Blog
De nye og de gamle biblioteker
Er kendetegnet for de nye biblioteker virkelig fraværet af bøger?
Bibliotekssamarbejdet, som er landsdækkende, sikrer, at en given bog altid vil kunne findes mindst ét sted. Dette samarbejde samt den måde, det digitale bibliotek udvikler sig ved pt. at transformere fag- og skønlitteratur til lys (ebøger) og lyd (lydbog) er for mig at se en berigelse af bibliotekstilbuddet. Er det ikke snarere fortidens mere dogmatiske holdning til dannelse og de middelalderlige labyrinter (biblioteksbygninger), som skaber en afgrund mellem det nye og det gamle bibliotek?
Jeg vil forsøge at genfortælle en af Haruki Murakamis helt nye og endnu ikke oversatte historier, The strange library, som svar.
I Murakamis lille fortælling The strange library kommer en dreng på biblioteket for at aflevere to bøger og låne en ny. Kvinden ved skranken sender ham ned af trappen. Det er nyt for ham, at der også er en kælder. Og lidt skræmmende. Han går ned af en lang trappe og han ad en lang gang kun sparsomt oplyst. Dér banker han på dør nr. 107, og en ældre mand siger "kom ind". Det er bibliotekaren. Stemningen og den pludseligt labyrintiske arkitektur får drengen til fortryde, men bibliotekaren insisterer på at få at vide, hvad drengen gerne vil vide noget om. Drengen svarer, at han gerne vil vide noget om skatteindsamlingen i det ottomanske rige (han fik dette uforklarlige indfald på vej til biblioteket), og bibliotekaren åbner en metaldør og forlader rummet. Da han kommer tilbage har han tre bøger med: The Ottoman Tax System, Diary of an Ottoman Tax Collector og Tax Revolts and Their Suppression in the Ottoman-Turkish Empire. Det er et omfattende materiale, men drengen takker høfligt, tager imod bøgerne og vender sig for at gå ud. "Holdt!" siger bibliotekaren. Bøgerne kan ikke hjemlånes. De skal læses i "det inderste rum" siger han. Og selvom biblioteket skal til at lukke og drengen skal hjem og spise, formaner bibliotekaren ham bryskt til at følge med ind i læsesalen.
Efter lang tids vandring i kældergangene og et uoverskueligt antal skilleveje, kommer de til en dør med inskriptionen "reading room". Her mødes de med en såkaldt "fåremand", som skal følge ham det sidste stykke vej. Døren bliver låst, og drengen opdager, at han er blevet snydt. Biblioteket er en fangekælder, og han skal memorisere de tre bøger udenad på en måned. Ellers...
"But, hey, this kind of thing's going on in libraries everywhere, you know. More or less, that is." (The strange library, Haruki Murakami, Alfred A. Knopf, New york, 2014. kap 10)
Uden at plotspoile The strange library, kan vi vist godt konkludere, at de mest dæmoniske og støvede fordomme om biblioteket bliver fremhævet i fortællingen. Bibliotekets labyrintiske ufremkommelighed er parallel med det absurde krav om at lære alt om det ottomanske skattesystem, og er denne ufremkommelighed ikke netop på vej ud?
Sjældent nægtes du adgang til information på det nye bibliotek, hvis lokaler har højt til loftet, et bredt udvalg og masser af plads. Du kan gå, når du vil, uden de strenge blikke fra bibliotekaren, når han ser, du ingen bøger har under armen... Eller?
Er kendetegnet for de nye biblioteker virkelig fraværet af bøger?
Bibliotekssamarbejdet, som er landsdækkende, sikrer, at en given bog altid vil kunne findes mindst ét sted. Dette samarbejde samt den måde, det digitale bibliotek udvikler sig ved pt. at transformere fag- og skønlitteratur til lys (ebøger) og lyd (lydbog) er for mig at se en berigelse af bibliotekstilbuddet. Er det ikke snarere fortidens mere dogmatiske holdning til dannelse og de middelalderlige labyrinter (biblioteksbygninger), som skaber en afgrund mellem det nye og det gamle bibliotek?
Jeg vil forsøge at genfortælle en af Haruki Murakamis helt nye og endnu ikke oversatte historier, The strange library, som svar.
I Murakamis lille fortælling The strange library kommer en dreng på biblioteket for at aflevere to bøger og låne en ny. Kvinden ved skranken sender ham ned af trappen. Det er nyt for ham, at der også er en kælder. Og lidt skræmmende. Han går ned af en lang trappe og han ad en lang gang kun sparsomt oplyst. Dér banker han på dør nr. 107, og en ældre mand siger "kom ind". Det er bibliotekaren. Stemningen og den pludseligt labyrintiske arkitektur får drengen til fortryde, men bibliotekaren insisterer på at få at vide, hvad drengen gerne vil vide noget om. Drengen svarer, at han gerne vil vide noget om skatteindsamlingen i det ottomanske rige (han fik dette uforklarlige indfald på vej til biblioteket), og bibliotekaren åbner en metaldør og forlader rummet. Da han kommer tilbage har han tre bøger med: The Ottoman Tax System, Diary of an Ottoman Tax Collector og Tax Revolts and Their Suppression in the Ottoman-Turkish Empire. Det er et omfattende materiale, men drengen takker høfligt, tager imod bøgerne og vender sig for at gå ud. "Holdt!" siger bibliotekaren. Bøgerne kan ikke hjemlånes. De skal læses i "det inderste rum" siger han. Og selvom biblioteket skal til at lukke og drengen skal hjem og spise, formaner bibliotekaren ham bryskt til at følge med ind i læsesalen.
Efter lang tids vandring i kældergangene og et uoverskueligt antal skilleveje, kommer de til en dør med inskriptionen "reading room". Her mødes de med en såkaldt "fåremand", som skal følge ham det sidste stykke vej. Døren bliver låst, og drengen opdager, at han er blevet snydt. Biblioteket er en fangekælder, og han skal memorisere de tre bøger udenad på en måned. Ellers...
"But, hey, this kind of thing's going on in libraries everywhere, you know. More or less, that is." (The strange library, Haruki Murakami, Alfred A. Knopf, New york, 2014. kap 10)
Uden at plotspoile The strange library, kan vi vist godt konkludere, at de mest dæmoniske og støvede fordomme om biblioteket bliver fremhævet i fortællingen. Bibliotekets labyrintiske ufremkommelighed er parallel med det absurde krav om at lære alt om det ottomanske skattesystem, og er denne ufremkommelighed ikke netop på vej ud?
Sjældent nægtes du adgang til information på det nye bibliotek, hvis lokaler har højt til loftet, et bredt udvalg og masser af plads. Du kan gå, når du vil, uden de strenge blikke fra bibliotekaren, når han ser, du ingen bøger har under armen... Eller?
Kommentarer