Blog
Vi formes af de bøger vi læser
Fiktionens karakterer giver os både større indsigt i andre menneskers reaktioner og er med til at skabe rammerne for, hvordan vi fortæller vores egen livshistorie.
Det er med god grund at lægestuderende i Aarhus nu skal til at læse skønlitteratur for bedre at forstå samspillet mellem patienter og læger, for i mødet med fiktive personer får vi større indsigt i livet. Tanken bag det nye initiativ er, at fiktionen skal sætte tanker og diskussioner i gang hos de studerende og give dem en dybere forståelse af menneskelige reaktioner og relationer.
Set i det perspektiv vil jeg mene, at Morten Brasks kommende roman, En pige og en dreng, som jeg netop har læst og blev meget berørt af, vil være guld værd for lægestuderende. Romanen foregår bl.a. på en afdeling for for-tidligt fødte børn og viser reaktionen hos forældrene. Gennem det på en gang smukke og nøgterne sprog får romanen os til at mærke smerte og sorg, så vi mærker den både kropsligt og kognitivt på en måde, som faglitteraturen slet ikke er i stand til!
Fiktion kan påvirke ens livshistorie
Ud over at læseoplevelser giver os større indsigt i andre mennesker, giver den os også mulighed for at afprøve nye tanker og måder at udleve vores eget liv på, inden vi måske realiserer dem i virkeligheden. Jeg mener også, at fiktionen af og til viser os, hvem vi kunne have været, hvis vi ikke tilfældigvis havde mødt en bestemt person eller hvis vi havde valgt anderledes på et tidspunkt i livet. Dermed kan mødet med personer fra fiktionen også være med til at skabe rammerne for, hvordan vi fortæller vores egen såkaldte livshistorie.
Ifølge forskeren Dorthe Kirkegaard Thomsen i Livshistorien kan måden vi vælger at fortælle vores egen historie påvirkes af skønlitteraturen, eftersom også fiktive personer viser os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Vi former vores livshistorie på baggrund af vores erindringer, og fiktive karakterer indgår i erindringen. Vores livshistorie afspejler vores værdier, og det interessante er, hvad vi betoner, når vi fortæller vores livshistorie til andre og hvad vi undgår at fortælle.
Indsigten større når man deler læseoplevelser
Fortællingen af ens livshistorie rækker ikke kun bagud, men også fremad og er med til at forme vores selvforståelse fremover. Dermed kan man sige at læseoplevelser ikke blot er med til at forme hvem vi er, men også hvem vi kan blive.
Jeg tror så især, at det er når vi deler læseoplevelser, og går i dialog med andre om det vi læser, fiktionen kan være med til at styrke ens selvrefleksion og indsigt i livet og være med til at forme vores kommende valg i livet. Når læseoplevelser deles i f.eks. læseklubber og i netværk på de sociale medier opstår et fællesskab, hvor vi kan tale med andre om de tanker og følelser, læsningen vækker i os. Vi erindrer bedre den litteratur, som vi har diskuteret med andre, og derfor bliver de fiktive karakterer, som vi har diskuteret med andre i højere grad en del af ens livshistorie, både i måden vi fortæller den på og i forhold at sætte spor i ens fremtidige livshistorie.
Så jeg vil håbe at de lægestuderende ikke blot læser skønlitteratur, men at de deler deres læseoplevelser med andre, så læseoplevelsen kan bide fast hos dem og få betydning i deres virke som læger.
Fiktionens karakterer giver os både større indsigt i andre menneskers reaktioner og er med til at skabe rammerne for, hvordan vi fortæller vores egen livshistorie.
Det er med god grund at lægestuderende i Aarhus nu skal til at læse skønlitteratur for bedre at forstå samspillet mellem patienter og læger, for i mødet med fiktive personer får vi større indsigt i livet. Tanken bag det nye initiativ er, at fiktionen skal sætte tanker og diskussioner i gang hos de studerende og give dem en dybere forståelse af menneskelige reaktioner og relationer.
Set i det perspektiv vil jeg mene, at Morten Brasks kommende roman, En pige og en dreng, som jeg netop har læst og blev meget berørt af, vil være guld værd for lægestuderende. Romanen foregår bl.a. på en afdeling for for-tidligt fødte børn og viser reaktionen hos forældrene. Gennem det på en gang smukke og nøgterne sprog får romanen os til at mærke smerte og sorg, så vi mærker den både kropsligt og kognitivt på en måde, som faglitteraturen slet ikke er i stand til!
Fiktion kan påvirke ens livshistorie
Ud over at læseoplevelser giver os større indsigt i andre mennesker, giver den os også mulighed for at afprøve nye tanker og måder at udleve vores eget liv på, inden vi måske realiserer dem i virkeligheden. Jeg mener også, at fiktionen af og til viser os, hvem vi kunne have været, hvis vi ikke tilfældigvis havde mødt en bestemt person eller hvis vi havde valgt anderledes på et tidspunkt i livet. Dermed kan mødet med personer fra fiktionen også være med til at skabe rammerne for, hvordan vi fortæller vores egen såkaldte livshistorie.
Ifølge forskeren Dorthe Kirkegaard Thomsen i Livshistorien kan måden vi vælger at fortælle vores egen historie påvirkes af skønlitteraturen, eftersom også fiktive personer viser os noget om, hvad det vil sige at være menneske. Vi former vores livshistorie på baggrund af vores erindringer, og fiktive karakterer indgår i erindringen. Vores livshistorie afspejler vores værdier, og det interessante er, hvad vi betoner, når vi fortæller vores livshistorie til andre og hvad vi undgår at fortælle.
Indsigten større når man deler læseoplevelser
Fortællingen af ens livshistorie rækker ikke kun bagud, men også fremad og er med til at forme vores selvforståelse fremover. Dermed kan man sige at læseoplevelser ikke blot er med til at forme hvem vi er, men også hvem vi kan blive.
Jeg tror så især, at det er når vi deler læseoplevelser, og går i dialog med andre om det vi læser, fiktionen kan være med til at styrke ens selvrefleksion og indsigt i livet og være med til at forme vores kommende valg i livet. Når læseoplevelser deles i f.eks. læseklubber og i netværk på de sociale medier opstår et fællesskab, hvor vi kan tale med andre om de tanker og følelser, læsningen vækker i os. Vi erindrer bedre den litteratur, som vi har diskuteret med andre, og derfor bliver de fiktive karakterer, som vi har diskuteret med andre i højere grad en del af ens livshistorie, både i måden vi fortæller den på og i forhold at sætte spor i ens fremtidige livshistorie.
Så jeg vil håbe at de lægestuderende ikke blot læser skønlitteratur, men at de deler deres læseoplevelser med andre, så læseoplevelsen kan bide fast hos dem og få betydning i deres virke som læger.
Kommentarer