Blog
At skrive under pseudonym - føj for den!
Forfatter og forlægger Lene Rikke Bresson blogger om pseudonymer og den litterære tradition fænomenet placerer sig under.
af Lene Rikke Bresson, forfatter under eget navn og under Carl Tesbaum
Må man skrive under pseudonym? Ikke ifølge litteraturredaktør Jes Stein på Politiken. Parnasset har talt, og i den seneste udmelding går det så ud over Jens Christian Grøndahl (igen). JCG er åbenbart virkelig slem, fordi hans roman også tillader sig at være politisk og holde et spejl op for os danskere om vores forhold til den nuværende regering. Så er man en kujon, der ikke tør stå ved sit værk - mener Jes Stein. Det er splatter-populisme af værste skuffe.
Kære Jes Stein: ”Den, som ikke fører sin regnskabsbog over mindst 3.000 år, lever fra hånden til munden.” Og det er dér, vi er, når vi ser på nogle anmeldere og deres syn på forfatterpseudonymer.
Gennem tiden har rigtig mange forfattere valgt at skrive under pseudonym. Jeg nævner i flæng: Sylvia Plath, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, George Elliot, Svend Åge Madsen, Lars Kepler, Merete Pryds Helle, Morten Søndergård, E.L. James, J.K. Rowling etc. Derfor skriver Jens Grøndal sig ind i end lang tradition. Og gør sig formentlig ikke skyldig i anden forseelse end at drive gæk med anmeldernes snobberi.
Det interessante spørgsmål, som Jes Stein fuldstændig overser, er ikke, om det at skrive under pseudonym er i orden eller ej, men hvorfor forfattere skriver under pseudonym?
Hvis man spørger forfatterne, frem for blot at drage forhastede konklusioner, gør de det af flere grunde.
En af dem er, at den virkelige verden er noget værre noget, og ind i mellem får en forfatter lyst til at lege med sin egen identitet - og altså ikke kun med hoved- og bipersoner i et fiktivt værk. Det kan der være gode grunde til, fx at man ønsker at holde en pause fra sin egen fortællestemme for at opfinde en persona, der giver den rigtige forfatter lov til at eksperimentere.
At skrive under pseudonym er et litterært maskespil, som ikke mindst Karen Blixen mestrede. Hun skrev under pseudonymer som Osceola, Isak Dinesen og Pierre Andrézel, der står på værket Gengældelsens veje - en slags krimi, som Karen Blixen mente var et illegitimt barn af sit forfatterskab.
Friheden til at udfolde sig selv på en ny måde er en væsentlig drivkraft. Under pseudonym holder man op med at undskylde sig selv og skriver friere, man har det sjovere undervejs med værket, man eksperimenterer og finder en ny fortællestemme eller udvikler den, man allerede har, man får et mere direkte sprog og opfinder nye ord, man leger med forfatter-personaen, laver litterære spring, skriver sammen med en anden forfatter og skaber derved en tredje fortællestemme etc.
Men når Jens Grøndal skriver under pseudonym, så mener Jes Stein, at det er for at spekulere i markedsføring, når forlaget ved udgivelsen skriver, at en kendt skandinavisk forfatter står bag pseudonymet. Hvis forlaget havde skrevet, at Det gode pris var skrevet af den ukendte forfatter Christian Tornbakke, var den aldrig blevet anmeldt. For anmeldere gider kun anmelde kendte forfattere! Som en kulturjournalist sagde - uden for referat: ”Du kunne da bare have sagt, at det var dig, så ville jeg have anmeldt den. Ukendte forfattere, dem anmelder vi ikke!” Og dermed er vi inde ved sagens kerne: anmelderne vil nemlig vide, HVEM de anmelder, for ellers kan de ikke tage stilling til teksten! De vil have kendisser, ikke talenter - og de pejler efter personen, der skriver, frem for efter det, der skrives.
Hvor ville det være skønt, hvis anmelderne for en stund ville anmelde litterære værker for tekstens skyld og ikke for deres egen markedsførings skyld (læs: salg af aviser og PR-omtale for anmelderne selv). Og hvilken begavet fryd, hvis anmelderne anmeldte bogens litterære kvaliteter frem for at tilfredsstille deres egen trang til at skrive så dårligt om en forfatter, at det i sig selv skaber den konflikt, som alle mediemaskiner lever af nu til dags. Fordi tidens puls kræver splatter-populisme, griber anmelderne til hårdere og hårdere udmeldinger i en nedadgående ond spiral. Samme tendens blev påpeget i søndagens Politiken-kronik, Mediernes debatunivers er blevet et freakshow.
Tænk, hvis anmelderne ville tage stilling til sproget, plottet og originaliteten uden at vide, hvem der stod bag teksten. Så tror jeg, vi ville få et helt andet litterært billede, som det man heldigvis kan møde på Litteratursiden.dk. Her kan vi både få professionelle anmeldere og læsere til at ytre deres mening om selve det litterære værk.
Forfatter og forlægger Lene Rikke Bresson blogger om pseudonymer og den litterære tradition fænomenet placerer sig under.
af Lene Rikke Bresson, forfatter under eget navn og under Carl Tesbaum
Må man skrive under pseudonym? Ikke ifølge litteraturredaktør Jes Stein på Politiken. Parnasset har talt, og i den seneste udmelding går det så ud over Jens Christian Grøndahl (igen). JCG er åbenbart virkelig slem, fordi hans roman også tillader sig at være politisk og holde et spejl op for os danskere om vores forhold til den nuværende regering. Så er man en kujon, der ikke tør stå ved sit værk - mener Jes Stein. Det er splatter-populisme af værste skuffe.
Kære Jes Stein: ”Den, som ikke fører sin regnskabsbog over mindst 3.000 år, lever fra hånden til munden.” Og det er dér, vi er, når vi ser på nogle anmeldere og deres syn på forfatterpseudonymer.
Gennem tiden har rigtig mange forfattere valgt at skrive under pseudonym. Jeg nævner i flæng: Sylvia Plath, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, George Elliot, Svend Åge Madsen, Lars Kepler, Merete Pryds Helle, Morten Søndergård, E.L. James, J.K. Rowling etc. Derfor skriver Jens Grøndal sig ind i end lang tradition. Og gør sig formentlig ikke skyldig i anden forseelse end at drive gæk med anmeldernes snobberi.
Det interessante spørgsmål, som Jes Stein fuldstændig overser, er ikke, om det at skrive under pseudonym er i orden eller ej, men hvorfor forfattere skriver under pseudonym?
Hvis man spørger forfatterne, frem for blot at drage forhastede konklusioner, gør de det af flere grunde.
En af dem er, at den virkelige verden er noget værre noget, og ind i mellem får en forfatter lyst til at lege med sin egen identitet - og altså ikke kun med hoved- og bipersoner i et fiktivt værk. Det kan der være gode grunde til, fx at man ønsker at holde en pause fra sin egen fortællestemme for at opfinde en persona, der giver den rigtige forfatter lov til at eksperimentere.
At skrive under pseudonym er et litterært maskespil, som ikke mindst Karen Blixen mestrede. Hun skrev under pseudonymer som Osceola, Isak Dinesen og Pierre Andrézel, der står på værket Gengældelsens veje - en slags krimi, som Karen Blixen mente var et illegitimt barn af sit forfatterskab.
Friheden til at udfolde sig selv på en ny måde er en væsentlig drivkraft. Under pseudonym holder man op med at undskylde sig selv og skriver friere, man har det sjovere undervejs med værket, man eksperimenterer og finder en ny fortællestemme eller udvikler den, man allerede har, man får et mere direkte sprog og opfinder nye ord, man leger med forfatter-personaen, laver litterære spring, skriver sammen med en anden forfatter og skaber derved en tredje fortællestemme etc.
Men når Jens Grøndal skriver under pseudonym, så mener Jes Stein, at det er for at spekulere i markedsføring, når forlaget ved udgivelsen skriver, at en kendt skandinavisk forfatter står bag pseudonymet. Hvis forlaget havde skrevet, at Det gode pris var skrevet af den ukendte forfatter Christian Tornbakke, var den aldrig blevet anmeldt. For anmeldere gider kun anmelde kendte forfattere! Som en kulturjournalist sagde - uden for referat: ”Du kunne da bare have sagt, at det var dig, så ville jeg have anmeldt den. Ukendte forfattere, dem anmelder vi ikke!” Og dermed er vi inde ved sagens kerne: anmelderne vil nemlig vide, HVEM de anmelder, for ellers kan de ikke tage stilling til teksten! De vil have kendisser, ikke talenter - og de pejler efter personen, der skriver, frem for efter det, der skrives.
Hvor ville det være skønt, hvis anmelderne for en stund ville anmelde litterære værker for tekstens skyld og ikke for deres egen markedsførings skyld (læs: salg af aviser og PR-omtale for anmelderne selv). Og hvilken begavet fryd, hvis anmelderne anmeldte bogens litterære kvaliteter frem for at tilfredsstille deres egen trang til at skrive så dårligt om en forfatter, at det i sig selv skaber den konflikt, som alle mediemaskiner lever af nu til dags. Fordi tidens puls kræver splatter-populisme, griber anmelderne til hårdere og hårdere udmeldinger i en nedadgående ond spiral. Samme tendens blev påpeget i søndagens Politiken-kronik, Mediernes debatunivers er blevet et freakshow.
Tænk, hvis anmelderne ville tage stilling til sproget, plottet og originaliteten uden at vide, hvem der stod bag teksten. Så tror jeg, vi ville få et helt andet litterært billede, som det man heldigvis kan møde på Litteratursiden.dk. Her kan vi både få professionelle anmeldere og læsere til at ytre deres mening om selve det litterære værk.
Kommentarer