Blog
Lad os bruge litteraturens sociale potentiale!
Var det ikke fremme i den seneste valgkamp at prioritere læseklubber, bl.a. i forhold til at hjælpe socialt udsatte ?
Det er på tide, at der nu også i Danmark sættes fokus på litteraturens sociale potentiale. Erfaringer fra 'The Reader Organisation' i England viser, at læseklubber i form af højtlæsningsgrupper både kan styrke deltagernes læsefærdigheder og sociale kompetencer.
Litteraturens potentialer var netop emnet for en temadag jeg deltog i forleden på Aarhus Kommunes Biblioteker, hvor flere læseklubledere fortalte om gode erfaringer med højtlæsningsgrupper for bl.a. hjemløse, stofmisbrugere og ordblinde. Læseklubberne er baseret på Læseforeningens metode 'guidet fælles læsning', hvor teksten læses højt og der undervejs tales om tekstens temaer, og perspektiveres til eget liv. Den gensidige tillid i læseklubberne er afgørende, og da vi på temadagen fik demonstreret at tillid er helt central i Danmarks sociale kapital, har vi et rigtigt godt afsæt for læsegrupper.
Vi prøvede som deltagere selv metoden i en workshop, hvor vi læste novellen Besøg af Dorrit Willumsen, og det var både berigende og underholdende. Og vi erfarede at både forholdet til svigermødre og folks symbiotiske forhold til deres hund kan få stærke følelser frem i de fleste!
Desuden fortalte Mette Steenberg fra Aarhus Universitet om fælles læsning som mentalt værktøj i psykiatrien. Metoden har en vigtig funktion både i forhold til selvrefleksion og sociale interaktioner, da den rummer mulighed for en læsning, der er rettet mod teksten og livet på samme tid, og denne dobbelthed kan bringe selvet i bevægelse - og heri er der et terapeutisk potentiale. Men hun nævnte dog, at tekster med upålidelige fortællere kan være problematiske i forhold til psykotiske patienter!
Litteraturens æstetiske dimension
I læseklubber for socialt udsatte m.fl. er det for mig at se vigtigt, at litteraturen ikke reduceres til et socialt eller terapeutisk redskab i stedet for at være kunst. Selv om samtalen og refleksionen frem for analysen af teksten er omdrejningspunktet i læseklubberne, kan den æstetiske dimension godt fastholdes. Spørgsmålet om i hvor høj grad litteraturen reduceres til redskab kender mange fra debatten om tv-programmet 'Læsegruppen Sundholm', som blev vist på DR2 sidste år. Jeg synes, at de bedste øjeblikke var der, hvor den æstetiske dimension blev fastholdt, og de hjemløse reflekterede over indholdet i relation til deres eget liv, som jeg tidligere har skrevet om i et blogindlæg.
Jeg mener ikke, at biblioteksansattes rolle skal ligne socialmedarbejderens eller terapeutens, og derfor må læseklublederen i bibliotekernes læseklubber for socialt udsatte som i det aktuelle projekt 'Læselysten voks(n)er' være garant for bevare litteraturens kunstneriske dimension, både i forhold til styring og i valget af litteratur. Det terapeutiske kan ligge som et potentiale i deltagernes møde med teksterne.
Temadagen blev åbnet med et inspirerende oplæg af lektor Gitte Balling om læsningens historie og om hvorfor vi læser og hvilke erkendelsesmuligheder, der ligger i litteraturen. Læser vi for eksempel for at finde identifikation, få indblik i andre verdener eller blot for at blive underholdt og eventuelt glemme vores eget liv? Det er et felt, som altid har optaget mig, og jeg mener at vi også i høj grad læser for at blive forstyrret i vores eget billede af både den ydre og den indre verden. Jeg mener, at dette felt om hvad læsningen gør ved os og læsningens erkendelsesmæssige potentiale trænger til mere ny forskning, hvor den kobles til hvordan litteraturens sociale potentiale udnyttes samtidig med at dens æstetiske dimension fastholdes.
Så lad os få sat mere fokus på litteraturens potentialer, både som social ressource og erkendelsesmæssig faktor på baggrund af dens kunstneriske kvaliteter - og samtidig få igangsat flere læseklubber for socialt udsatte.
Var det ikke fremme i den seneste valgkamp at prioritere læseklubber, bl.a. i forhold til at hjælpe socialt udsatte ?
Det er på tide, at der nu også i Danmark sættes fokus på litteraturens sociale potentiale. Erfaringer fra 'The Reader Organisation' i England viser, at læseklubber i form af højtlæsningsgrupper både kan styrke deltagernes læsefærdigheder og sociale kompetencer.
Litteraturens potentialer var netop emnet for en temadag jeg deltog i forleden på Aarhus Kommunes Biblioteker, hvor flere læseklubledere fortalte om gode erfaringer med højtlæsningsgrupper for bl.a. hjemløse, stofmisbrugere og ordblinde. Læseklubberne er baseret på Læseforeningens metode 'guidet fælles læsning', hvor teksten læses højt og der undervejs tales om tekstens temaer, og perspektiveres til eget liv. Den gensidige tillid i læseklubberne er afgørende, og da vi på temadagen fik demonstreret at tillid er helt central i Danmarks sociale kapital, har vi et rigtigt godt afsæt for læsegrupper.
Vi prøvede som deltagere selv metoden i en workshop, hvor vi læste novellen Besøg af Dorrit Willumsen, og det var både berigende og underholdende. Og vi erfarede at både forholdet til svigermødre og folks symbiotiske forhold til deres hund kan få stærke følelser frem i de fleste!
Desuden fortalte Mette Steenberg fra Aarhus Universitet om fælles læsning som mentalt værktøj i psykiatrien. Metoden har en vigtig funktion både i forhold til selvrefleksion og sociale interaktioner, da den rummer mulighed for en læsning, der er rettet mod teksten og livet på samme tid, og denne dobbelthed kan bringe selvet i bevægelse - og heri er der et terapeutisk potentiale. Men hun nævnte dog, at tekster med upålidelige fortællere kan være problematiske i forhold til psykotiske patienter!
Litteraturens æstetiske dimension
I læseklubber for socialt udsatte m.fl. er det for mig at se vigtigt, at litteraturen ikke reduceres til et socialt eller terapeutisk redskab i stedet for at være kunst. Selv om samtalen og refleksionen frem for analysen af teksten er omdrejningspunktet i læseklubberne, kan den æstetiske dimension godt fastholdes. Spørgsmålet om i hvor høj grad litteraturen reduceres til redskab kender mange fra debatten om tv-programmet 'Læsegruppen Sundholm', som blev vist på DR2 sidste år. Jeg synes, at de bedste øjeblikke var der, hvor den æstetiske dimension blev fastholdt, og de hjemløse reflekterede over indholdet i relation til deres eget liv, som jeg tidligere har skrevet om i et blogindlæg.
Jeg mener ikke, at biblioteksansattes rolle skal ligne socialmedarbejderens eller terapeutens, og derfor må læseklublederen i bibliotekernes læseklubber for socialt udsatte som i det aktuelle projekt 'Læselysten voks(n)er' være garant for bevare litteraturens kunstneriske dimension, både i forhold til styring og i valget af litteratur. Det terapeutiske kan ligge som et potentiale i deltagernes møde med teksterne.
Temadagen blev åbnet med et inspirerende oplæg af lektor Gitte Balling om læsningens historie og om hvorfor vi læser og hvilke erkendelsesmuligheder, der ligger i litteraturen. Læser vi for eksempel for at finde identifikation, få indblik i andre verdener eller blot for at blive underholdt og eventuelt glemme vores eget liv? Det er et felt, som altid har optaget mig, og jeg mener at vi også i høj grad læser for at blive forstyrret i vores eget billede af både den ydre og den indre verden. Jeg mener, at dette felt om hvad læsningen gør ved os og læsningens erkendelsesmæssige potentiale trænger til mere ny forskning, hvor den kobles til hvordan litteraturens sociale potentiale udnyttes samtidig med at dens æstetiske dimension fastholdes.
Så lad os få sat mere fokus på litteraturens potentialer, både som social ressource og erkendelsesmæssig faktor på baggrund af dens kunstneriske kvaliteter - og samtidig få igangsat flere læseklubber for socialt udsatte.
Kommentarer