Blog
Vild med ord 2016
Den århusianske litteraturfestival, Vild med ord, fandt sted i sidste uge, 19.-21. maj, og er kommet for at blive. Den er begyndt at virke ret professionel, der kommer kendte forfattere og debattører, det fysiske program ser tjekket og informativt ud, og der er styr på de mange engagerede frivillige, uden hvem festivalen ikke kunne eksistere. Også det at den nu holdes i Dokk1’s smukke og funktionelle lokaler, gør meget for det professionelle udtryk.
Årets tema var ’modsætninger’, de modsætninger der udgør vor tilværelse; det være sig provinslitteraturen over for parnasset i København; gammelt og nyt, Jane Austen versus stand-up; krig og fred mm.
En rød tråd i arrangementerne var litteraturens forhold til vor krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Klaus Rothstein havde trodset DSB’s udfordringer med at få landsdelene til at hænge sammen lige denne dag for at tale med Dy Plambeck om soldaten, der er vendt hjem, men er mere psyket over at skulle en tur i Ikea end på patrulje blandt snigskytter (info: det hedder skarpskytter, når det er vore egne; men snigskytter, når det er fjendens). Samtalen gik over temaet ”man kan tage soldaten ud af krigen, men ikke krigen ud af soldaten”. Man skulle tro, at en soldats største ønske er at komme hjem, det tror han måske også selv, men vel hjemme savner han krigen. I modsætning til vort engagement i Balkan-krigene i 1990’erne, tages der i dag også hånd om de psykisk skadede, i det hele taget er der hjemkomstprogrammer - så må man bare håbe, de virker.
Hvad har dette med litteratur at gøre? For nogle år siden efterlyste Klaus Rothstein den nye danske samtidsroman, der i hans øjne burde handle om krigsdeltagelsen. Der er nu kommet en hel række, fx Jeg er en hær af Lars Husum, Mikael af Dy Plambeck og Den første sten af Carsten Jensen.
De diskuterede hvordan og i hvilken rækkefølge de litterære genrer tager krigen til sig. De to første genrer er 1) Digtet, ofte soldatens egne indtryk, i England er der udkommet en antologi med soldaterdigte, interessant men ikke stor litteratur; 2) Krimien er en anden genre, der hurtigt tage krigen til sig, da den udgør baggrunden for et godt plot. Den mere eftertænksomme litteratur kommer senere, fx skrives der stadig mange romaner om 2. Verdenskrig. Men i forhold til de verserende krige mangler vi en Remarque, der har oplevet krigen på egen krop.
Det var en interessant samtale om litteraturen og dens forhold til de emner, der optager samfundet i dag. Klaus Rothstein udgav i 2014 ’Soldatens år – Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur’ (Tiderne skifter), og de luftede nødvendigheden af at lave lignende bøger om både klimakrisen og folkevandringer som resultat af enten krige, forfølgelse eller klimaændringer.
Næste dag blev temaet fulgt op af en samtale mellem filminstruktør Roni Ezra og Britta Timm Knudsen, (Rasmus Tantholdt havde desværre meldt afbud) om Krigen og eftertiden – Fortællingens magt. Jeg havde dog valgt samtidig at høre Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofod og Rasmus Nikolajsen tale om Økofiktionens topografi – Natur, dystopier og klimakatastrofer ud fra deres seneste udgivelser: Den afskyelige af Charlotte Weitze, Nancy af Dennis Gade Kofod og ’Tilbage til unaturen’ af Rasmus Nikolajsen. Her viste det sig, at de ikke var helt klar over at de havde skrevet økofiktion, fx havde Dennis Gade Kofod skrevet en roman i sin sædvanlige bornholmske magiske realisme. Men det er vel sådan, at man indfletter elementer af det, der optager samfundet, og pludselig har man en ny genre.
Ellers oplevede jeg Adda Djørup læse op og tale om novellen som genre. Hun undrede sig bl.a. over at ikke flere læser noveller i dag, i det hun mente at formen er som skabt til det moderne menneske, kort, koncis og uden omsvøb.
Vild med ord 2016 sluttede for mit vedkommende med endnu to modsætninger, den fysisk og psykisk sprudlende Jens Blendstrup og den mere kontrollerede Lone Aburas. Blendstrup lagde ud med en af sine ulejlighedstekster udført som en samtale med Fru Dåkky, når vi nu befandt os på Dåkker’n, eller Dokk1 som bygningen insisterer på at hedde. Lone Aburas læste op af sin seneste roman, Det kommer til at ske og så talte de veloplagt i næsten 1½ time om fordele og ulemper ved at skrive fiktion, der tilsyneladende ligger så tæt op af ens eget liv, at folk har svært ved at tro at det virkelig er fiktion.
Forlag, boghandlere og andre litterære tiltage var repræsenteret i direkte forbindelse med salene, hvor foredrag mm fandt sted, så festivalen fremstod som et hele.
Arrangørerne har denne gang valgt at lægge festivalen om foråret og ikke i september de tidligere år. Det synes jeg er en god disposition, da det nok er nemmere at få fat i forfatterne, der eller har været mere fokuseret på BogForum i november
Links:
Den århusianske litteraturfestival, Vild med ord, fandt sted i sidste uge, 19.-21. maj, og er kommet for at blive. Den er begyndt at virke ret professionel, der kommer kendte forfattere og debattører, det fysiske program ser tjekket og informativt ud, og der er styr på de mange engagerede frivillige, uden hvem festivalen ikke kunne eksistere. Også det at den nu holdes i Dokk1’s smukke og funktionelle lokaler, gør meget for det professionelle udtryk.
Årets tema var ’modsætninger’, de modsætninger der udgør vor tilværelse; det være sig provinslitteraturen over for parnasset i København; gammelt og nyt, Jane Austen versus stand-up; krig og fred mm.
En rød tråd i arrangementerne var litteraturens forhold til vor krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. Klaus Rothstein havde trodset DSB’s udfordringer med at få landsdelene til at hænge sammen lige denne dag for at tale med Dy Plambeck om soldaten, der er vendt hjem, men er mere psyket over at skulle en tur i Ikea end på patrulje blandt snigskytter (info: det hedder skarpskytter, når det er vore egne; men snigskytter, når det er fjendens). Samtalen gik over temaet ”man kan tage soldaten ud af krigen, men ikke krigen ud af soldaten”. Man skulle tro, at en soldats største ønske er at komme hjem, det tror han måske også selv, men vel hjemme savner han krigen. I modsætning til vort engagement i Balkan-krigene i 1990’erne, tages der i dag også hånd om de psykisk skadede, i det hele taget er der hjemkomstprogrammer - så må man bare håbe, de virker.
Hvad har dette med litteratur at gøre? For nogle år siden efterlyste Klaus Rothstein den nye danske samtidsroman, der i hans øjne burde handle om krigsdeltagelsen. Der er nu kommet en hel række, fx Jeg er en hær af Lars Husum, Mikael af Dy Plambeck og Den første sten af Carsten Jensen.
De diskuterede hvordan og i hvilken rækkefølge de litterære genrer tager krigen til sig. De to første genrer er 1) Digtet, ofte soldatens egne indtryk, i England er der udkommet en antologi med soldaterdigte, interessant men ikke stor litteratur; 2) Krimien er en anden genre, der hurtigt tage krigen til sig, da den udgør baggrunden for et godt plot. Den mere eftertænksomme litteratur kommer senere, fx skrives der stadig mange romaner om 2. Verdenskrig. Men i forhold til de verserende krige mangler vi en Remarque, der har oplevet krigen på egen krop.
Det var en interessant samtale om litteraturen og dens forhold til de emner, der optager samfundet i dag. Klaus Rothstein udgav i 2014 ’Soldatens år – Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur’ (Tiderne skifter), og de luftede nødvendigheden af at lave lignende bøger om både klimakrisen og folkevandringer som resultat af enten krige, forfølgelse eller klimaændringer.
Næste dag blev temaet fulgt op af en samtale mellem filminstruktør Roni Ezra og Britta Timm Knudsen, (Rasmus Tantholdt havde desværre meldt afbud) om Krigen og eftertiden – Fortællingens magt. Jeg havde dog valgt samtidig at høre Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofod og Rasmus Nikolajsen tale om Økofiktionens topografi – Natur, dystopier og klimakatastrofer ud fra deres seneste udgivelser: Den afskyelige af Charlotte Weitze, Nancy af Dennis Gade Kofod og ’Tilbage til unaturen’ af Rasmus Nikolajsen. Her viste det sig, at de ikke var helt klar over at de havde skrevet økofiktion, fx havde Dennis Gade Kofod skrevet en roman i sin sædvanlige bornholmske magiske realisme. Men det er vel sådan, at man indfletter elementer af det, der optager samfundet, og pludselig har man en ny genre.
Ellers oplevede jeg Adda Djørup læse op og tale om novellen som genre. Hun undrede sig bl.a. over at ikke flere læser noveller i dag, i det hun mente at formen er som skabt til det moderne menneske, kort, koncis og uden omsvøb.
Vild med ord 2016 sluttede for mit vedkommende med endnu to modsætninger, den fysisk og psykisk sprudlende Jens Blendstrup og den mere kontrollerede Lone Aburas. Blendstrup lagde ud med en af sine ulejlighedstekster udført som en samtale med Fru Dåkky, når vi nu befandt os på Dåkker’n, eller Dokk1 som bygningen insisterer på at hedde. Lone Aburas læste op af sin seneste roman, Det kommer til at ske og så talte de veloplagt i næsten 1½ time om fordele og ulemper ved at skrive fiktion, der tilsyneladende ligger så tæt op af ens eget liv, at folk har svært ved at tro at det virkelig er fiktion.
Forlag, boghandlere og andre litterære tiltage var repræsenteret i direkte forbindelse med salene, hvor foredrag mm fandt sted, så festivalen fremstod som et hele.
Arrangørerne har denne gang valgt at lægge festivalen om foråret og ikke i september de tidligere år. Det synes jeg er en god disposition, da det nok er nemmere at få fat i forfatterne, der eller har været mere fokuseret på BogForum i november
Links:
Kommentarer