Blog
Forfatterens mave: En obduktion af et års læsninger
Nogle gange bliver jeg imponeret over mig selv. Senest skete det for nogle dage siden, da jeg gennemgik listen over de bøger jeg har læst i løbet af indeværende år. Jyllansposten havde nemlig inviteret mig til at deltage i deres litterære julekalender ( http://kpn.dk/boger/ ), hvor 24 forfattere anbefaler en bog de har læst det sidste år. I nogle år har jeg holdt mig en læselog der indeholder forfatternavn, titel, dato for afsluttet - henholdsvis afbrudt - læsning samt en minianmeldelse af værket. Jeg kunne dermed let rekapitulere min læsning fra december til december og kom til en facit på toogfyrre bøger gennem de sidste tolv måneder.
Jeg ved godt at det ikke er sensationelt meget. Jeg vil tro at adskillige læsere konsumerer det samme antal på et par måneder. Men jeg er en uforbederlig lystlæser. Da jeg var ung, læste jeg tit af pligt, værker hvis kanoniserede status hvilede tungt på mig sålænge jeg ikke havde læst dem samvittighedsfuldt fra første til sidste side. Det kom der megen spildtid ud af, mange oplevelser af, hov-hvad-fanden-handlede-de-sidste-tredive-sider-egentlig-om, hvor jeg har dagdrømt om at føre en hånd ind under blusen på naboens frække datter, at lemlæste min fjende i klassen, ham der mobbede mig hver dag i ni år, eller noget helt andet, mens øjnene tvangspræget har fulgt linje efter linje, side efter side, som et langvarigt anfald af nystagmus. Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Min mobber endte med at køre ud over en afgrund, noget der ikke dræbte ham, men derimod pigen på passagersædet. Jeg ser ham stadig for mig, sejlende med cinematografisk langsomhed i en faldende bue hen over trætoppene, tværs igennem det flade, knivskarpe januarlys i sin metallicfarvede VW Golf GTI, og pigen ved siden af ham, med sit afblegede, vindtunnelfixerede glamrockhår og sine hulahopøreringe, skrigende af rædsel (eller dæmonisk skraldgrinende?). Efter den oplevelse blev han tavs og indesluttet og holdt op med at interessere sig for mig og for livet generelt, blev i modsætning til kæresten ved med at falde og falde i en uendelig bue. Hvilket jo egentlig var lidt sent, da jeg var over alle bjerge på det tidspunkt, travlt optaget med mine egne fald og med at udleve egne, og andres, fantasier i København. Naboens datter afviste min skriftlige kærlighedserklæring, som hendes far uheldigvis kom til at læse, hvorfor hun naturligvis, det forstår jeg nu, var nødt til at give mig en ydmygende offentlig reprimande, til stor morskab for hele skolegården. Siden har jeg ført hånden ind under alt for mange pigers og damers bluser og opnået en forbigående følelse af tilfredsstillet begær og retfærdighed i denne verden. Nu kan jeg godt læse en bog uden at tænke på brystvorters æggende nuprethed og sød hævn over suicidale plageånde. Når jeg læser, så læser jeg, når jeg skriver, skriver jeg. Og nu kan det ikke længere falde mig ind at læse noget jeg ikke har lyst til at læse. Derfor ville jeg aldrig kunne gennemføre en formel litterær uddannelse. Selve tanken forekommer mig nærmest pervers.
Jeg er desuden en meget langsom læser. Min gennemsnitlige læsehastighed er omkring tyve sider i timen. Diagonallæsning og denslags hurtiglæsningsteknikker forekommer mig monstrøse og skræmmende, en kold og mekanisk tilegnelse af bogens rent akademiske substans, foder for venstre hjernehalvdels iskoldt lysstofrørsoplyste labyrinter. Jeg vil synke ned i en bog, lægge mig skvulpende til rette i den som i en nyredt vandseng, annullere tid og sted osv. O.k., måske lige lovlig lyrisk. Sorry, men det her er min blog, og jeg bruger den bl.a. til at flippe lidt ud stilistisk. Men det jeg går efter, for nu at komme tilbage til sagen, er nok bare det forkætrede begreb: Den gode læseoplevelse. Det briterne kalder ”a good read”.
Men hvad er ”a good read”. Er det en slags litterært wienerbrød, noget man kan guffe i sig med lystblandet skyldfølelse og lægge fra sig, lidt federe, lidt tungere, lidt mere tilklottet i coronararterierne, men med følelsen af have holdt en lille ferie og med fornyet mod på livet? Eller er den livet selv, lige så virkelig som virkeligheden, og lige så krævende? Jeg længes nogle gange frygteligt efter wienerbrødsoplevelsen, og læseloggens andel af ikke-tilendelæste romaner vidner om at den med årene er blevet svær at tilfredsstille. Jeg finder et par krimier på listen over disse læseaborter, en historisk roman, den allerhelvedes gyselige Drageløberen, alle afbrudte læsninger, smidt væk i vrede og lede og raseri. Jeg bliver så sur når jeg læser noget jeg opfatter som dårlig litteratur, spørg bare min kæreste. Jeg bliver aggressiv, jeg får lyst til at begå unævnelige xxx-ratede handlinger mod den usalige forfatter og de idiotiske anmeldere der har hyldet lortet, og dermed ondsindet narret mig til at købe og læse det. Jeg bliver endda aggressiv i dette øjeblik, når jeg skriver om det. Så lad mig, inden jeg kommer for godt i gang, gå videre til noget andet: Bøger jeg har sat pris på i det forløbne år, grupperet efter genre.
1. Jagten på den gode krimi:
Det sker stadig at jeg, med lange mellemrum, virkelig finder en krimi der viser sig at være god og tilfredsstillende, både på underholdningsplanet og det litterære plan. Det en god krimi efter min mening kan, er, a. god miljøbeskrivelse, b. indføring i et specialiseret vidensområde og c. god og effektiv dialog. På listen finder jeg således hele fire krimier som jeg ikke har afmærket med dødningehoveder, gennemboret med voodoonåle eller oversmurt med verbal fæces, nemlig Colin Harrison: Manhattan Nocturne, Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn, Christian Jungersen: Undtagelsen (med det forbehold at alt det gode i bogen er det ikke-kriminalistiske) og allerbedst Stein Riverton: Jernvognen. Sidstnævnte endte faktisk med at blive mit valg til Jyllandsposten, ikke fordi den var den allerbedste læseoplevelse, men fordi den var den største overraskelse.
2. Gensyn med klassikerne:
Klassikere fungerede godt da jeg var ung. Nu er det første møde med en ulæst klassiker blevet mere problematisk. Og mine huller er både store og mange. Så genlæsningerne er det der fungerer bedst for mig, i år Mann: Buddenbrook og Tolstoj: Krig og Fred. De er begge stadig så friske, så moderne, så naturlige i stilen og troværdige i de menneskelige interaktioner at de overhaler romaner skrevet adskillige årtier senere. Krig og Fred læste jeg for tredje gang, men for første gang i uforkortet udgave, og den lagde mig fuldstændigt ned. Læs/genlæs den!
3. Ny litteratur:
Jeg tror jeg er kommet ind i en ny ungdom (et sikkert tegn på at alderdommen står for døren), for jeg læser virkelig meget ny litteratur for tiden. Indtil for ti år siden havde jeg stort set ikke læst en eneste roman skrevet i min egen levetid. Jeg havde ikke tiltro til det nye, jeg betragtede det med samme mistænksomhed som en olding betragter unge menneskers sprogbrug. Jeg lyttede heller ikke til rockmusik. Op gennem firserne og begyndelsen af halvfemserne læste jeg klassiker på klassiker, drak vognlæs med dyr italiensk rødvin og lyttede til esoterisk klassisk musik. Så fik jeg børn, samt en kammerat med en mere ungdommelig smag, og en fornyet kontakt med nutiden. Jeg købte et dyrt stereoanlæg, og pludselig fandt jeg mig selv siddende der, i et hus i Østgrønland, med volumenknappen skruet over mod klokken fire, foran højttalere der eksploderede af rådne guitarsoloer og rockikoners hæse brølen: I HATE MYSELF AND I WANT TO DIIIIIIIIE!!! Det var en vigtig fase for mig, en slags forsinket pubertet. Og jeg opdagede ny litteratur, hvilket for mig er og bliver anglosaksisk litteratur, med enkelte undtagelser. Det sidste år har de største oplevelser på dette felt været Coetzees Vanære, Ian McEwans Ved Chesil Beach, Susan Sontags Manden der elskede vulkaner samt ireren Joseph O’Connors romaner (læs ham!).
4. Kunstnerbiografiens fortryllelser:
Her medregner jeg selvbiografier. Det ophører aldrig med at fascinere mig at læse om kunstneres, især forfatteres Don Quijote’eske, dvs, komisk lidelsesfulde færd gennem verden. På listen finder jeg Mikael Timms biografi om Ingmar Bergman, Jørgen Haugans Hamsunbiografi, Thorkild Hansens dagbog, Mellem Brøndkjær og Nørholm og Eric Claptons selvbiografi. Den første fandt jeg lidt for loyal, nummer to lidt for polemisk-vred, den tredje pinligt selvoptaget (men det er faren ved at udgive dagbøger), og den sidste overraskende god, i hvert fald de første to tredjedele. Alle fire fastholdt, trods deres mangler, alligevel min interesse og undgik bortsmidning og rasende eder.
5. Glæden ved tvungen læsning:
Det sker stadig at jeg underkaster mig en vis læsetvang, nemlig i forbindelse med et romanprojekt. For tiden skriver jeg på en 1700-tals roman, og det medfører tonsvis af ”lektielæsning”. Men så får man nogle gaver, nogle overraskende læseoplevelser som man ellers aldrig ville begive sig ud i. I år har jeg i denne sammenhæng læst Politikens Danmarkshistorie, bind 9 (1700-1800) i sin helhed samt, mere spredt, Dagligliv i Danmark, bind 2 og en række bøger om den danske mission i Grønland. Jeg har aldrig været god til at læse historie, skønt jeg har haft en romantisk forestilling om at dykke ned i historiens dyb. Men min hukommelse har den særhed at den gennem årtier er i stand til ganske eksakt at genkalde sig stemninger, årstal, telefonnumre og menneskelige ytringer og udsagn, men straks glemmer forholdsvis enkle udredninger af begivenhedsforløb, deriblandt historiske gennemgange. Men nu har jeg fundet et middel til at råde bod på dette, en ”hjerneprotese”: post it-sedlen. Mens jeg læser, tager jeg notater på disse gule sedler og klæber dem ind på siderne. Bagefter renskriver jeg notaterne og skriver mini-scener til min roman, hvori disse oplysninger på en eller anden måde figurerer. Jeg står nu i den forunderlige situation at jeg husker en ret stor del af 1700-talsbogen, næsten som om jeg selv havde skrevet den.
Nå, dette var en gennemgang af nogle af årets læsninger. Jeg håber den kan tjene til inspiration, henholdsvis afskrækkelse, for læsere på jagt efter noget nyt. Nu må jeg løbe. Jeg har en bog der kalder på mig. Og den er go’!
Nogle gange bliver jeg imponeret over mig selv. Senest skete det for nogle dage siden, da jeg gennemgik listen over de bøger jeg har læst i løbet af indeværende år. Jyllansposten havde nemlig inviteret mig til at deltage i deres litterære julekalender ( http://kpn.dk/boger/ ), hvor 24 forfattere anbefaler en bog de har læst det sidste år. I nogle år har jeg holdt mig en læselog der indeholder forfatternavn, titel, dato for afsluttet - henholdsvis afbrudt - læsning samt en minianmeldelse af værket. Jeg kunne dermed let rekapitulere min læsning fra december til december og kom til en facit på toogfyrre bøger gennem de sidste tolv måneder.
Jeg ved godt at det ikke er sensationelt meget. Jeg vil tro at adskillige læsere konsumerer det samme antal på et par måneder. Men jeg er en uforbederlig lystlæser. Da jeg var ung, læste jeg tit af pligt, værker hvis kanoniserede status hvilede tungt på mig sålænge jeg ikke havde læst dem samvittighedsfuldt fra første til sidste side. Det kom der megen spildtid ud af, mange oplevelser af, hov-hvad-fanden-handlede-de-sidste-tredive-sider-egentlig-om, hvor jeg har dagdrømt om at føre en hånd ind under blusen på naboens frække datter, at lemlæste min fjende i klassen, ham der mobbede mig hver dag i ni år, eller noget helt andet, mens øjnene tvangspræget har fulgt linje efter linje, side efter side, som et langvarigt anfald af nystagmus. Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Min mobber endte med at køre ud over en afgrund, noget der ikke dræbte ham, men derimod pigen på passagersædet. Jeg ser ham stadig for mig, sejlende med cinematografisk langsomhed i en faldende bue hen over trætoppene, tværs igennem det flade, knivskarpe januarlys i sin metallicfarvede VW Golf GTI, og pigen ved siden af ham, med sit afblegede, vindtunnelfixerede glamrockhår og sine hulahopøreringe, skrigende af rædsel (eller dæmonisk skraldgrinende?). Efter den oplevelse blev han tavs og indesluttet og holdt op med at interessere sig for mig og for livet generelt, blev i modsætning til kæresten ved med at falde og falde i en uendelig bue. Hvilket jo egentlig var lidt sent, da jeg var over alle bjerge på det tidspunkt, travlt optaget med mine egne fald og med at udleve egne, og andres, fantasier i København. Naboens datter afviste min skriftlige kærlighedserklæring, som hendes far uheldigvis kom til at læse, hvorfor hun naturligvis, det forstår jeg nu, var nødt til at give mig en ydmygende offentlig reprimande, til stor morskab for hele skolegården. Siden har jeg ført hånden ind under alt for mange pigers og damers bluser og opnået en forbigående følelse af tilfredsstillet begær og retfærdighed i denne verden. Nu kan jeg godt læse en bog uden at tænke på brystvorters æggende nuprethed og sød hævn over suicidale plageånde. Når jeg læser, så læser jeg, når jeg skriver, skriver jeg. Og nu kan det ikke længere falde mig ind at læse noget jeg ikke har lyst til at læse. Derfor ville jeg aldrig kunne gennemføre en formel litterær uddannelse. Selve tanken forekommer mig nærmest pervers.
Jeg er desuden en meget langsom læser. Min gennemsnitlige læsehastighed er omkring tyve sider i timen. Diagonallæsning og denslags hurtiglæsningsteknikker forekommer mig monstrøse og skræmmende, en kold og mekanisk tilegnelse af bogens rent akademiske substans, foder for venstre hjernehalvdels iskoldt lysstofrørsoplyste labyrinter. Jeg vil synke ned i en bog, lægge mig skvulpende til rette i den som i en nyredt vandseng, annullere tid og sted osv. O.k., måske lige lovlig lyrisk. Sorry, men det her er min blog, og jeg bruger den bl.a. til at flippe lidt ud stilistisk. Men det jeg går efter, for nu at komme tilbage til sagen, er nok bare det forkætrede begreb: Den gode læseoplevelse. Det briterne kalder ”a good read”.
Men hvad er ”a good read”. Er det en slags litterært wienerbrød, noget man kan guffe i sig med lystblandet skyldfølelse og lægge fra sig, lidt federe, lidt tungere, lidt mere tilklottet i coronararterierne, men med følelsen af have holdt en lille ferie og med fornyet mod på livet? Eller er den livet selv, lige så virkelig som virkeligheden, og lige så krævende? Jeg længes nogle gange frygteligt efter wienerbrødsoplevelsen, og læseloggens andel af ikke-tilendelæste romaner vidner om at den med årene er blevet svær at tilfredsstille. Jeg finder et par krimier på listen over disse læseaborter, en historisk roman, den allerhelvedes gyselige Drageløberen, alle afbrudte læsninger, smidt væk i vrede og lede og raseri. Jeg bliver så sur når jeg læser noget jeg opfatter som dårlig litteratur, spørg bare min kæreste. Jeg bliver aggressiv, jeg får lyst til at begå unævnelige xxx-ratede handlinger mod den usalige forfatter og de idiotiske anmeldere der har hyldet lortet, og dermed ondsindet narret mig til at købe og læse det. Jeg bliver endda aggressiv i dette øjeblik, når jeg skriver om det. Så lad mig, inden jeg kommer for godt i gang, gå videre til noget andet: Bøger jeg har sat pris på i det forløbne år, grupperet efter genre.
1. Jagten på den gode krimi:
Det sker stadig at jeg, med lange mellemrum, virkelig finder en krimi der viser sig at være god og tilfredsstillende, både på underholdningsplanet og det litterære plan. Det en god krimi efter min mening kan, er, a. god miljøbeskrivelse, b. indføring i et specialiseret vidensområde og c. god og effektiv dialog. På listen finder jeg således hele fire krimier som jeg ikke har afmærket med dødningehoveder, gennemboret med voodoonåle eller oversmurt med verbal fæces, nemlig Colin Harrison: Manhattan Nocturne, Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn, Christian Jungersen: Undtagelsen (med det forbehold at alt det gode i bogen er det ikke-kriminalistiske) og allerbedst Stein Riverton: Jernvognen. Sidstnævnte endte faktisk med at blive mit valg til Jyllandsposten, ikke fordi den var den allerbedste læseoplevelse, men fordi den var den største overraskelse.
2. Gensyn med klassikerne:
Klassikere fungerede godt da jeg var ung. Nu er det første møde med en ulæst klassiker blevet mere problematisk. Og mine huller er både store og mange. Så genlæsningerne er det der fungerer bedst for mig, i år Mann: Buddenbrook og Tolstoj: Krig og Fred. De er begge stadig så friske, så moderne, så naturlige i stilen og troværdige i de menneskelige interaktioner at de overhaler romaner skrevet adskillige årtier senere. Krig og Fred læste jeg for tredje gang, men for første gang i uforkortet udgave, og den lagde mig fuldstændigt ned. Læs/genlæs den!
3. Ny litteratur:
Jeg tror jeg er kommet ind i en ny ungdom (et sikkert tegn på at alderdommen står for døren), for jeg læser virkelig meget ny litteratur for tiden. Indtil for ti år siden havde jeg stort set ikke læst en eneste roman skrevet i min egen levetid. Jeg havde ikke tiltro til det nye, jeg betragtede det med samme mistænksomhed som en olding betragter unge menneskers sprogbrug. Jeg lyttede heller ikke til rockmusik. Op gennem firserne og begyndelsen af halvfemserne læste jeg klassiker på klassiker, drak vognlæs med dyr italiensk rødvin og lyttede til esoterisk klassisk musik. Så fik jeg børn, samt en kammerat med en mere ungdommelig smag, og en fornyet kontakt med nutiden. Jeg købte et dyrt stereoanlæg, og pludselig fandt jeg mig selv siddende der, i et hus i Østgrønland, med volumenknappen skruet over mod klokken fire, foran højttalere der eksploderede af rådne guitarsoloer og rockikoners hæse brølen: I HATE MYSELF AND I WANT TO DIIIIIIIIE!!! Det var en vigtig fase for mig, en slags forsinket pubertet. Og jeg opdagede ny litteratur, hvilket for mig er og bliver anglosaksisk litteratur, med enkelte undtagelser. Det sidste år har de største oplevelser på dette felt været Coetzees Vanære, Ian McEwans Ved Chesil Beach, Susan Sontags Manden der elskede vulkaner samt ireren Joseph O’Connors romaner (læs ham!).
4. Kunstnerbiografiens fortryllelser:
Her medregner jeg selvbiografier. Det ophører aldrig med at fascinere mig at læse om kunstneres, især forfatteres Don Quijote’eske, dvs, komisk lidelsesfulde færd gennem verden. På listen finder jeg Mikael Timms biografi om Ingmar Bergman, Jørgen Haugans Hamsunbiografi, Thorkild Hansens dagbog, Mellem Brøndkjær og Nørholm og Eric Claptons selvbiografi. Den første fandt jeg lidt for loyal, nummer to lidt for polemisk-vred, den tredje pinligt selvoptaget (men det er faren ved at udgive dagbøger), og den sidste overraskende god, i hvert fald de første to tredjedele. Alle fire fastholdt, trods deres mangler, alligevel min interesse og undgik bortsmidning og rasende eder.
5. Glæden ved tvungen læsning:
Det sker stadig at jeg underkaster mig en vis læsetvang, nemlig i forbindelse med et romanprojekt. For tiden skriver jeg på en 1700-tals roman, og det medfører tonsvis af ”lektielæsning”. Men så får man nogle gaver, nogle overraskende læseoplevelser som man ellers aldrig ville begive sig ud i. I år har jeg i denne sammenhæng læst Politikens Danmarkshistorie, bind 9 (1700-1800) i sin helhed samt, mere spredt, Dagligliv i Danmark, bind 2 og en række bøger om den danske mission i Grønland. Jeg har aldrig været god til at læse historie, skønt jeg har haft en romantisk forestilling om at dykke ned i historiens dyb. Men min hukommelse har den særhed at den gennem årtier er i stand til ganske eksakt at genkalde sig stemninger, årstal, telefonnumre og menneskelige ytringer og udsagn, men straks glemmer forholdsvis enkle udredninger af begivenhedsforløb, deriblandt historiske gennemgange. Men nu har jeg fundet et middel til at råde bod på dette, en ”hjerneprotese”: post it-sedlen. Mens jeg læser, tager jeg notater på disse gule sedler og klæber dem ind på siderne. Bagefter renskriver jeg notaterne og skriver mini-scener til min roman, hvori disse oplysninger på en eller anden måde figurerer. Jeg står nu i den forunderlige situation at jeg husker en ret stor del af 1700-talsbogen, næsten som om jeg selv havde skrevet den.
Nå, dette var en gennemgang af nogle af årets læsninger. Jeg håber den kan tjene til inspiration, henholdsvis afskrækkelse, for læsere på jagt efter noget nyt. Nu må jeg løbe. Jeg har en bog der kalder på mig. Og den er go’!
Kommentarer