Blog
Manden bag myten
Myten om Murakami som sky og indelukket blev gjort til skamme, da han optrådte på Møn forleden.
Det var både med stor forventning og en smule bekymring jeg tidligt søndag morgen satte mig i toget mod Møn for at møde min yndlingsforfatter, Haruki Murakami. Siden jeg for over syv år siden læste den lille perle, Sønden for grænsen, vesten for solen, har jeg været vildt fascineret af forfatterskabet. Jeg overvejede for en stund om det ville blive en skuffelse at møde forfatteren, som efter sigende skulle være meget sky. Men mødet blev ikke en skuffelse! For Murakami er som sine bøger: på samme tid mystisk, intens og enkel, grænsende til det naive. En fascinerende cocktail af lethed, visdom og mystik. Den særlige mystik forstærkes af han ikke intellektualiserer eller analyserer. Svaret på hvordan han kan se om en roman er færdig, er blot: “It is like sex, you know when it is finnish”.
Murakami blev interviewet af en veloplagt Kim Skotte, som rettede fokus mod den indledende scene i Trækopfuglens krønike, hvor en mand står og koger spaghetti. Og det er netop der, det hele starter, fortæller Murakami til det opmærksomme publikum. Han ser et billede, en scene, han kender tid og sted, han ved intet mere. Han har aldrig en skitse over en roman, inden han går i gang, og han ved ikke hvordan den skal slutte. Han har følelsen af at modtage historien frem for at finde på den og kalder sig selv en observatør. ”Jeg kan bedst lide at skildre helt almindelige mennesker, som udsættes for usædvanlige begivenheder”, siger han med et stort smil.
Det er altid hans egen virkelighed, han udforsker i skriveprocessen, og derfor researcher han aldrig. ”Jeg har aldrig lært at skrive”, pointerer Murakami. Han lærte at skrive fra musikken, fra jazzen mere præcist. ”Det gælder om at holde rytmen”. Og de følelser han beskriver, skal han kende fra sin egen krop, måske fra drømme. Han fortæller f.eks. at han aldrig har oplevet at være jaloux, men kender følelsen fra en drøm, hvor han var vanvittig jaloux, og den følelse bruger han når han skal beskrive jalousi.
Murakami fortæller at når han skriver, går han til de mørke områder i bevidstheden for at finde sine historier. ”Der er mørkt, men når man på et tidspunkt har vænnet sig til mørket, kan man begynde at se skikkelser”, siger han. Og dernede i den mørke kælder, beskriver han hvad han ser og det er den kollektive erindring, som man arver fra sine forældre.
Murakami understeger at der altid skal være noget mystisk og uforklarligt fra start til slut i hans bøger. Og det må man sige, at der er i Murakamis romaner, ikke mindst i Kafka på stranden – min yndlingsbog i forfatterskabet. Tænk bare på den stærke scene i starten af romanen, hvor en hel skoleklasse falder bevidstløse om på en mark. ”Hvad skete der med de børn” tænker man stadig, når sidste side er vendt. Her repræsenterer børnene nok den kollektive erindring, Murakami taler om, krigserindringen, traumet om 2. verdenskrig som sidder i den japanske bevidsthed den dag i dag.
Da Kim Skotte spørger til betydningen af de to parallelhistorier, som kendetegner flere bøger, bl.a. Kafka på stranden, lyser Murakamis ansigt op i et anerkendende smil: "that's a good question". Murakami er nemlig fascineret af at to spor, der intet har med hinanden at gøre, pludselig kan mødes. Og i det skæringspunkt hvor den ene historie pludselig møder hinanden oplever vi tilfældets magiske kraft - en form som gør at det hele med ét hænger sammen, det store mysterium. Den rene tilfældighed og dog sammenhæng. De parallelle spor har været mulige siden Murakami skiftede stemme fra førsteperson til tredjeperson. Hvor han tidligere kun kunne være en person gav den nye fortællestil mulighed for flere stemmer i fortællingen. Hans nye bog, 1Q84, som foreløbig er en trilogi, er udelukkende fortalt i tredjeperson.
Skottes spørgsmål til dualismen i forfatterskabet blev først fejet væk med et smil og en armbevægelse, men Murakami siger så, efter en kort pause, at den vestlige dualistiske tankegang, hvor vi skelner mellem det naturlige og det overnaturlige, ikke ses på samme måde i Asien. Hvad vi i vesten kalder overnaturlige hændelser, betragtes i Asien som ligeså almindelige som hverdagsbegivenheder.
Samtidig siger Murakami, mens han kigger ud over publikum, ”verden er blevet mere og mere kaotisk” , ikke mindst efter 11. september, og derfor er folk kommet i tvivl om hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt. Han mener derfor at hans bøger ikke længere virker så uvirkelige på os i vesten, og tror det er grunden til at han læses af flere og flere mennesker i alle aldre over hele verden.
Det er måske ret enkelt det Murakami vil fortælle os. I hvert fald da han i lørdags blev bedt om at give den vestlige civilisation et godt råd, og han holdt en pause, kiggede ned og sagde ”Go to bed early”! Et svar som ikke er helt tosset, når man ved manden går i seng kl. 9 og står op kl. 4 hver morgen, skriver i fire timer, hvorefter han løber og dernæst oversætter.
At Murakami ikke er uden humor viste han gang på gang denne søndag eftermiddag til "Verdenslitteratur på Møn". Til et af de mange spørgsmål fra publikum svarede han med en meget sød historie. Spørgsmålet gik på hvorvidt hans to første bøger vil blive oversat. Han fortæller så at hans løbetid som maratonløber bliver dårligere og dårligere, jo ældre han bliver, men han mener selv, at han bliver en bedre forfatter og er ikke så begejstret for sine første to bøger, som han ikke vil have udgivet uden for Japan. Han fortæller så med et smil på læben, at han for nylig mødte en smuk kvinde i toget, som siger til ham at hans første to bøger er fantastiske, ”Life is good”, tænker Murakami. Men så siger hun ”you get worse”! ”Life is hard” tænker Murakami, men episoden fik ham alligevel til at overveje om han skulle lade sine to første romaner oversætte. Med dette håb kunne det engagerede publikum på Møn drage hjemad. Og jeg kunne tage toget hjem til Århus, beriget af mødet med mystiske Murakami.
Myten om Murakami som sky og indelukket blev gjort til skamme, da han optrådte på Møn forleden.
Det var både med stor forventning og en smule bekymring jeg tidligt søndag morgen satte mig i toget mod Møn for at møde min yndlingsforfatter, Haruki Murakami. Siden jeg for over syv år siden læste den lille perle, Sønden for grænsen, vesten for solen, har jeg været vildt fascineret af forfatterskabet. Jeg overvejede for en stund om det ville blive en skuffelse at møde forfatteren, som efter sigende skulle være meget sky. Men mødet blev ikke en skuffelse! For Murakami er som sine bøger: på samme tid mystisk, intens og enkel, grænsende til det naive. En fascinerende cocktail af lethed, visdom og mystik. Den særlige mystik forstærkes af han ikke intellektualiserer eller analyserer. Svaret på hvordan han kan se om en roman er færdig, er blot: “It is like sex, you know when it is finnish”.
Murakami blev interviewet af en veloplagt Kim Skotte, som rettede fokus mod den indledende scene i Trækopfuglens krønike, hvor en mand står og koger spaghetti. Og det er netop der, det hele starter, fortæller Murakami til det opmærksomme publikum. Han ser et billede, en scene, han kender tid og sted, han ved intet mere. Han har aldrig en skitse over en roman, inden han går i gang, og han ved ikke hvordan den skal slutte. Han har følelsen af at modtage historien frem for at finde på den og kalder sig selv en observatør. ”Jeg kan bedst lide at skildre helt almindelige mennesker, som udsættes for usædvanlige begivenheder”, siger han med et stort smil.
Det er altid hans egen virkelighed, han udforsker i skriveprocessen, og derfor researcher han aldrig. ”Jeg har aldrig lært at skrive”, pointerer Murakami. Han lærte at skrive fra musikken, fra jazzen mere præcist. ”Det gælder om at holde rytmen”. Og de følelser han beskriver, skal han kende fra sin egen krop, måske fra drømme. Han fortæller f.eks. at han aldrig har oplevet at være jaloux, men kender følelsen fra en drøm, hvor han var vanvittig jaloux, og den følelse bruger han når han skal beskrive jalousi.
Murakami fortæller at når han skriver, går han til de mørke områder i bevidstheden for at finde sine historier. ”Der er mørkt, men når man på et tidspunkt har vænnet sig til mørket, kan man begynde at se skikkelser”, siger han. Og dernede i den mørke kælder, beskriver han hvad han ser og det er den kollektive erindring, som man arver fra sine forældre.
Murakami understeger at der altid skal være noget mystisk og uforklarligt fra start til slut i hans bøger. Og det må man sige, at der er i Murakamis romaner, ikke mindst i Kafka på stranden – min yndlingsbog i forfatterskabet. Tænk bare på den stærke scene i starten af romanen, hvor en hel skoleklasse falder bevidstløse om på en mark. ”Hvad skete der med de børn” tænker man stadig, når sidste side er vendt. Her repræsenterer børnene nok den kollektive erindring, Murakami taler om, krigserindringen, traumet om 2. verdenskrig som sidder i den japanske bevidsthed den dag i dag.
Da Kim Skotte spørger til betydningen af de to parallelhistorier, som kendetegner flere bøger, bl.a. Kafka på stranden, lyser Murakamis ansigt op i et anerkendende smil: "that's a good question". Murakami er nemlig fascineret af at to spor, der intet har med hinanden at gøre, pludselig kan mødes. Og i det skæringspunkt hvor den ene historie pludselig møder hinanden oplever vi tilfældets magiske kraft - en form som gør at det hele med ét hænger sammen, det store mysterium. Den rene tilfældighed og dog sammenhæng. De parallelle spor har været mulige siden Murakami skiftede stemme fra førsteperson til tredjeperson. Hvor han tidligere kun kunne være en person gav den nye fortællestil mulighed for flere stemmer i fortællingen. Hans nye bog, 1Q84, som foreløbig er en trilogi, er udelukkende fortalt i tredjeperson.
Skottes spørgsmål til dualismen i forfatterskabet blev først fejet væk med et smil og en armbevægelse, men Murakami siger så, efter en kort pause, at den vestlige dualistiske tankegang, hvor vi skelner mellem det naturlige og det overnaturlige, ikke ses på samme måde i Asien. Hvad vi i vesten kalder overnaturlige hændelser, betragtes i Asien som ligeså almindelige som hverdagsbegivenheder.
Samtidig siger Murakami, mens han kigger ud over publikum, ”verden er blevet mere og mere kaotisk” , ikke mindst efter 11. september, og derfor er folk kommet i tvivl om hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt. Han mener derfor at hans bøger ikke længere virker så uvirkelige på os i vesten, og tror det er grunden til at han læses af flere og flere mennesker i alle aldre over hele verden.
Det er måske ret enkelt det Murakami vil fortælle os. I hvert fald da han i lørdags blev bedt om at give den vestlige civilisation et godt råd, og han holdt en pause, kiggede ned og sagde ”Go to bed early”! Et svar som ikke er helt tosset, når man ved manden går i seng kl. 9 og står op kl. 4 hver morgen, skriver i fire timer, hvorefter han løber og dernæst oversætter.
At Murakami ikke er uden humor viste han gang på gang denne søndag eftermiddag til "Verdenslitteratur på Møn". Til et af de mange spørgsmål fra publikum svarede han med en meget sød historie. Spørgsmålet gik på hvorvidt hans to første bøger vil blive oversat. Han fortæller så at hans løbetid som maratonløber bliver dårligere og dårligere, jo ældre han bliver, men han mener selv, at han bliver en bedre forfatter og er ikke så begejstret for sine første to bøger, som han ikke vil have udgivet uden for Japan. Han fortæller så med et smil på læben, at han for nylig mødte en smuk kvinde i toget, som siger til ham at hans første to bøger er fantastiske, ”Life is good”, tænker Murakami. Men så siger hun ”you get worse”! ”Life is hard” tænker Murakami, men episoden fik ham alligevel til at overveje om han skulle lade sine to første romaner oversætte. Med dette håb kunne det engagerede publikum på Møn drage hjemad. Og jeg kunne tage toget hjem til Århus, beriget af mødet med mystiske Murakami.
Kommentarer