Blog
En masse fin(t) kultur
I starten af det nye år kontaktede en gruppe 9. klasse elever Odense Centralbibliotek for at høre, om de måtte komme og snakke med mig om finkultur kontra massekultur. Øhh, jo, det måtte de da gerne. Det var i forbindelse med en opgave, de skulle lave.
Nå, alt gik fint. Men efterfølgende fik samtalen mig til at tænke på, hvorfor der skal være denne modsætning, ja, nærmest krig, mellem det ene og det andet.
Hvorfor ikke stoppe debatten med et "jeg er ok, du er ok" - "finkultur er ok, og massekultur er ok".
Sagen er jo, at somme tider læser jeg ny smal litteratur, andre gange læser jeg en krimi, nogen gange ser jeg DR-kultur i fjernsynet og senere på aftenen zapper jeg over til reality på TV3. Verden er kompleks, og jeg synes, vi skal holde op med at dunke hinanden i hovederne med henholdsvis de tunge og de lette bøger.
Diskussionen er lidt den samme som inden for sportens verden, hvor man snakker om bredden kontra eliten. Her er konklusionen ofte, at det er to størrelser som er afhængige af hinanden. Og hvor ville jeg ønske, at vi kunne betragte tingene på samme måde inden for litteraturen. At finkultur og massekultur er to ting som komplementerer hinanden.
Nu er det f.eks. blevet muligt for en masse skrivende mennesker selv at udgive deres værker. Det giver jo en utrolig talentmasse af tage af til de professionelles rækker. Talentmassen øges og forlagene får mange flere håbefulde folk, som banker på deres døre. Det er da positivt. Og det er da også positivt og berigende for talentmassen at have en professionel elite at se op til.
Dog mener jeg, at selvudgiverne skal lade være med at pr. automatik at betragte sig som professionelle, fordi de har udgivet et værk. Og så skal de professionelle til gengæld lade være med at se ned på selvudgiverne. De skal derimod respektere at aktiviteten skrivning kan foregå på mange forskellige planer. Ganske som man kan male eller spille fodbold med forskellige forudsætninger.
Inden for billedkunsten har man censurerede udstillinger. Kunne vi ikke vænne os til, at vi fik nogenlunde den samme forståelsesramme inden for litteraturen. Altså, at der ligger en anerkendelse i at blive udgivet af et forlag. At det er et nåleøje, som kun få formår at komme igennem. Men at der trods alt også er de gode eksempler på litteratur, som klarer sig uden et forlag. Men det er altså ikke reglen.
Og kunne vi ikke vænne os til, at det er helt ok - og ganske legitimt - at der findes litteratur som kan læses som ren underholdning, og at der så findes litteratur som har som ambition at sætte til debat og gå på opdagelse i ukendt farvand.
Essensen af ovenstående er bare, at jeg synes, vi skal holde op med at bekrige hinanden og begynde at betragte litteraturen som en bred størrelse som hænger sammen i sin kompleksitet. En kompleksitet som gør, at den er til glæde for mange mennesker, såvel dem som vil læse finlitteratur og dem som vil læse litteratur, der bliver betegnet som massekultur.
Det var det budskab, som jeg håber, jeg fik sagt til drengene fra 9. klasse. Bare de så skriver det i opgaven og efterlever det i deres voksne liv:-)
I starten af det nye år kontaktede en gruppe 9. klasse elever Odense Centralbibliotek for at høre, om de måtte komme og snakke med mig om finkultur kontra massekultur. Øhh, jo, det måtte de da gerne. Det var i forbindelse med en opgave, de skulle lave.
Nå, alt gik fint. Men efterfølgende fik samtalen mig til at tænke på, hvorfor der skal være denne modsætning, ja, nærmest krig, mellem det ene og det andet.
Hvorfor ikke stoppe debatten med et "jeg er ok, du er ok" - "finkultur er ok, og massekultur er ok".
Sagen er jo, at somme tider læser jeg ny smal litteratur, andre gange læser jeg en krimi, nogen gange ser jeg DR-kultur i fjernsynet og senere på aftenen zapper jeg over til reality på TV3. Verden er kompleks, og jeg synes, vi skal holde op med at dunke hinanden i hovederne med henholdsvis de tunge og de lette bøger.
Diskussionen er lidt den samme som inden for sportens verden, hvor man snakker om bredden kontra eliten. Her er konklusionen ofte, at det er to størrelser som er afhængige af hinanden. Og hvor ville jeg ønske, at vi kunne betragte tingene på samme måde inden for litteraturen. At finkultur og massekultur er to ting som komplementerer hinanden.
Nu er det f.eks. blevet muligt for en masse skrivende mennesker selv at udgive deres værker. Det giver jo en utrolig talentmasse af tage af til de professionelles rækker. Talentmassen øges og forlagene får mange flere håbefulde folk, som banker på deres døre. Det er da positivt. Og det er da også positivt og berigende for talentmassen at have en professionel elite at se op til.
Dog mener jeg, at selvudgiverne skal lade være med at pr. automatik at betragte sig som professionelle, fordi de har udgivet et værk. Og så skal de professionelle til gengæld lade være med at se ned på selvudgiverne. De skal derimod respektere at aktiviteten skrivning kan foregå på mange forskellige planer. Ganske som man kan male eller spille fodbold med forskellige forudsætninger.
Inden for billedkunsten har man censurerede udstillinger. Kunne vi ikke vænne os til, at vi fik nogenlunde den samme forståelsesramme inden for litteraturen. Altså, at der ligger en anerkendelse i at blive udgivet af et forlag. At det er et nåleøje, som kun få formår at komme igennem. Men at der trods alt også er de gode eksempler på litteratur, som klarer sig uden et forlag. Men det er altså ikke reglen.
Og kunne vi ikke vænne os til, at det er helt ok - og ganske legitimt - at der findes litteratur som kan læses som ren underholdning, og at der så findes litteratur som har som ambition at sætte til debat og gå på opdagelse i ukendt farvand.
Essensen af ovenstående er bare, at jeg synes, vi skal holde op med at bekrige hinanden og begynde at betragte litteraturen som en bred størrelse som hænger sammen i sin kompleksitet. En kompleksitet som gør, at den er til glæde for mange mennesker, såvel dem som vil læse finlitteratur og dem som vil læse litteratur, der bliver betegnet som massekultur.
Det var det budskab, som jeg håber, jeg fik sagt til drengene fra 9. klasse. Bare de så skriver det i opgaven og efterlever det i deres voksne liv:-)
Kommentarer