Blog
BogForum 2014
Litteraturside-ambassadør, Louise Faldorf, har skrevet en reportage fra BogForum 2014.
Jeg husker, at jeg sidste år frøs i de store haller. Det er bestemt ikke tilfældet denne lørdag eftermiddag. Her er faktisk ret fugtigt og hedt, især omkring Jussi.
Det tager evigheder at bevæge sig igennem C-hallerne og Mette Holm sidder allerede klar på Rød Scene. Jeg stiller mig i udkanten af menneskeskaren der er stimlet sammen. Det er mest ældre kvinder med friske frisurer og farvestrålende tørklæder.
Jeg har skrevet speciale om netop Haruki Murakami og har høje forventninger til interviewet. Jeg har haft det svært med Mette Holm, siden Kafka on the Shore blev oversat til Kafka på stranden. Helt essentielt for værkets tema, er 'shore', der peger på romanens dobbelthed. Hovedpersonen befinder sig netop i et grænseland mellem ét og noget andet. Et betydningsfuldt clue til læseren, der for evigt er lost in translation. Den japanske titel (Umibe no Kafuka), lader jeg mig fortælle, kan oversættes mere direkte til havet nær Kafka. Jeg stoler ikke på Holms oversættelse og har derfor valgt, altid at læse Jay Rubins engelske versioner.
I programmet står der at jeg kan se frem til ”nye vinkler på tværs af Haruki Murakamis store forfatterskab” og det er i sandhed en lækkerbisken for sådan en som mig. Det overrasker mig at Nikolaj Koppel forestår interviewet, da jeg ikke anede at han er kyndig udi Murakami-reception?
Interviewet forholder sig især til problematikken omkring oversættelsen fra japansk til dansk. Holm involverer publikum i de overvejelser hun har haft i forbindelse med sit arbejde på Den Farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsfærd der udkom 10. oktober. Især fortællestemmen har været diffus og bedragerisk. Holm forklarer hvordan hun begyndelsesvist forsøgte at udrede forskellene imellem de forskellige talende jeg'er og først sent i processen overgiver sig og implanterer forvirringen, som en del af romanens udtryk. Sådanne komplekse narrative konstruktioner, er gennemgående i Murakamis værker og det undrer mig at Holm ikke genkender det straks.
Hvad der er mere interessant er, da Holm fortæller om de forskellige strategier som hvert lands oversætter benytter. Eksempelvis mener hun, at den norske oversætter implementerer humor i højere grad end hun selv. Som inkarneret Murakami-beundrer irriterer det mig, at oversætteren synes at have al for megen kunstnerisk frihed.
Når jeg ikke selv evner at læse Murakami på originalsprog, er det i særdeleshed vigtigt at oversætteren er tro mod værket. Jeg ved, via mine studier, at japansk er et særligt vanskeligt sprog at oversætte. Det hænger sammen med Japans helt unikke kultur, der har tradition for at fokusere på sprogets æstetiske udtryk. Det forstår jeg udmærket er svært at gengive på dansk.
Eksempelvis nævner Holm, at hun indimellem frasorterer lydord, da de ikke på samme måde appellerer til danskerne. Holm argumenterer, at de færreste danskere kender Japan og at hun derfor forholder sig mere til helhedsindtrykket af romanens stemning og stil, end ordret oversættelse. Det er en katastrofe for sådan en som mig, der i mit arbejde har brug for mere Murakami og mindre Holm. Foran mig står to ældre damer. Igennem interviewet vender den ene sig om flere gange og spidser munden i skepsis til sin veninde. Mon de tænker det samme som mig? Den røde kulisse og det skarpe lys blænder mig, så jeg kigger mest ned i mine noter. En almægtig Jussi og Den grænseløse svæver over scenen, der er alt for lav.
Holm fortæller, at hun med jævne mellemrum konsulterer Murakamis egen assistent og at hun også har været i direkte kontakt med forfatteren. Han synes at være ganske fleksibel når det kommer til oversættelserne. Det hænger måske sammen med Murakamis eget arbejde med oversættelser fra engelsk til japansk. Måske han ved, at oversættelsen aldrig kan blive originalen?
Igennem mange års Murakami-studier, er jeg blevet meget bevidst om at alle Murakami-oversættere står overfor samme problemer: At overføre det særligt japanske til andre kulturer. Jeg har muligvis haft for megen tillid til at Rubin kan noget, som Holm ikke kan? (Note: lær japansk).
Jeg aner ikke hvor Forlaget Spring holder til og jeg har kun fem minutter inden Lene Henningsen møder Mai Misfeldt i samtale om Henningsens egen Vi lever et digt – filmiske fragmenter. Interviewet er allerede i gang da jeg endelig når igennem virvaret af tegneserier, selvhjælp, biografier og kogebøger (og hvor er smagsprøverne?).
At se Henningsen er altid en fornøjelse. Hun har en inderlighed over sig og synes altid at tænke hver tanke til ende, inden hun svarer på spørgsmål. Selvom jeg synes, at Misfeldt er en anelse kejtet og publikummet begrænset, så er det interessant at høre Henningsen tale om poesiens paradokser og myten om det enkelte menneske.
Jane, Julie & Jussi
Jeg er nødt til at forlade interviewet i utide, for at nå hen til Litteratursiden inden Dy Plambeck skal tale med Merete Trap om Mikael.
Bosiddende i København, er det vigtigt for mig hvert år at nå omkring Litteratursiden på BogForum. Det er min eneste chance for at sige hej til de mennesker jeg jævnligt emailer med. Litteratursidens lille stand er umiddelbart den hyggeligste jeg har været i. Folk sidder på de små pap-taburetter, quizzer og snakker litteratur med munden fuld af bolsjer. Jeg sludrer med Jane og Julie om Jussi, Mikael og akustikken. Da Dy går på scenen har jeg præsentationen af Herbjørg Wassmo i det ene øre og Alle tiders Ghita i det andet. Mikrofonerne justeres og endelig kan vi høre Dy tale om den stille, store kærlighed, der kan overdøve krig.
BogForum bliver aldrig den hyggelig hule af poesi jeg gerne så. Her er al for meget fokus på kommercielle bøger og ikke nær nok litteratur. Jeg synes alligevel, at det er en af efterårets helt fine dage.
Litteraturside-ambassadør, Louise Faldorf, har skrevet en reportage fra BogForum 2014.
Jeg husker, at jeg sidste år frøs i de store haller. Det er bestemt ikke tilfældet denne lørdag eftermiddag. Her er faktisk ret fugtigt og hedt, især omkring Jussi.
Det tager evigheder at bevæge sig igennem C-hallerne og Mette Holm sidder allerede klar på Rød Scene. Jeg stiller mig i udkanten af menneskeskaren der er stimlet sammen. Det er mest ældre kvinder med friske frisurer og farvestrålende tørklæder.
Jeg har skrevet speciale om netop Haruki Murakami og har høje forventninger til interviewet. Jeg har haft det svært med Mette Holm, siden Kafka on the Shore blev oversat til Kafka på stranden. Helt essentielt for værkets tema, er 'shore', der peger på romanens dobbelthed. Hovedpersonen befinder sig netop i et grænseland mellem ét og noget andet. Et betydningsfuldt clue til læseren, der for evigt er lost in translation. Den japanske titel (Umibe no Kafuka), lader jeg mig fortælle, kan oversættes mere direkte til havet nær Kafka. Jeg stoler ikke på Holms oversættelse og har derfor valgt, altid at læse Jay Rubins engelske versioner.
I programmet står der at jeg kan se frem til ”nye vinkler på tværs af Haruki Murakamis store forfatterskab” og det er i sandhed en lækkerbisken for sådan en som mig. Det overrasker mig at Nikolaj Koppel forestår interviewet, da jeg ikke anede at han er kyndig udi Murakami-reception?
Interviewet forholder sig især til problematikken omkring oversættelsen fra japansk til dansk. Holm involverer publikum i de overvejelser hun har haft i forbindelse med sit arbejde på Den Farveløse Tsukuru Tazakis Pilgrimsfærd der udkom 10. oktober. Især fortællestemmen har været diffus og bedragerisk. Holm forklarer hvordan hun begyndelsesvist forsøgte at udrede forskellene imellem de forskellige talende jeg'er og først sent i processen overgiver sig og implanterer forvirringen, som en del af romanens udtryk. Sådanne komplekse narrative konstruktioner, er gennemgående i Murakamis værker og det undrer mig at Holm ikke genkender det straks.
Hvad der er mere interessant er, da Holm fortæller om de forskellige strategier som hvert lands oversætter benytter. Eksempelvis mener hun, at den norske oversætter implementerer humor i højere grad end hun selv. Som inkarneret Murakami-beundrer irriterer det mig, at oversætteren synes at have al for megen kunstnerisk frihed.
Når jeg ikke selv evner at læse Murakami på originalsprog, er det i særdeleshed vigtigt at oversætteren er tro mod værket. Jeg ved, via mine studier, at japansk er et særligt vanskeligt sprog at oversætte. Det hænger sammen med Japans helt unikke kultur, der har tradition for at fokusere på sprogets æstetiske udtryk. Det forstår jeg udmærket er svært at gengive på dansk.
Eksempelvis nævner Holm, at hun indimellem frasorterer lydord, da de ikke på samme måde appellerer til danskerne. Holm argumenterer, at de færreste danskere kender Japan og at hun derfor forholder sig mere til helhedsindtrykket af romanens stemning og stil, end ordret oversættelse. Det er en katastrofe for sådan en som mig, der i mit arbejde har brug for mere Murakami og mindre Holm. Foran mig står to ældre damer. Igennem interviewet vender den ene sig om flere gange og spidser munden i skepsis til sin veninde. Mon de tænker det samme som mig? Den røde kulisse og det skarpe lys blænder mig, så jeg kigger mest ned i mine noter. En almægtig Jussi og Den grænseløse svæver over scenen, der er alt for lav.
Holm fortæller, at hun med jævne mellemrum konsulterer Murakamis egen assistent og at hun også har været i direkte kontakt med forfatteren. Han synes at være ganske fleksibel når det kommer til oversættelserne. Det hænger måske sammen med Murakamis eget arbejde med oversættelser fra engelsk til japansk. Måske han ved, at oversættelsen aldrig kan blive originalen?
Igennem mange års Murakami-studier, er jeg blevet meget bevidst om at alle Murakami-oversættere står overfor samme problemer: At overføre det særligt japanske til andre kulturer. Jeg har muligvis haft for megen tillid til at Rubin kan noget, som Holm ikke kan? (Note: lær japansk).
Jeg aner ikke hvor Forlaget Spring holder til og jeg har kun fem minutter inden Lene Henningsen møder Mai Misfeldt i samtale om Henningsens egen Vi lever et digt – filmiske fragmenter. Interviewet er allerede i gang da jeg endelig når igennem virvaret af tegneserier, selvhjælp, biografier og kogebøger (og hvor er smagsprøverne?).
At se Henningsen er altid en fornøjelse. Hun har en inderlighed over sig og synes altid at tænke hver tanke til ende, inden hun svarer på spørgsmål. Selvom jeg synes, at Misfeldt er en anelse kejtet og publikummet begrænset, så er det interessant at høre Henningsen tale om poesiens paradokser og myten om det enkelte menneske.
Jane, Julie & Jussi
Jeg er nødt til at forlade interviewet i utide, for at nå hen til Litteratursiden inden Dy Plambeck skal tale med Merete Trap om Mikael.
Bosiddende i København, er det vigtigt for mig hvert år at nå omkring Litteratursiden på BogForum. Det er min eneste chance for at sige hej til de mennesker jeg jævnligt emailer med. Litteratursidens lille stand er umiddelbart den hyggeligste jeg har været i. Folk sidder på de små pap-taburetter, quizzer og snakker litteratur med munden fuld af bolsjer. Jeg sludrer med Jane og Julie om Jussi, Mikael og akustikken. Da Dy går på scenen har jeg præsentationen af Herbjørg Wassmo i det ene øre og Alle tiders Ghita i det andet. Mikrofonerne justeres og endelig kan vi høre Dy tale om den stille, store kærlighed, der kan overdøve krig.
BogForum bliver aldrig den hyggelig hule af poesi jeg gerne så. Her er al for meget fokus på kommercielle bøger og ikke nær nok litteratur. Jeg synes alligevel, at det er en af efterårets helt fine dage.
Kommentarer