Blog
Alle min fasters ting er brændt
Alle min fasters ting er brændt. Min farmors stemme er så forandret i telefonen, da jeg tager den, at jeg ikke kender den. Hun siger heller ikke noget til mig, hun spørger efter min far. "Hvem er det?" spørger han, jeg ved det ikke. Han står med ryggen til rummet og ser ud i haven, min mor sidder på en stol og holder ham i den ene hånd, i den anden knuger han røret. Hans stemme er så underlig, på nippet til rasende. Jeg står og ser ind på dem og kan ikke regne ud hvad der er sket. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan de fortæller mig om det, men mange år efter går det op for mig, at min version af begivenhederne er forkerte. Jeg kender mange detaljer, som jeg ikke længere ved om jeg selv har digtet. Men det overordnede, det forfærdende er enkelt nok, men ubegribeligt. Min fasters og onkels hus er brændt ned til grunden med alt hvad de ejer. Hundene lever. Killingerne (eller var det hvalpe?) er reddet. Naboen kom og skød hendes hest. Taget faldt ned bag hende i det sekund hun gik ud af huset. Hun tog sine gamle støvler på, ikke de nye. Nu ejer de ingenting. Der kan gå ild i gamle huse. Vores er fra 1910, er det gammelt? Jeg synes, jeg kan høre noget knitre, når jeg skal sove. Jeg elsker min faster. Jeg forguder hende faktisk. Hun er meget smuk og alt hvad hun er fortæller er underholdende. Bare hun går til købmanden, kan hun fortælle noget sjovt, når hun kommer hjem. Somme tider er der nogen, der siger, jeg ligner hende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, så lykkelig bliver jeg, når det sker. Hun har en mørk prik på underlæben, fordi hun engang faldt og stak sig på en fyldepen. Jeg forsøger at give mig selv den samme permanente tatovering, uden held. En dag er der en mand på gaden der tror, hun er min mor. Det er næsten for overvældende. Nogle naboer nåede at redde nogle ganske få ting ud af huset. En af tingene er min handskedukke, jeg glemte på en ferie. Hun har den med, da hun kommer. Hun kommer ned til os, for nu har hun jo ikke noget sted at bo. Det er skamfuldt, at man har været så sløset at glemme den, så nogen nu har brugt kostbar tid på at redde den ud. Jeg forstår ikke, at de ikke lod den ligge. Jeg er bange for at se på hende, da hun kommer. Men jeg kan ikke se forskel. Hun ejer ingenting, hun har min handskedukke med. Hun fortæller om den dag, det hele var brændt, om at de er hos købmanden og købe to tandbørster og den slags ting. Hun fortæller, at ekspedienten undrer sig over deres usædvanlige indkøb. Hun fortæller ligesom hun plejer, min mor og far og jeg griner. Det er komisk. Men det er jo forfærdeligt. Min bror og jeg har fået vores handskedukke igen. Det er i orden. Den er jo også en historie. I denne tragiske historie er der så mange små historier, som næsten alle sammen har en skæv pointe. Sådan er det bare. Er det, fordi det er min faster og onkel, det er sket for? Hvad hvis det var os? Ville vi fortælle om det? Ville vi få nogen til at le af det, ville vi selv kunne le? Nogle af detaljerne kunne ikke fortælles sjovt, og de handlede blandt andet om, hvordan ilden opstod. Jeg mindes ikke, hvordan de blev fortalt, og jeg tror kun, jeg har hørt dem med et langt barneøre; det er de detaljer, jeg havde fået galt fat i. Begge versioner er uhyrlige. Jeg sidder og bladrer i et fotoalbum, jeg er voksen, jeg får øje på det her. Det er et billede uden historie. Det er Høgild Plantage, marts 1969, står der. Men der står også Efter branden. Jeg stirrer på billedet. Jeg kan ikke huske, vi var i plantagen. Jeg kan ikke huske den hue jeg har på. Jeg kan ikke huske min fasters solbriller eller min mors frakke. Men der er et billede. På billedet er jeg seks år, min bror er fire, min faster 27 og min mor 30. Hvad skete der den dag. Hvor ligger Høgild Plantage? Min fasters ting er brændt. Man kan ikke se det på hende.
(skrevet til Bogens Verden 2009)
Alle min fasters ting er brændt. Min farmors stemme er så forandret i telefonen, da jeg tager den, at jeg ikke kender den. Hun siger heller ikke noget til mig, hun spørger efter min far. "Hvem er det?" spørger han, jeg ved det ikke. Han står med ryggen til rummet og ser ud i haven, min mor sidder på en stol og holder ham i den ene hånd, i den anden knuger han røret. Hans stemme er så underlig, på nippet til rasende. Jeg står og ser ind på dem og kan ikke regne ud hvad der er sket. Jeg ved ikke hvornår eller hvordan de fortæller mig om det, men mange år efter går det op for mig, at min version af begivenhederne er forkerte. Jeg kender mange detaljer, som jeg ikke længere ved om jeg selv har digtet. Men det overordnede, det forfærdende er enkelt nok, men ubegribeligt. Min fasters og onkels hus er brændt ned til grunden med alt hvad de ejer. Hundene lever. Killingerne (eller var det hvalpe?) er reddet. Naboen kom og skød hendes hest. Taget faldt ned bag hende i det sekund hun gik ud af huset. Hun tog sine gamle støvler på, ikke de nye. Nu ejer de ingenting. Der kan gå ild i gamle huse. Vores er fra 1910, er det gammelt? Jeg synes, jeg kan høre noget knitre, når jeg skal sove. Jeg elsker min faster. Jeg forguder hende faktisk. Hun er meget smuk og alt hvad hun er fortæller er underholdende. Bare hun går til købmanden, kan hun fortælle noget sjovt, når hun kommer hjem. Somme tider er der nogen, der siger, jeg ligner hende. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, så lykkelig bliver jeg, når det sker. Hun har en mørk prik på underlæben, fordi hun engang faldt og stak sig på en fyldepen. Jeg forsøger at give mig selv den samme permanente tatovering, uden held. En dag er der en mand på gaden der tror, hun er min mor. Det er næsten for overvældende. Nogle naboer nåede at redde nogle ganske få ting ud af huset. En af tingene er min handskedukke, jeg glemte på en ferie. Hun har den med, da hun kommer. Hun kommer ned til os, for nu har hun jo ikke noget sted at bo. Det er skamfuldt, at man har været så sløset at glemme den, så nogen nu har brugt kostbar tid på at redde den ud. Jeg forstår ikke, at de ikke lod den ligge. Jeg er bange for at se på hende, da hun kommer. Men jeg kan ikke se forskel. Hun ejer ingenting, hun har min handskedukke med. Hun fortæller om den dag, det hele var brændt, om at de er hos købmanden og købe to tandbørster og den slags ting. Hun fortæller, at ekspedienten undrer sig over deres usædvanlige indkøb. Hun fortæller ligesom hun plejer, min mor og far og jeg griner. Det er komisk. Men det er jo forfærdeligt. Min bror og jeg har fået vores handskedukke igen. Det er i orden. Den er jo også en historie. I denne tragiske historie er der så mange små historier, som næsten alle sammen har en skæv pointe. Sådan er det bare. Er det, fordi det er min faster og onkel, det er sket for? Hvad hvis det var os? Ville vi fortælle om det? Ville vi få nogen til at le af det, ville vi selv kunne le? Nogle af detaljerne kunne ikke fortælles sjovt, og de handlede blandt andet om, hvordan ilden opstod. Jeg mindes ikke, hvordan de blev fortalt, og jeg tror kun, jeg har hørt dem med et langt barneøre; det er de detaljer, jeg havde fået galt fat i. Begge versioner er uhyrlige. Jeg sidder og bladrer i et fotoalbum, jeg er voksen, jeg får øje på det her. Det er et billede uden historie. Det er Høgild Plantage, marts 1969, står der. Men der står også Efter branden. Jeg stirrer på billedet. Jeg kan ikke huske, vi var i plantagen. Jeg kan ikke huske den hue jeg har på. Jeg kan ikke huske min fasters solbriller eller min mors frakke. Men der er et billede. På billedet er jeg seks år, min bror er fire, min faster 27 og min mor 30. Hvad skete der den dag. Hvor ligger Høgild Plantage? Min fasters ting er brændt. Man kan ikke se det på hende.
(skrevet til Bogens Verden 2009)
Kommentarer