Det farlige bibliotek

I Norge har folkebibliotekene siden nyttår faktisk fått et lovpålegg om å arrangere debatter. Bibliotekloven fikk følgende tillegg: "Folkebibliotekene skal være en uavhengig møteplass og arena for offentlig samtale og debatt". Dette omfatter altså ikke bare skjønnlitterære møter, men også samfunnsspørsmål.

Dette har ført til febrilsk aktivitet i mange bibliotek, og de har fått ros av blant annet P.E.N.-leder William Nygaard for å ha kommet langt på kort tid med utvikling av sitt eget debattkonsept.

Et spesielt element i Norge er framveksten i noen byer av såkalt (privatfinansierte) litteraturhus, som dels bibliotekene samarbeider med, men som også betyr konkurranse.

På denne bloggen forsøker undertegnede å dekke alt som skjer på dette område: http://bibliotekettarsaka.wordpress.com/

Mvh Anders Ericson, frilansjournalist

frilanders@gmail.com

Tak for respons på blogindlægget, Anita og Inge. Angående foredragsformen, synes jeg  sommetider den kan virke lidt stiv. Selvfølgelig er der forfattere og andre som selv er i stand til at fastholde tilhørerne i spænding og interesse. Men det modsatte er også tilfældet.
I den forbindelse lidt sjovt, at du nævner Bent Isager, Inge. For et års tid siden havde vi ham også i Odense, og her tænkte jeg nemlig under foredraget på, at han ville have haft godt af, at blive lidt udfordret og spurgt ind til. Så det er selvfølgelig forskelligt, hvilken god dag foredragsholdere har, og hvilken forventninger publikum har.

Men så vidt jeg husker, har Silkeborg bibliotek altid været gode til at gå foran og finde på spændende ting. Ganske som Aalborg bibliotekerne med deres debatarrangementer. Arrangementer hvor bibliotekarerne ofte/altid tager rollen som moderator på sig. Super godt:-)

Du skriver også, Anita, at nogle kan selv. og jo, det er selvfølgelig rigtigt nok. Synes bare at der sommetider kommer mere kant på, hvis de bliver udfordret. Og set fra et farligt biblioteks synspunkt, mener jeg vi har en forpligtigelse til at udfordre og stille spørgsmål.

I blogindlægget nævner jeg Yaha Hassans besøg i Odense sidste ord. En anden begivenhed i mit bibliotekariske liv som har bragt mig tættere på tanker om et farligere og mere nødvendigt folkeibliotek, er min rolle som friby-koordinator for en russisk journalist.
For nogle måneder siden skrev jeg nogle ord om den funktion. Så hverenten vi vil det eller ej, trænger den virkelig og farlige verden sig ofte ind i vores bibliotekrum. Så lad os da spille sammen med livet som det leves, og turde tage svære og aktuelle emner op i vores formidling.

Tak for indsparket Michael. Det er en ganske relevant vinkel at få ind over de velbesøgte arrangementer, og på Silkeborg Bibliotekerne, hvor jeg er formidlingschef, arbejder vores eventgruppe seriøst med vitterligt at gøre biblioteket til det demokratiske torv, som vi kalder det i skåltalerne, og som netop indebærer, at publikum bliver mere bidragende og aktive.

Jeg havde selv fornøjelsen af at være vært ved en  fin aften i sidste måned, hvor Maja Lee Langvad og Lene Moyong  under overskriften Adoption - fra ideal til kritik optrådte med hver deres henholdsvis forsknings- og romanbidrag. 25 deltagere bidrog væsentlig med synspunkter, refleksioner og spørgsmål. det interessante for mig var faktisk, at aftenen fik karakter af en slags nærmere undersøgelse og refleksion af de to kvinders kritisk udsagn om adoption- altså ikke decideret debat. Men jeg er sikker på, at der blev flyttet en del rundt på antagelser og forforståelser hos deltagerne.  

Her efterfølgende vil jeg have mere fat i formen på forfatteraftnerne. Bl.a. skal vore bibliotekarer trænes i at interviewe  og skabe nærvær mellem oplægholder og publikum og noget så enkelt som stoleopstilling, skal vi kigge på. Det dur ikke at debattere med een, man kun kan se nakken på! Vi skal eksperimentere meget mere og bestemt også få mere kant på oplevelserne.

Michael Linde Larsen, tak for en god blog. Du skriver:

"Kunne man forestille sig at bibliotekerne i fremtiden skruer op for blusset, når det gælder debatarrangementerne. At vi begynder at sætte fokus på det farlige og forsøger at stille spørgsmål mere end at give svar.

F.eks ved at vi laver interviews ved forfatterbesøg. Forfatterne skal ikke have lov selv at udlægge deres egen tekst, næ, de skal udfordres med debat og spørgsmål - for nu at skrive det lidt firkantet."

Jeg synes, det bør være både-og, for der er stadig mange, tror jeg, der gerne vil til en forfatteraften, hvor de primært kommer for at høre, hvad forfatteren har at sige. Er det en god foredragsholder, og emnet er spændende, så følger der som regel også spørgetid med.

Jeg var til et forfatterarrangement med Bent Isager-Nielsen, der fortalte om sin bog "Efterforskerne". Jeg tror, det havde været forvirrende, hvis hans foredrag var blevet afbrudt af debat. Han havde så meget spændende at fortælle, så der var ikke tid til ekstra snak. Bent Isager-Nielsen svarede på spørgsmål fra os i salen, og det virkede helt fint. Er foredragsholderen velforberedt, som BIN var, så går tiden hurtigt, og han nåede at give mange informationer i løbet af de to timer, foredraget varede.

Hvis man på forhånd ved, hvilken type foredrag man kommer til, er det helt fint med mere debat, men jeg vil være ked af at undvære de foredrag, hvor foredragsholderen fortæller det meste af tiden.