Blog
at skrive for åben skærm...hvem er forfatteren
Sent torsdag eftermiddag efter tordenvejret sidder jeg på Holstebro bibliotek ved skrivepulten. Langt inde i min person Tommy ser jeg ud af øjenkrogen en mandlig låner med sin datter stå og læse, hvad jeg skriver. Mette fra Kulturnyt på DR står og interviewer ham om, hvordan det er. Lyt her.
Tommy er ligeglad med, at de læser med. Som forfatter er man i selve processen splittet op i flere jeg'er. Min jeg- person er ikke mig, men en mand, der har mistet sin gravide kone under en færgebrand. Han kommer hver dag, lige før biblioteket lukker, for at finde flere oplysninger om årsagen til branden.
Nogen må stå til ansvar, hvis det er forsikringssvindel. Det "nogen" forfølger ham, men på biblioteket kan han holde øje med nogen. Hver gang han ser op, får han øje på den gravide bibliotekar. De har rottet sig sammen, bibliotekarerne. Ligegyldigt, hvornår Tommy er på biblioteket, går der en gravid bibliotekar rundt med maven langs reoler fyldt med bøger. Han nyser og fnyser. Selv vinduet bag ham føler han ser med, når han dykker ned i sagens mange akter. En lyd forstyrrer; vand bruser ned, og han undres over lyden. Indtil det går op for forfatteren, at det er toilettet oven over. Gravide bibliotekarer tisser meget.
Mette er færdig med optagelserne til DR, og jeg følger hende ud.
"Du ser ud, som om du er langt væk. Lagde du overhovedet mærke til os?"
"Nej, må jeg indrømme. Tommy har det virkelig skidt."
Jeg haster tilbage til skrivepulten. Jeg skifter person og er nu i gang med Mona Lisa, min hovedperson. Hun skændes med naboen Emil, der tror, han er far til hendes nyfødte søn. Er han nu det? Det skyller igen oven over mit hoved. Jeg tænker på Per Højholt, der dækkede sit gavlvindue til, så mennesker på vejen nedenunder ikke kunne se, når han skrev.
"Jeg vil ikke ses nede fra vejen. Det er lidt hysterisk, for der kommer næsten ingen på den vej. Men jeg vil ikke ses, når jeg arbejder. Det første, jeg gjorde, da arbejdsværelset stod færdigt, var at sætte den der halve toiletrude op. Men kun den halve! For jeg vil jo ikke gå glip af udsigten. Jeg vil godt lige se, om verden og virkeligheden er der endnu, og så er det meget godt at have udsigt til nogen træer. Jeg vil også godt se, hvordan vejret er, og - ja, så vil jeg også godt se, hvem der kommer forbi."
Underligt paradoks, at jeg som forfatter leger spion i andres liv ... men når det gælder mig som forfatter, så må de ikke lure med?
Jeg afbrydes at stemmen, der hverdage kl. 17:50 fortæller, at Holstebro bibliotek lukker. Jeg må vente til næste gang med at finde ud af, hvem der er far til Mona Lisas barn. Jeg glor ud ad vinduet, der glor tilbage.
Sent torsdag eftermiddag efter tordenvejret sidder jeg på Holstebro bibliotek ved skrivepulten. Langt inde i min person Tommy ser jeg ud af øjenkrogen en mandlig låner med sin datter stå og læse, hvad jeg skriver. Mette fra Kulturnyt på DR står og interviewer ham om, hvordan det er. Lyt her.
Tommy er ligeglad med, at de læser med. Som forfatter er man i selve processen splittet op i flere jeg'er. Min jeg- person er ikke mig, men en mand, der har mistet sin gravide kone under en færgebrand. Han kommer hver dag, lige før biblioteket lukker, for at finde flere oplysninger om årsagen til branden.Nogen må stå til ansvar, hvis det er forsikringssvindel. Det "nogen" forfølger ham, men på biblioteket kan han holde øje med nogen. Hver gang han ser op, får han øje på den gravide bibliotekar. De har rottet sig sammen, bibliotekarerne. Ligegyldigt, hvornår Tommy er på biblioteket, går der en gravid bibliotekar rundt med maven langs reoler fyldt med bøger. Han nyser og fnyser. Selv vinduet bag ham føler han ser med, når han dykker ned i sagens mange akter. En lyd forstyrrer; vand bruser ned, og han undres over lyden. Indtil det går op for forfatteren, at det er toilettet oven over. Gravide bibliotekarer tisser meget.
Mette er færdig med optagelserne til DR, og jeg følger hende ud.
"Du ser ud, som om du er langt væk. Lagde du overhovedet mærke til os?"
"Nej, må jeg indrømme. Tommy har det virkelig skidt."
Jeg haster tilbage til skrivepulten. Jeg skifter person og er nu i gang med Mona Lisa, min hovedperson. Hun skændes med naboen Emil, der tror, han er far til hendes nyfødte søn. Er han nu det? Det skyller igen oven over mit hoved. Jeg tænker på Per Højholt, der dækkede sit gavlvindue til, så mennesker på vejen nedenunder ikke kunne se, når han skrev.
"Jeg vil ikke ses nede fra vejen. Det er lidt hysterisk, for der kommer næsten ingen på den vej. Men jeg vil ikke ses, når jeg arbejder. Det første, jeg gjorde, da arbejdsværelset stod færdigt, var at sætte den der halve toiletrude op. Men kun den halve! For jeg vil jo ikke gå glip af udsigten. Jeg vil godt lige se, om verden og virkeligheden er der endnu, og så er det meget godt at have udsigt til nogen træer. Jeg vil også godt se, hvordan vejret er, og - ja, så vil jeg også godt se, hvem der kommer forbi."
Underligt paradoks, at jeg som forfatter leger spion i andres liv ... men når det gælder mig som forfatter, så må de ikke lure med?
Jeg afbrydes at stemmen, der hverdage kl. 17:50 fortæller, at Holstebro bibliotek lukker. Jeg må vente til næste gang med at finde ud af, hvem der er far til Mona Lisas barn. Jeg glor ud ad vinduet, der glor tilbage.
Kommentarer