Blog
Det ulmer både i det indre og det ydre
I en tid hvor danske forfattere anklages for at kredse om deres egne navler, bliver politiske temaer som klima, miljøet som tikkende bombe og verdens undergang stadig vigtigere i den nye litteratur.
For mig at se skriver stadig flere forfattere om den verden, vi lever i lige nu, og den verden der måske venter os i fremtiden - og med afsæt i individet vel at mærke. Disse politiske toner ses for eksempel i Theis Ørntofts Digte 2014 og i Ursula Andkjær Olsens to seneste værker: Det 3. årtusindes hjerte og Udgående fartøj. Det 3. årtusindes hjerte er et samtidsværk, der forbinder den personlige og den økonomiske krise. Den samme kobling ses i Kirsten Hammanns seneste roman Alene Hjemme, hvor hovedpersonen Sara konstant er optaget af miljøet, overforbruget og verdens undergang. Det gør bogen til en alarmerende samtidsroman om en tid, hvor det hele ulmer både i det indre og det ydre. Ligeledes stiller Kristina Stoltz i sin seneste roman På ryggen af en tyr skarpt på en vestlig civilisation, der driver rovdrift på naturressourcerne.
Klima og internettet
Netop fokus på klimaet spiller en rolle hos flere og flere forfattere, ikke mindst hos Lars Skinnebach som allerede med I morgen findes systemerne igen fra 2004 og senere med Klimakrisen anslog stærke politiske toner i sin litteratur. Desuden handler Charlotte Weitzes kommende roman om klimakrisens konsekvenser for den afskyelige snemand!
Ressourcespild er også tema i debutanten Victor Boy Lindholms GULD . Sammen med forfattere som debutanten Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof er Victor Boy Lindholm en del af det unge københavnske forfattermiljø, der skriver sig ind i samtiden ved blandt andet at udforske internettet både som litterær platform og poppet livsverden.
Flere og flere forfattere engagerer sig direkte i samfundsrelaterede debatter på blogs og de sociale medier. Asta Olivia Nordenhof berører både i sin digtning og i sine blogs det basalt politiske: Hvordan ønsker vi at leve sammen, og hvordan behandler vi hinanden?
Politisk identitetssøgen
En digtsamling har vel næppe før vakt så meget politisk debat – og desværre også misbrugt i det politiskes tjeneste - som Yahya Hassans debut, der kredsede om identitet og patriarkalsk vold. Samtidig har flere bøger fra det seneste år kredser om identitet uløseligt forbundet med vrede, seksualitet og magt. Man kunne nævne Homo Sapienne af debutanten Niviaq Korneliussen og Boyfrind af Christina Hagen, mens Maja Lee Langvads Hun er vred er det stærkeste bud på denne tendens. Bogen er et opgør med forestillingen om, at adoption er en win win-situation og er med til at rykke fundamentalt ved, hvordan vi forstår transnational adoption. Jeg mener derfor bogen er dybt politisk, og forstår slet ikke, at Mette Høeg i sit omdiskuterede indlæg i Weekendavisen nævner bogen som et af eksemplerne på bøger, der blot handler om forfatterens egen navle.
Jeg mener, at det rystende ved Hun er vred og de andre værker, jeg har nævnt her, er, at de i et overbevisende og eksperimenterende sprog både kigger ind i forfatterens ”navle” og ud i en truende verden. Bøgerne tager således udgangspunkt i individet samtidig med, at de er en kritik af individualismen.
I en tid hvor danske forfattere anklages for at kredse om deres egne navler, bliver politiske temaer som klima, miljøet som tikkende bombe og verdens undergang stadig vigtigere i den nye litteratur.
For mig at se skriver stadig flere forfattere om den verden, vi lever i lige nu, og den verden der måske venter os i fremtiden - og med afsæt i individet vel at mærke. Disse politiske toner ses for eksempel i Theis Ørntofts Digte 2014 og i Ursula Andkjær Olsens to seneste værker: Det 3. årtusindes hjerte og Udgående fartøj. Det 3. årtusindes hjerte er et samtidsværk, der forbinder den personlige og den økonomiske krise. Den samme kobling ses i Kirsten Hammanns seneste roman Alene Hjemme, hvor hovedpersonen Sara konstant er optaget af miljøet, overforbruget og verdens undergang. Det gør bogen til en alarmerende samtidsroman om en tid, hvor det hele ulmer både i det indre og det ydre. Ligeledes stiller Kristina Stoltz i sin seneste roman På ryggen af en tyr skarpt på en vestlig civilisation, der driver rovdrift på naturressourcerne.
Klima og internettet
Netop fokus på klimaet spiller en rolle hos flere og flere forfattere, ikke mindst hos Lars Skinnebach som allerede med I morgen findes systemerne igen fra 2004 og senere med Klimakrisen anslog stærke politiske toner i sin litteratur. Desuden handler Charlotte Weitzes kommende roman om klimakrisens konsekvenser for den afskyelige snemand!
Ressourcespild er også tema i debutanten Victor Boy Lindholms GULD . Sammen med forfattere som debutanten Caspar Eric og Asta Olivia Nordenhof er Victor Boy Lindholm en del af det unge københavnske forfattermiljø, der skriver sig ind i samtiden ved blandt andet at udforske internettet både som litterær platform og poppet livsverden.
Flere og flere forfattere engagerer sig direkte i samfundsrelaterede debatter på blogs og de sociale medier. Asta Olivia Nordenhof berører både i sin digtning og i sine blogs det basalt politiske: Hvordan ønsker vi at leve sammen, og hvordan behandler vi hinanden?
Politisk identitetssøgen
En digtsamling har vel næppe før vakt så meget politisk debat – og desværre også misbrugt i det politiskes tjeneste - som Yahya Hassans debut, der kredsede om identitet og patriarkalsk vold. Samtidig har flere bøger fra det seneste år kredser om identitet uløseligt forbundet med vrede, seksualitet og magt. Man kunne nævne Homo Sapienne af debutanten Niviaq Korneliussen og Boyfrind af Christina Hagen, mens Maja Lee Langvads Hun er vred er det stærkeste bud på denne tendens. Bogen er et opgør med forestillingen om, at adoption er en win win-situation og er med til at rykke fundamentalt ved, hvordan vi forstår transnational adoption. Jeg mener derfor bogen er dybt politisk, og forstår slet ikke, at Mette Høeg i sit omdiskuterede indlæg i Weekendavisen nævner bogen som et af eksemplerne på bøger, der blot handler om forfatterens egen navle.
Jeg mener, at det rystende ved Hun er vred og de andre værker, jeg har nævnt her, er, at de i et overbevisende og eksperimenterende sprog både kigger ind i forfatterens ”navle” og ud i en truende verden. Bøgerne tager således udgangspunkt i individet samtidig med, at de er en kritik af individualismen.
Kommentarer