er så enslydende manieret i tonen, at jeg har fornemmelsen af at læse én forfatters værk frem for 30.” (WA, 16. okt 2015) og Bjarke Larsen fra Bogmarkedet mener, at bladet ”udstiller den nye litteraturs problemer” (Bogmarkedet.dk d. 16 okt 2015). Indholdet er blevet stemplet som kedeligt, og det var vel lige det modsatte af, hvad Gladiator havde forestillet sig. Ikke desto mindre tager bladet det med oprejst pande.
Se Gladiators eget sammenklip af negative kommentarer.
Jeg synes nu ikke, det er så galt. Kritikken fokuserer for meget på en bestemt type litteratur og for lidt på bladet, der som helhed forsøger at formidle litteratur på nye måder, nye steder og for et andet publikum.
I første omgang læser jeg Texas Longhorn som mere form end indhold, og jeg er ikke sikker på, at udvalget af ny dansk litteratur overhovedet overrasker mig? Politikens Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, der har leveret det mest nuancerede perspektiv på Texan Longhorn, siger det fint i sin anmeldelse, som dog heller ikke er positiv på bundlinjen:
"Mon ikke også det er udtænkt i demonstrativ modsætning til det typiske litteraturmagasin, lækkert, dyrt og for de allerede indviede og opblæste? Texas Longhorn er ’the real thing’, som der står.
Det er ikke bange for den dårlige smag."
Som æstetisk formeksperiment, et forsøg på at ramme nye og flere læsere, er Texas Longhorn et friskt pust. Hvis man ikke må pakke den helt nye litteratur ind (for det er da helt ny dansk litteratur) på en anden måde, end den sædvanligvis bliver pakket ind, hvordan skal man så finde nye læsere til den?
Og nok er teksterne ikke helt så spraglede og nysende nysynede som layoutet, og måske er billedsiden lidt for eksperimenterende og svær at binde op på tekstdelen… men SÅ kedelige eller talentløse er de heller ikke?
Routhe-Mogensens anmeldelse havde overskriften "Spektakulært men ikke spektakulært nok," og peger lige ind i sensationsfortællingen Gladiator, som nok har været årets mest spektakulære forlag. Men Texas Longhorn var altså ikke spektakulært nok ifølge de danske smagsdommere. Og hvorfor var den ikke det?
Jeg tror forventningerne var for høje, og skellet mellem form og indhold var større end man kunne forestille sig, når man æstetisk set var vant til det nydelige, klassiske og cool minimalistiske. Bladet var for mange simpelthen et chok.
Om så Texas Longhorns layout virker, det blev jeg nogenlunde bekræftet i, da jeg i morgentoget lod det ligge på bordet til frit skue. Da jeg rejste mig for at stå af toget, spurgte min sidemand mig, om det var et rigtigt blad, jeg havde liggende foran mig, og hun var ikke den eneste, der havde kigget lidt ekstra. ”Ja, svarede jeg. Det ligner en joke, men det er skam en alvorlig sag.” Bladet fanger blikket, og det er da en begyndelse !
Kommentarer