Blog
Blik for kunsten?
Lad os få mere offentlig debat om kunstens rolle i vores samfund – og politikerne må meget gerne deltage i debatten. Sidste uges offentliggørelse af at flere folketingspolitikere ikke har deltaget i møderne i repræsentantskaberne for Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, hvor der er mulighed for kulturpolitiske diskussioner, synes jeg er ret alarmerende. Som sociolog og lektor Peter Duelund nævner i et interview i en artikel i Politiken, er manglen på offentlig debat om kunst og kultur udtryk for småstatsmentalitet. Han har ved at rejse rundt i Europa fundet frem til at i lande som Frankrig og Tyskland, er der langt større politisk debat om kunstens betydning i samfundet, og her blander politikerne sig i langt højere grad i de internationale kulturdebatter. Også i nordiske lande som Norge og Finland spiller kunst og kultur en større rolle i samfundsdebatten end i Danmark.
I mit tidligere job som konsulent for nordisk litteratur- og bibliotekskomité under Nordisk Ministerråd kunne jeg i de andre nordiske lande, ikke mindst i Norge, også iagttage mere politisk opmærksomhed på kunst og kultur, end herhjemme. I det hele taget oplevede jeg en større dialog i offentligheden mellem kunstnere, formidlere og politikere.
Jeg er klar over, at mange fagfolk inden for branchen mener, at det er en fordel at politikerne blander sig så lidt som muligt i kunst og kultur, og det fremhæves, at man på de omtalte møder primært fordeler økonomiske midler til projekter. Samtidig er det min erfaring, fra da jeg sad til sådanne fordelingsmøder i den nordiske litteraturkomité, bestående dels af fagpersoner, dels af politisk udpegede personer, at diskussionerne om prioritering af midlerne ofte kunne føre til meget livlige debatter om kunstens og kulturens betydning overhovedet for vores samfund og for os som individer. Netop forskellen i tankemåde mellem politikerne og kunstnere/formidlere gør, at man forstyrrer hinandens tænkemåde, hvilket der kan komme nogle brandgode diskussioner ud af.
Så herfra skal lyde en efterlysning af større politisk interesse for kunst og kultur, så vi kan få mere offentlig debat om kunstens rolle både i Danmark og internationalt. Man kunne så håbe på at større politisk fokus på området samtidig ville føre til en opprioritering af kulturområdet som sådant. Også når pengene skal fordeles!
Lad os få mere offentlig debat om kunstens rolle i vores samfund – og politikerne må meget gerne deltage i debatten. Sidste uges offentliggørelse af at flere folketingspolitikere ikke har deltaget i møderne i repræsentantskaberne for Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, hvor der er mulighed for kulturpolitiske diskussioner, synes jeg er ret alarmerende. Som sociolog og lektor Peter Duelund nævner i et interview i en artikel i Politiken, er manglen på offentlig debat om kunst og kultur udtryk for småstatsmentalitet. Han har ved at rejse rundt i Europa fundet frem til at i lande som Frankrig og Tyskland, er der langt større politisk debat om kunstens betydning i samfundet, og her blander politikerne sig i langt højere grad i de internationale kulturdebatter. Også i nordiske lande som Norge og Finland spiller kunst og kultur en større rolle i samfundsdebatten end i Danmark.
I mit tidligere job som konsulent for nordisk litteratur- og bibliotekskomité under Nordisk Ministerråd kunne jeg i de andre nordiske lande, ikke mindst i Norge, også iagttage mere politisk opmærksomhed på kunst og kultur, end herhjemme. I det hele taget oplevede jeg en større dialog i offentligheden mellem kunstnere, formidlere og politikere.
Jeg er klar over, at mange fagfolk inden for branchen mener, at det er en fordel at politikerne blander sig så lidt som muligt i kunst og kultur, og det fremhæves, at man på de omtalte møder primært fordeler økonomiske midler til projekter. Samtidig er det min erfaring, fra da jeg sad til sådanne fordelingsmøder i den nordiske litteraturkomité, bestående dels af fagpersoner, dels af politisk udpegede personer, at diskussionerne om prioritering af midlerne ofte kunne føre til meget livlige debatter om kunstens og kulturens betydning overhovedet for vores samfund og for os som individer. Netop forskellen i tankemåde mellem politikerne og kunstnere/formidlere gør, at man forstyrrer hinandens tænkemåde, hvilket der kan komme nogle brandgode diskussioner ud af.
Så herfra skal lyde en efterlysning af større politisk interesse for kunst og kultur, så vi kan få mere offentlig debat om kunstens rolle både i Danmark og internationalt. Man kunne så håbe på at større politisk fokus på området samtidig ville føre til en opprioritering af kulturområdet som sådant. Også når pengene skal fordeles!
Kommentarer