Blog
At ytre sig frit...
Lad mig skrive det med det samme. Jeg har intet imod forfattere som skriver om livet som det leves i det danske parcelhus et sted i provinsen. Ja, faktisk elsker jeg at læse den slags litteratur. Men...sommetider er der også mere på spil.
I sidste uge deltog jeg i en ICORN-konference i Bruxelles. ICORN er den organisation som fordeler forfulgte forfattere i de såkaldte fribyer, der har sagt ja til at huse en forfatter som har brug for beskyttelse. Konferencen var spændende og bemærkelsesværdig i mere end en forstand.
For hvis jeg skal sætte en fælles overskrift over forfatternes hoveder, så er det "Noget på spil".
Her er ikke tale om minimalistiske formekspermenter, - ej heller et forsøg på at forstå en 40 årig mand gennem en indre rejse til opvæksten i VestJylland, - heller ikke en rejse gennem samlivsproblemer på Strandvejen i Nordsjælland. Nej, det er kampen for ytringsfriheden, og det er kampen for at skrive sig op imod de ditatoriske samfund de har forladt, som er øverest på dagsordnen.
Mange af forfatterne definerede sig lige så meget som journalister, aktivister og politikere. For dem er der en samfundsmæssig mening med deres skriverier som rækker ud over selve bogen som et selvstændigt værk. Ja, faktisk er den trang til at række ud over sig selv og kæmpe for en større sag så stor, at de alle har været villige til at betale den store pris at forlade deres hjemlande. Ikke for at krybe i ly, men for at kunne skrive og ytre sig frit.
Som skrevet indledningsvis så er det ikke fordi, jeg siger det ene er bedre at skrive om end der andet. Jeg peger bare på at forskellen er markant på, hvad visse danske forfattere beskæftiger sig med af problemstillinger, og så den store del af ICORN's fribyforfatterne.
I Danmark er der for øjeblikket 3 fribyforfattere. Tendai Targarira fra Zimbabwe som bor i Århus, Noufel Bouzeboudja fra Algeriet som bor på Fanø og Seedy Bojang fra Gambia som bor på Frederiksberg. I løbet af foråret vil Odense også modtage en forfulgt forfatter.
Lad mig skrive det med det samme. Jeg har intet imod forfattere som skriver om livet som det leves i det danske parcelhus et sted i provinsen. Ja, faktisk elsker jeg at læse den slags litteratur. Men...sommetider er der også mere på spil.
I sidste uge deltog jeg i en ICORN-konference i Bruxelles. ICORN er den organisation som fordeler forfulgte forfattere i de såkaldte fribyer, der har sagt ja til at huse en forfatter som har brug for beskyttelse. Konferencen var spændende og bemærkelsesværdig i mere end en forstand.
For hvis jeg skal sætte en fælles overskrift over forfatternes hoveder, så er det "Noget på spil".
Her er ikke tale om minimalistiske formekspermenter, - ej heller et forsøg på at forstå en 40 årig mand gennem en indre rejse til opvæksten i VestJylland, - heller ikke en rejse gennem samlivsproblemer på Strandvejen i Nordsjælland. Nej, det er kampen for ytringsfriheden, og det er kampen for at skrive sig op imod de ditatoriske samfund de har forladt, som er øverest på dagsordnen.
Mange af forfatterne definerede sig lige så meget som journalister, aktivister og politikere. For dem er der en samfundsmæssig mening med deres skriverier som rækker ud over selve bogen som et selvstændigt værk. Ja, faktisk er den trang til at række ud over sig selv og kæmpe for en større sag så stor, at de alle har været villige til at betale den store pris at forlade deres hjemlande. Ikke for at krybe i ly, men for at kunne skrive og ytre sig frit.
Som skrevet indledningsvis så er det ikke fordi, jeg siger det ene er bedre at skrive om end der andet. Jeg peger bare på at forskellen er markant på, hvad visse danske forfattere beskæftiger sig med af problemstillinger, og så den store del af ICORN's fribyforfatterne.
I Danmark er der for øjeblikket 3 fribyforfattere. Tendai Targarira fra Zimbabwe som bor i Århus, Noufel Bouzeboudja fra Algeriet som bor på Fanø og Seedy Bojang fra Gambia som bor på Frederiksberg. I løbet af foråret vil Odense også modtage en forfulgt forfatter.
Kommentarer