Blog
Overrask mig
Kender I det med, at når man begynder at læse en bog, så er det hele en historie som man har læst tidligere bare i en anden indpakning. Det kan være:
Bøger som handler om en mand som ikke har det så godt, så han går og tænker tilbage til sin barndom. Måske han opsøger den direkte ved at tage til den mindre by i Jylland, hvor han er vokset op. Efterhånden glider fortid og nutid sammen og han finder en slags afklaring i sit liv.
Krimier hvor politifolkenen har problemer i privatlivet, men alligevel sætter de sig ud over det og efterforsker forbydelserne, da det vigtigste i livet er at fange forbrydere og bekæmpe ondskaben.
Slægtsromaner hvor man følger en familie og ALLE dets medlemmer på godt og ondt gennem alt for mange år.
Biografiske romaner hvor hovedpersonen minder betænkeligt meget om romanens hovedperson. Men de litterære kvaliteter er det så som så med.
Bøger skrevet med en minimalistisk skrivestil, hvor der ikke står ret mange ord eller længere sætninger. Det betyder så, at man kan lægge en masse betydninger ind i teksten, da den ikke giver belæg for noget som helst.
Chicklitt bøger hvor en kvindelig hovedperson går rundt og ikke kan finde ud af en skid, andet end at formulere sjove sætninger til omverdenen om hvor kikset hun er. Sjovt nok kan jeg godt lige at læse den slags litteratur når det er en mand som er hovedpersonen:-)
På den anden side, så er der også bøger som overrasker en, og hvor forfatteren får dig til at se verden på en anden måde. Hvor den første tanke der flyver gennem dit hoved er "Okay kan man nu også skrive en bog på den måde" Nogle eksempler på det, baseret på min egne læseoplevelser er:
Bøger af Henrik Stangerup og Sult af Hamsun som begge formår at krænge det private ud, men på en måde så det bliver almen gyldigt.
Og inden for det sidste år har jeg også læst Hildegard, de to bøger Lone Aburas har skrevet og "Mount København" som alle har haft de kvaliteter, at jeg ikke havde læst noget ligende før jeg læste de bøger. Men også Kirsten Hammann med "En dråbe i havet", bøger af Charles Bukowski og Hans Scherfig har været øjenåbnere ind til nye dele af litteraturen for mit vedkommende.
Så kære forfattere, overrask mig. Jeg gider ikke altid læse det samme.
Kender I det med, at når man begynder at læse en bog, så er det hele en historie som man har læst tidligere bare i en anden indpakning. Det kan være:
Bøger som handler om en mand som ikke har det så godt, så han går og tænker tilbage til sin barndom. Måske han opsøger den direkte ved at tage til den mindre by i Jylland, hvor han er vokset op. Efterhånden glider fortid og nutid sammen og han finder en slags afklaring i sit liv.
Krimier hvor politifolkenen har problemer i privatlivet, men alligevel sætter de sig ud over det og efterforsker forbydelserne, da det vigtigste i livet er at fange forbrydere og bekæmpe ondskaben.
Slægtsromaner hvor man følger en familie og ALLE dets medlemmer på godt og ondt gennem alt for mange år.
Biografiske romaner hvor hovedpersonen minder betænkeligt meget om romanens hovedperson. Men de litterære kvaliteter er det så som så med.
Bøger skrevet med en minimalistisk skrivestil, hvor der ikke står ret mange ord eller længere sætninger. Det betyder så, at man kan lægge en masse betydninger ind i teksten, da den ikke giver belæg for noget som helst.
Chicklitt bøger hvor en kvindelig hovedperson går rundt og ikke kan finde ud af en skid, andet end at formulere sjove sætninger til omverdenen om hvor kikset hun er. Sjovt nok kan jeg godt lige at læse den slags litteratur når det er en mand som er hovedpersonen:-)
På den anden side, så er der også bøger som overrasker en, og hvor forfatteren får dig til at se verden på en anden måde. Hvor den første tanke der flyver gennem dit hoved er "Okay kan man nu også skrive en bog på den måde" Nogle eksempler på det, baseret på min egne læseoplevelser er:
Bøger af Henrik Stangerup og Sult af Hamsun som begge formår at krænge det private ud, men på en måde så det bliver almen gyldigt.
Og inden for det sidste år har jeg også læst Hildegard, de to bøger Lone Aburas har skrevet og "Mount København" som alle har haft de kvaliteter, at jeg ikke havde læst noget ligende før jeg læste de bøger. Men også Kirsten Hammann med "En dråbe i havet", bøger af Charles Bukowski og Hans Scherfig har været øjenåbnere ind til nye dele af litteraturen for mit vedkommende.
Så kære forfattere, overrask mig. Jeg gider ikke altid læse det samme.
Kommentarer