Blog
De frie og farlige ord
For 13 måneder siden kom den russiske journalist Alex Tor til Odense. Alex er ikke hans rigtige navn, og mange af hans venner ved ikke, at han lever i Danmark. Sagen er nemlig den, at Alex ofte modtager trusler mod sig selv og sin familie, fordi han skriver kritisk om det russiske styre, og specielt mod styret i Tjetjenien.
Odense kommune har i en toårig periode givet husly til Alex under den såkaldte fribyordning. Ideen er at Alex i den periode kan leve og bo i byen under trygge forhold. Han kan fortsætte sit arbejde, skrive til diverse netsider og lave radioindslag om Rusland.
Jeg har fornøjelsen at være såkaldt fribykoordinator for Alex. Dvs. være hans kontaktperson i byen til kommunen, lave arrangementer sammen med ham og diskutere hans situation.
Hans ophold i byen sætter mange ting i relief, og stiller også det store spørgsmål. Hvad har man som skribent ret, pligt og mulighed for, når man sætter sig ned for at skrive. Er ambitionen at tage pulsen på det politiske liv i samfundet og sætte problemer til debat. Eller er er ambitionen at tage temperaturen på parforholdet i parcelhuset? For slet ikke at snakke om temperaturen i fængselscellen, hvor Nadezhda Tolokonnikova fra Pussy Riot sidder for øjeblikket.
På mange måder er litteraturen jo et spejl af det samfund og det land vi lever i. De ting som bliver beskrevet i skønlitteraturen er også et ting som optager folk i det virkelige liv.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad man som skribent skal bruge sig ytringsfrihed og skrivelyst til. Men jeg vil gerne skrive højt, at jeg synes det er 1000 gange mere interessant, at læse tekster, hvori der er noget på spil. Tekster, hvor skribenten tør bringe kontroversielle emner op til debat, og ikke er bange for at skrive mod strømmen.
Om det så skal ske i anonym form, som Jens Christian Grøndahl i første omgang valgte med bogen "Det godes pris", er en anden sag.
Alex Tor har valgt at bruge sin pen til at sætte fokus på det politiske liv i Rusland, og fægte med åben pande. Det er et valg han har truffet, selv om det betyder, at han må leve i evig frygt, for at få samme skæbne som flere af sine journalistkollegaer i Rusland.
Men er det overhovedet en forfatters pligt at gå ind på den politiske banehalvdel og sætte problemer til debat? Det er en mulighed som findes, men det er vel ligeså legitimt at skrive om en datters løsrivelse fra sin mor, som det er at skrive om det danske asylsystem.
Og det er jo det, som er det fine ved at bo i et land som Danmark. Vi har mulighed for at skrive frit og om de emner om optager os. I andre andre er situationen desværre noget anderledes.
For 13 måneder siden kom den russiske journalist Alex Tor til Odense. Alex er ikke hans rigtige navn, og mange af hans venner ved ikke, at han lever i Danmark. Sagen er nemlig den, at Alex ofte modtager trusler mod sig selv og sin familie, fordi han skriver kritisk om det russiske styre, og specielt mod styret i Tjetjenien.
Odense kommune har i en toårig periode givet husly til Alex under den såkaldte fribyordning. Ideen er at Alex i den periode kan leve og bo i byen under trygge forhold. Han kan fortsætte sit arbejde, skrive til diverse netsider og lave radioindslag om Rusland.
Jeg har fornøjelsen at være såkaldt fribykoordinator for Alex. Dvs. være hans kontaktperson i byen til kommunen, lave arrangementer sammen med ham og diskutere hans situation.
Hans ophold i byen sætter mange ting i relief, og stiller også det store spørgsmål. Hvad har man som skribent ret, pligt og mulighed for, når man sætter sig ned for at skrive. Er ambitionen at tage pulsen på det politiske liv i samfundet og sætte problemer til debat. Eller er er ambitionen at tage temperaturen på parforholdet i parcelhuset? For slet ikke at snakke om temperaturen i fængselscellen, hvor Nadezhda Tolokonnikova fra Pussy Riot sidder for øjeblikket.
På mange måder er litteraturen jo et spejl af det samfund og det land vi lever i. De ting som bliver beskrevet i skønlitteraturen er også et ting som optager folk i det virkelige liv.
Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad man som skribent skal bruge sig ytringsfrihed og skrivelyst til. Men jeg vil gerne skrive højt, at jeg synes det er 1000 gange mere interessant, at læse tekster, hvori der er noget på spil. Tekster, hvor skribenten tør bringe kontroversielle emner op til debat, og ikke er bange for at skrive mod strømmen.
Om det så skal ske i anonym form, som Jens Christian Grøndahl i første omgang valgte med bogen "Det godes pris", er en anden sag.
Alex Tor har valgt at bruge sin pen til at sætte fokus på det politiske liv i Rusland, og fægte med åben pande. Det er et valg han har truffet, selv om det betyder, at han må leve i evig frygt, for at få samme skæbne som flere af sine journalistkollegaer i Rusland.
Men er det overhovedet en forfatters pligt at gå ind på den politiske banehalvdel og sætte problemer til debat? Det er en mulighed som findes, men det er vel ligeså legitimt at skrive om en datters løsrivelse fra sin mor, som det er at skrive om det danske asylsystem.
Og det er jo det, som er det fine ved at bo i et land som Danmark. Vi har mulighed for at skrive frit og om de emner om optager os. I andre andre er situationen desværre noget anderledes.
Kommentarer