Blog
2500 ÅRS ERFARING (OG DA VIRKELIGHEDEN OVERHALEDE MIG INDENOM)
DA VIRKELIGHEDEN OVERHALEDE MIG INDENOM...
For et par uger siden skrev jeg dette blogindlæg, som jeg havde til hensigt at dele med jer på Litteratursiden. Men indimellem fortabes man i hverdagen og virkeligheden overhalede mig indenom.
-------------------------
2500 ÅRS ERFARING
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens dimensionering af uddannelserne vil de kommende år koste Københavns Universitet 65 millioner kroner. De humanistiske uddannelser rammes hårdest og værst går det ud over de æstetiske fags kandidatuddannelser, hvor 147 ud af 460 KU-studiepladser nedlægges. Det omfatter fagene teater -, litteratur-, film- og medievidenskab, kunsthistorie, visuel kultur og moderne kultur og kulturformidling.
Humanvidenskabernes store tænkere har bygget nationer i 2500 år: Udviklet den demokratiske tanke, menneskets moraltænkning og de ideologier hvorpå vores samfund bygger. Blandt andre Platon, Aristoteles, Sokrates, Kierkegaard og Nietzsche har været altafgørende for udviklingen af økonomisk, politisk og æstetisk filosofi, som vi i dag anser som fundament for dannelsen af det moderne menneske og den danske velfærdsstat. Disse filosofier har udviklet tanken om mennesket som kulturvæsen, der forholder sig til sin egen historie: Vores selvforståelse – og bevidsthed, sprog, værdier, normer samt de kulturinstitutioner og forestillingsfællesskaber der er så vigtige for vores samfund.
Den moderne humanist har lært at tilegne sig viden hurtigt og selvstændigt; Vi er dygtige analytikere og har alle et ekstremt grundigt kendskab til klassisk og moderne kulturhistorie, menneskets bevidsthedsudvikling, samt videnskabelig metode og teori. Vi er kreative og omstillingsparate æstetikere, der er vant til at indgå i tværfaglige samarbejder af høj kompleksitet. Vores fornemmeste opgave er refleksion. Der er humanister i Dansk Sprognævn, tænketanken MandagMorgen og Etisk Råd. Hos Lego og Novo Nordisk. Vi humanister findes på forlag, biblioteker, i NGO'er og arkiver.
Kandidater fra humaniora har traditionelt arbejdet ved undervisnings- og forskningsinstitutioner, kommuner, ministerier, organisationer og i kultursektoren, men findes i stigende grad også på det private arbejdsmarked: I pressen, som iværksættere, ved medieindustrien, hos konsulentvirksomheder og i den oplevelsesøkonomiske branche. Her varetager vi opgaver inden for formidling, sprog, kommunikation, ledelse, projektstyring, undervisning, koordination, kulturtræning, fundraising og konsulentvirksomhed.
Gottlieb Duttweiler-Instituttet (GDI), en schweizisk tænketank, har lavet en liste med navne på 100 førende, globale tænkere (2013). På listen findes økonomer, psykologer, forfattere, fysikere, antropologer, informationsforskere, biologer, teologer, læger osv. Bemærkelsesværdigt er det, at tre ud af de første fem navne på listen, er filosoffer.
Det er de humanistiske fag der, sammen med samfundsvidenskabelige fag som antropologi, understøtter de udøvende fag igennem vidensdeling. De humanistiske fag står således stadig som fundament for samfundets evne til udvikling og vidensdeling. Det er humanisten der skriver historien om danmark: Den historie vi fortæller om os selv og dermed vores identitet.
Vi, som humanister, skal naturligvis blive endnu bedre til at oplyse om hvad vi kan og omsætte vores viden til praktiske kompetencer. Det sker faktisk allerede i form af projektsamarbejder mellem universiteterne og erhvervslivet, praktikordninger og karriereworkshops. Men arbejdsmarkedet må også komme os i møde og blive mere opmærksomme på humanistens nytteværdi. Globalisering øger behovet for interaktion med verden omkring os. Udenlandske og danske virksomheder får brug for kandidater fra de humanistiske uddannelser, herunder dimittender fra sprogfag som eksempelvis tysk og kinesisk. Blandt andet fordi interessen for dansk film, litteratur, design, kunst, grøn energi, landbrug og forskning er større end nogensinde før.
KONSEKVENSER (PL.)
Tilsyneladende er regeringens plan aldrig blevet drøftet med fagmiljøerne på universiteterne og som Svend Skriver, lektor ved Københavns Universitet påpeger, så nægter uddannelsesministeren at forholde sig til at der er blevet anvendt forældede tal som baggrund for disse beslutninger. Derudover har Uddannelsesministeriet brugt dimittendledigheden mellem 4. og 7. kvartal som udgangspunkt for planen. Det tegner ikke et fyldestgørende billede af den færdiguddannede humanist. Dansk Magisterforenings formand, Ingrid Stage, påpeger at mange kandidater er ledige både 1. og 2. år efter endt uddannelse, ”Men efter tre år er de færdige med deres midlertidige ansættelser, løntilskudsjob og efteruddannelser, og så får de næsten alle sammen job”. Ledigheden, for eksempelvis fremmedsprogsfagene, er generelt lav, men dimittendarbejdsløsheden kan give indtryk af at disse kandidater aldrig kommer i job inden for deres felt.
Når pladserne på kandidatuddannelserne bliver færre, betyder det også at der ikke længere er plads til udvekslingsstuderende. Tilsvarende kan Danmark ikke sende egne studerende til udlandet. Danske arbejdsgivere efterlyser allerede nu kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men forsvindende få veluddannede udlændinge vælger Danmark når de skal gøre karriere.
Selvom det sjældent er lykkedes nogen at forudsige arbejdsmarkedets behov, virker diverse politikere særdeles skråsikre, når de udtaler sig om hvilke uddannelser vi får brug for i de kommende årtier. Én ting er alle sikre på: Vi kommer i stigende grad til at skulle interagere med det internationale samfund, herunder de 'nye', blomstrende økonomier, som eksempelvis Kina, som bliver altafgørende for vores evne til at konkurrere. Så er det heldigt at vi kommer med en solid grundforståelse for både det kinesiske sprog og kultur....eller...nåh nej!
Når vi i fremtiden ikke kan tilbyde udenlandske studerende at komme til landet og heller ikke har muligheden for at sende vores egne ud i verden, så hæmmer det vores evne til samarbejde fremover. Hvis vi tilmed antager at der ikke bliver behov for kulturkonsulenter, kommunikationsmedarbejdere, tolke og oversættere, tegner fremtiden sig overordentlig vanskelig.
----------------------------
DA VIRKELIGHEDEN OVERHALEDE MIG INDENOM...
Tidligere på ugen kom nyheden om at dimensioneringsplanen igen bliver ændret. Uddannelsesinstitutionerne får lov til, i samarbejde med uddannelsesministeriet, at kigge nærmere på spareplanen. Bortskæringen af studiepladser skal spredes ud over flere fag, også til kandidatuddannelserne. Derudover forlænges tidsrammen for reformen frem til 2018-20. Missionen, og dermed problematikken, er dog stadig den samme: ”Omflytningen skal ske under hensyntagen til dimensioneringens klare målsætning om ikke at uddanne til arbejdsløshed”.
Humaniora havde til udsigt at miste cirka 1.100 studiepladser i 2015. ”Med det nye grundlag står vi til at skulle fjerne godt 150 i 2015. (…) Det forekommer stadig at være ude af proportioner i forhold til hensigten om at geare kandidatproduktionen til arbejdsmarkedets behov, og det er heller ikke oplagt at man allerede nu kan fastlægge det hensigtsmæssige reduktionsomfang fire-seks år frem i tiden”, skriver dekan Ulf Hedetoft.
Om tre år skal planen igen vurderes og mon ikke samme kritik vil gøre sig gældende i 2018?
DA VIRKELIGHEDEN OVERHALEDE MIG INDENOM...
For et par uger siden skrev jeg dette blogindlæg, som jeg havde til hensigt at dele med jer på Litteratursiden. Men indimellem fortabes man i hverdagen og virkeligheden overhalede mig indenom.
-------------------------
2500 ÅRS ERFARING
Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens dimensionering af uddannelserne vil de kommende år koste Københavns Universitet 65 millioner kroner. De humanistiske uddannelser rammes hårdest og værst går det ud over de æstetiske fags kandidatuddannelser, hvor 147 ud af 460 KU-studiepladser nedlægges. Det omfatter fagene teater -, litteratur-, film- og medievidenskab, kunsthistorie, visuel kultur og moderne kultur og kulturformidling.
Humanvidenskabernes store tænkere har bygget nationer i 2500 år: Udviklet den demokratiske tanke, menneskets moraltænkning og de ideologier hvorpå vores samfund bygger. Blandt andre Platon, Aristoteles, Sokrates, Kierkegaard og Nietzsche har været altafgørende for udviklingen af økonomisk, politisk og æstetisk filosofi, som vi i dag anser som fundament for dannelsen af det moderne menneske og den danske velfærdsstat. Disse filosofier har udviklet tanken om mennesket som kulturvæsen, der forholder sig til sin egen historie: Vores selvforståelse – og bevidsthed, sprog, værdier, normer samt de kulturinstitutioner og forestillingsfællesskaber der er så vigtige for vores samfund.
Den moderne humanist har lært at tilegne sig viden hurtigt og selvstændigt; Vi er dygtige analytikere og har alle et ekstremt grundigt kendskab til klassisk og moderne kulturhistorie, menneskets bevidsthedsudvikling, samt videnskabelig metode og teori. Vi er kreative og omstillingsparate æstetikere, der er vant til at indgå i tværfaglige samarbejder af høj kompleksitet. Vores fornemmeste opgave er refleksion. Der er humanister i Dansk Sprognævn, tænketanken MandagMorgen og Etisk Råd. Hos Lego og Novo Nordisk. Vi humanister findes på forlag, biblioteker, i NGO'er og arkiver.
Kandidater fra humaniora har traditionelt arbejdet ved undervisnings- og forskningsinstitutioner, kommuner, ministerier, organisationer og i kultursektoren, men findes i stigende grad også på det private arbejdsmarked: I pressen, som iværksættere, ved medieindustrien, hos konsulentvirksomheder og i den oplevelsesøkonomiske branche. Her varetager vi opgaver inden for formidling, sprog, kommunikation, ledelse, projektstyring, undervisning, koordination, kulturtræning, fundraising og konsulentvirksomhed.
Gottlieb Duttweiler-Instituttet (GDI), en schweizisk tænketank, har lavet en liste med navne på 100 førende, globale tænkere (2013). På listen findes økonomer, psykologer, forfattere, fysikere, antropologer, informationsforskere, biologer, teologer, læger osv. Bemærkelsesværdigt er det, at tre ud af de første fem navne på listen, er filosoffer.
Det er de humanistiske fag der, sammen med samfundsvidenskabelige fag som antropologi, understøtter de udøvende fag igennem vidensdeling. De humanistiske fag står således stadig som fundament for samfundets evne til udvikling og vidensdeling. Det er humanisten der skriver historien om danmark: Den historie vi fortæller om os selv og dermed vores identitet.
Vi, som humanister, skal naturligvis blive endnu bedre til at oplyse om hvad vi kan og omsætte vores viden til praktiske kompetencer. Det sker faktisk allerede i form af projektsamarbejder mellem universiteterne og erhvervslivet, praktikordninger og karriereworkshops. Men arbejdsmarkedet må også komme os i møde og blive mere opmærksomme på humanistens nytteværdi. Globalisering øger behovet for interaktion med verden omkring os. Udenlandske og danske virksomheder får brug for kandidater fra de humanistiske uddannelser, herunder dimittender fra sprogfag som eksempelvis tysk og kinesisk. Blandt andet fordi interessen for dansk film, litteratur, design, kunst, grøn energi, landbrug og forskning er større end nogensinde før.
KONSEKVENSER (PL.)
Tilsyneladende er regeringens plan aldrig blevet drøftet med fagmiljøerne på universiteterne og som Svend Skriver, lektor ved Københavns Universitet påpeger, så nægter uddannelsesministeren at forholde sig til at der er blevet anvendt forældede tal som baggrund for disse beslutninger. Derudover har Uddannelsesministeriet brugt dimittendledigheden mellem 4. og 7. kvartal som udgangspunkt for planen. Det tegner ikke et fyldestgørende billede af den færdiguddannede humanist. Dansk Magisterforenings formand, Ingrid Stage, påpeger at mange kandidater er ledige både 1. og 2. år efter endt uddannelse, ”Men efter tre år er de færdige med deres midlertidige ansættelser, løntilskudsjob og efteruddannelser, og så får de næsten alle sammen job”. Ledigheden, for eksempelvis fremmedsprogsfagene, er generelt lav, men dimittendarbejdsløsheden kan give indtryk af at disse kandidater aldrig kommer i job inden for deres felt.
Når pladserne på kandidatuddannelserne bliver færre, betyder det også at der ikke længere er plads til udvekslingsstuderende. Tilsvarende kan Danmark ikke sende egne studerende til udlandet. Danske arbejdsgivere efterlyser allerede nu kvalificeret arbejdskraft fra udlandet, men forsvindende få veluddannede udlændinge vælger Danmark når de skal gøre karriere.
Selvom det sjældent er lykkedes nogen at forudsige arbejdsmarkedets behov, virker diverse politikere særdeles skråsikre, når de udtaler sig om hvilke uddannelser vi får brug for i de kommende årtier. Én ting er alle sikre på: Vi kommer i stigende grad til at skulle interagere med det internationale samfund, herunder de 'nye', blomstrende økonomier, som eksempelvis Kina, som bliver altafgørende for vores evne til at konkurrere. Så er det heldigt at vi kommer med en solid grundforståelse for både det kinesiske sprog og kultur....eller...nåh nej!
Når vi i fremtiden ikke kan tilbyde udenlandske studerende at komme til landet og heller ikke har muligheden for at sende vores egne ud i verden, så hæmmer det vores evne til samarbejde fremover. Hvis vi tilmed antager at der ikke bliver behov for kulturkonsulenter, kommunikationsmedarbejdere, tolke og oversættere, tegner fremtiden sig overordentlig vanskelig.
----------------------------
DA VIRKELIGHEDEN OVERHALEDE MIG INDENOM...
Tidligere på ugen kom nyheden om at dimensioneringsplanen igen bliver ændret. Uddannelsesinstitutionerne får lov til, i samarbejde med uddannelsesministeriet, at kigge nærmere på spareplanen. Bortskæringen af studiepladser skal spredes ud over flere fag, også til kandidatuddannelserne. Derudover forlænges tidsrammen for reformen frem til 2018-20. Missionen, og dermed problematikken, er dog stadig den samme: ”Omflytningen skal ske under hensyntagen til dimensioneringens klare målsætning om ikke at uddanne til arbejdsløshed”.
Humaniora havde til udsigt at miste cirka 1.100 studiepladser i 2015. ”Med det nye grundlag står vi til at skulle fjerne godt 150 i 2015. (…) Det forekommer stadig at være ude af proportioner i forhold til hensigten om at geare kandidatproduktionen til arbejdsmarkedets behov, og det er heller ikke oplagt at man allerede nu kan fastlægge det hensigtsmæssige reduktionsomfang fire-seks år frem i tiden”, skriver dekan Ulf Hedetoft.
Om tre år skal planen igen vurderes og mon ikke samme kritik vil gøre sig gældende i 2018?
Kommentarer