Blog
At skrive for åben skærm på Holstebro Bibliotek
Forfatter Lene Rikke Bresson blogger om at skrive for åben skærm til Holstebro Festuge.
I marts 2009 stod jeg og diskuterede skriveværksteder med Jussi Adler på Horsens statfængsel. På det tidpunkt havde jeg skriveværksted i det nedlagte væveri på fængslet. Men ordene flød ikke rigtig og derfor spurgte jeg ind til, hvordan Jussi Adler havde det med skrive-steder.
"Jeg kan skrive alle steder," påstod han. Straks ville jeg have et svar på, hvordan det kunne lade sig gøre. 
"Jeg pisser først," faldt svaret.
Siden hen har jeg forsøgt at efterleve rådet. Det, at skabe sit eget skrive- værksted/rum, er noget jeg som forfatter beslutter mig for. Og der sker noget med sproget, når jeg flytter sted.
Op til festugen i Holstebro blev jeg provokeret af Odin teateret. De bad om hjælp til gennemlæsning af et manuskript og eleverne på forfatterskolen hjalp med at finde råhistorier om kærlighed fra selve Holstebro. Åbenhed for forslag og kritik var det bærende i jagten på et bedre manuskript.
Da vi en dag sad i arrangementsgruppen på Holstebro bibliotek, røg det ud af munden på mig, at jeg gerne ville lave en skrivepult, hvor alle læsere kunne skrive og hvor jeg i festugen ville skrive på min næste roman "Det brænder stadig." Skrivepulten blev etableret og alt var godt, indtil min chef foreslog, at der skulle sættes en skærm op, så publikum kunne følge med. Det var noget af en provokation....som skulle prøves af.
Lige nu har jeg siddet der i to dage. Jeg er langt inde i den fiktive verden og har fuldstændig glemt, at jeg skriver for åben skærm. Publikum er meget diskrete, nærmest blufærdige lidt ligesom når man læser over skulderen på en kollega( for det gør man ikke). Og ordene...ja de flyder.
Min teknik med "method-writing" bliver dejlig udfordret. I en pause til frokost spurgte jeg mine kollegaer, om de kunne huske, hvad der skete på Holstebro bibliotek i 1992/1993, hvor noget af romanen foregår.
"Det var det år, vi alle var gravide. Vi var faktisk 12 gravide," udbrød Gitte. Billeder af gravide bibliotekarer sejlede forbi nethinden. Om jeg kan bruge det i min roman? Det ændrede ved karakter-opbygning af en af mine hovedpersoner. Og da jeg kikkede op fra min skrivepult kunne jeg skimte Rasmus bibliotekar i kilt!
Men det må du hører om en anden gang.
Forfatter Lene Rikke Bresson blogger om at skrive for åben skærm til Holstebro Festuge.
I marts 2009 stod jeg og diskuterede skriveværksteder med Jussi Adler på Horsens statfængsel. På det tidpunkt havde jeg skriveværksted i det nedlagte væveri på fængslet. Men ordene flød ikke rigtig og derfor spurgte jeg ind til, hvordan Jussi Adler havde det med skrive-steder.
"Jeg kan skrive alle steder," påstod han. Straks ville jeg have et svar på, hvordan det kunne lade sig gøre.
"Jeg pisser først," faldt svaret.
Siden hen har jeg forsøgt at efterleve rådet. Det, at skabe sit eget skrive- værksted/rum, er noget jeg som forfatter beslutter mig for. Og der sker noget med sproget, når jeg flytter sted.
Op til festugen i Holstebro blev jeg provokeret af Odin teateret. De bad om hjælp til gennemlæsning af et manuskript og eleverne på forfatterskolen hjalp med at finde råhistorier om kærlighed fra selve Holstebro. Åbenhed for forslag og kritik var det bærende i jagten på et bedre manuskript.
Da vi en dag sad i arrangementsgruppen på Holstebro bibliotek, røg det ud af munden på mig, at jeg gerne ville lave en skrivepult, hvor alle læsere kunne skrive og hvor jeg i festugen ville skrive på min næste roman "Det brænder stadig." Skrivepulten blev etableret og alt var godt, indtil min chef foreslog, at der skulle sættes en skærm op, så publikum kunne følge med. Det var noget af en provokation....som skulle prøves af.
Lige nu har jeg siddet der i to dage. Jeg er langt inde i den fiktive verden og har fuldstændig glemt, at jeg skriver for åben skærm. Publikum er meget diskrete, nærmest blufærdige lidt ligesom når man læser over skulderen på en kollega( for det gør man ikke). Og ordene...ja de flyder.
Min teknik med "method-writing" bliver dejlig udfordret. I en pause til frokost spurgte jeg mine kollegaer, om de kunne huske, hvad der skete på Holstebro bibliotek i 1992/1993, hvor noget af romanen foregår.
"Det var det år, vi alle var gravide. Vi var faktisk 12 gravide," udbrød Gitte. Billeder af gravide bibliotekarer sejlede forbi nethinden. Om jeg kan bruge det i min roman? Det ændrede ved karakter-opbygning af en af mine hovedpersoner. Og da jeg kikkede op fra min skrivepult kunne jeg skimte Rasmus bibliotekar i kilt!
Men det må du hører om en anden gang.
Kommentarer