Blog
Forfatternes hemmeligheder
To stjerner fortalte medrivende om sindets hemmeligheder, mens andre udenlandske forfattere forblev hemmelige til CPH:LITT.
”Det er forfatterens hemmelighed hvor meget, som er selvbiografisk i bøgerne”, pointerede Beate Grimsrud med et underfundigt smil i samtalen med Siri Hustvedt fredag aften. Også Hustvedt kvitterede hurtigt på Klaus Rothsteins spørgsmål til det selvbiografiske: ”Det er en nærmest pervers lyst hos folk til at vide hvad der er fiktion og hvad der er virkeligt”. De selvbiografiske elementer i Grimsruds prisnominerede roman En dåre fri bliver nævnt ved enhver lejlighed, men forfatteren kunne fornemt runde diskussionen af: ”I virkeligheden er alt selvbiografisk forstået på den måde at jeg jo har oplevet alt mens jeg skriver”.
Det var godt tænkt at sætte disse to forfattere sammen. Man fornemmer et åndeligt slægtskab mellem de to, som stikker dybere end at de begge har norske rødder. Hustvedt fortalte på næsten magisk vis om, at det, hun undersøger i sit forfatterskab er, hvorfor mennesker udvikler sig som de gør. For hende er skriveprocessen en særlig tilstand, som kan have en helende effekt. For begge forfattere er det selve skrivningen, som udforsker sindet. ”Man skriver ikke som man tænker man vil skrive, men som man tænker når man skriver”, betonede Grimsrud.
Efter samtalen blev mange siddende for at fordøje de vise ord fra disse kvinder, som man får en fornemmelse af sidder med nøglen til livets hemmelighed. Og jeg hører stadig Hustveds stemme, da jeg sætter mig i toget til Aarhus og læser de sidste sider af Sommeren uden mænd.
Samtidig er der andre oplevelser fra denne fredag, som har bidt sig fast. I Tore Leifers veloplagte interview på fransk af forfatteren Faïza Guène, blev spørgsmålet om autofiktion også bragt på banen. Hovedpersonerne i Guènes romaner har ligesom forfatteren immigranter som forældre. Guène kunne nu berolige publikum med at de selvbiografiske elementer var overvurderet – selv om det, tilføjede hun med et skævt smil - da engang imellem var dejligt at få den medfølelse det gav, når folk troede hun havde samme barske skæbne som jeg-fortælleren i debutromanen Kiffe Kiffe i morgen. Guène fortalte hvordan hun nærmest var blevet forfatter ved et tilfælde, da en lærer havde opdaget hendes manuskript og sørget for det kom videre i systemet. Bogen blev et brag af en succes. Spændende at få mulighed for at møde denne franske forfatter – som skulle hurtigt af sted efter interviewet. Hun var nemlig fløjet til Danmark mellem to amninger!
Efter at have tonet sig ind på det franske skulle ørene lige vænne sig til en samtale på tysk mellem forfatteren Thomas Brussig og Janne Teller. Brussig slog an med at tale om, at når selv veletablerede systemer kan bryde sammen, som det skete ved Murens fald, kan det ske igen, og derefter tog samtalen en overraskende drejning. Brussig og Teller var enige om, at den offentlige debat i Danmark ikke har den samme dybde som f.eks. i Tyskland. I Danmark vil man blot læse om det genkendelige i en ironisk tone - lød Janne Tellers noget hårde dom over dansk litteratur, hvilket samtidig forklarer hvorfor størstedelen af den oversatte kvalitetslitteratur har det så svært i Danmark. Brussig er ikke oversat til dansk. De relativt få mennesker, som var til stede til denne tankevækkende samtale bekræfter vel bare tendensen.
Stor ros til festivalarrangørerne for at de også tør satse på disse kvalitetsforfattere, som ikke er pub-likumsmagneter herhjemme – og for at de tør gennemføre interviews på fransk og tysk. Det kan man da kalde en international festival! Men mon jeg er den eneste, der under sig over, hvorfor der ikke bare var lidt flere af fredagens mange festivalgæster, som valgte at høre navne som Brussig og Guène frem for de danskere forfattere, som var på programmet samtidig?
To stjerner fortalte medrivende om sindets hemmeligheder, mens andre udenlandske forfattere forblev hemmelige til CPH:LITT.
”Det er forfatterens hemmelighed hvor meget, som er selvbiografisk i bøgerne”, pointerede Beate Grimsrud med et underfundigt smil i samtalen med Siri Hustvedt fredag aften. Også Hustvedt kvitterede hurtigt på Klaus Rothsteins spørgsmål til det selvbiografiske: ”Det er en nærmest pervers lyst hos folk til at vide hvad der er fiktion og hvad der er virkeligt”. De selvbiografiske elementer i Grimsruds prisnominerede roman En dåre fri bliver nævnt ved enhver lejlighed, men forfatteren kunne fornemt runde diskussionen af: ”I virkeligheden er alt selvbiografisk forstået på den måde at jeg jo har oplevet alt mens jeg skriver”.
Det var godt tænkt at sætte disse to forfattere sammen. Man fornemmer et åndeligt slægtskab mellem de to, som stikker dybere end at de begge har norske rødder. Hustvedt fortalte på næsten magisk vis om, at det, hun undersøger i sit forfatterskab er, hvorfor mennesker udvikler sig som de gør. For hende er skriveprocessen en særlig tilstand, som kan have en helende effekt. For begge forfattere er det selve skrivningen, som udforsker sindet. ”Man skriver ikke som man tænker man vil skrive, men som man tænker når man skriver”, betonede Grimsrud.
Efter samtalen blev mange siddende for at fordøje de vise ord fra disse kvinder, som man får en fornemmelse af sidder med nøglen til livets hemmelighed. Og jeg hører stadig Hustveds stemme, da jeg sætter mig i toget til Aarhus og læser de sidste sider af Sommeren uden mænd.
Samtidig er der andre oplevelser fra denne fredag, som har bidt sig fast. I Tore Leifers veloplagte interview på fransk af forfatteren Faïza Guène, blev spørgsmålet om autofiktion også bragt på banen. Hovedpersonerne i Guènes romaner har ligesom forfatteren immigranter som forældre. Guène kunne nu berolige publikum med at de selvbiografiske elementer var overvurderet – selv om det, tilføjede hun med et skævt smil - da engang imellem var dejligt at få den medfølelse det gav, når folk troede hun havde samme barske skæbne som jeg-fortælleren i debutromanen Kiffe Kiffe i morgen. Guène fortalte hvordan hun nærmest var blevet forfatter ved et tilfælde, da en lærer havde opdaget hendes manuskript og sørget for det kom videre i systemet. Bogen blev et brag af en succes. Spændende at få mulighed for at møde denne franske forfatter – som skulle hurtigt af sted efter interviewet. Hun var nemlig fløjet til Danmark mellem to amninger!
Efter at have tonet sig ind på det franske skulle ørene lige vænne sig til en samtale på tysk mellem forfatteren Thomas Brussig og Janne Teller. Brussig slog an med at tale om, at når selv veletablerede systemer kan bryde sammen, som det skete ved Murens fald, kan det ske igen, og derefter tog samtalen en overraskende drejning. Brussig og Teller var enige om, at den offentlige debat i Danmark ikke har den samme dybde som f.eks. i Tyskland. I Danmark vil man blot læse om det genkendelige i en ironisk tone - lød Janne Tellers noget hårde dom over dansk litteratur, hvilket samtidig forklarer hvorfor størstedelen af den oversatte kvalitetslitteratur har det så svært i Danmark. Brussig er ikke oversat til dansk. De relativt få mennesker, som var til stede til denne tankevækkende samtale bekræfter vel bare tendensen.
Stor ros til festivalarrangørerne for at de også tør satse på disse kvalitetsforfattere, som ikke er pub-likumsmagneter herhjemme – og for at de tør gennemføre interviews på fransk og tysk. Det kan man da kalde en international festival! Men mon jeg er den eneste, der under sig over, hvorfor der ikke bare var lidt flere af fredagens mange festivalgæster, som valgte at høre navne som Brussig og Guène frem for de danskere forfattere, som var på programmet samtidig?
Kommentarer